Snestorm og præstetur

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af: Oversergent Ulf G. Bender, post- og forsyningsbefalingsmand

Breve hjem, snestorm og præstetur er en del af hverdagen

Så er det igen blevet tid til at skrive hjem til alle de familier der troligt ”zapper” forbi HOK’s hjemmeside for at se, om der skulle være dukket lidt nyt op fra deres nærmeste her i missionsområdet i Kosovo.

I min funktion som postmand hører jeg ofte folk udtrykke: ”Hvor er det dog svært at finde ud af hvad jeg skal skrive hjem, jeg syntes ikke, at der er noget at skrive hjem om.”

Den samme situation har jeg også selv siddet i, men efter at have talt med flere forskellige folk om det, tror jeg, at jeg har fundet ud af, hvorfor det er så svært at finde ud af, hvad man skal skrive. Hjemmefra har vi jo gået og forberedt os, og vi har personligt indstillet os på situationen i området. Derudover har vi jo fået en uddannelse, der ruster os til den opgave vi skal løse.

Uddannelsen er meget realistisk, og somme tider kan det være svært at se forskellen på uddannelsen i Danmark og den skarpe situation hernede i Kosovo. Jeg opfatter det som et tegn på, at vi er godt uddannede og rustede til at løse opgaven hernede, som de professionelle danske soldater, vi er.

TV-avisen på DR1 følges der nøje med i hver morgen i Det Nationale Støtteelements opholdsrum.

Men hvori ligger så forskellen fra Danmark? Jo, den ligger i alle de små ting, som er blevet os en selvfølge allerede. Vi er blevet vant til, at der i tide og utide fra stor-mund (højttaleranlægget) runger ”exercise!, exercise!, exercise!, Falcon to the vehicles!, Falcon to the vehicles!, end of message!” få sekunder efter styrter de, der er på Falcon-beredskab til deres køretøjer og er klar til, hvad der end måtte ske. Vi har også vænnet os til at lade og aflade vores våben, når vi kører ud og ind af lejren, således at vi altid har en patron i kammeret, hvis der skulle ske noget.

Nok om det, nu vil jeg fortælle lidt om, hvad der er sket i de sidste par uger:

Forrige lørdag kørte Rasmus og jeg ned til den svenske lejr og afleverede en af deres postsække, som vi ved en fejltagelse havde fået op til os. Vi kørte forbi deres skydebane i en gammel åben mine, hvor en gruppe svenske soldater vedligeholdt deres skydefærdigheder i grupperamme, støttet af deres tunge maskingevær på deres finske SISU køretøj. Det så meget professionelt ud, og dem kan vi vist roligt være trygge ved at have som kolleger hernede.

Forrige uge var også ugen, hvor vejret viste sig fra sin hårde side; Mandag var vi efter mange timers kørsel i vores lette køretøj nødt til at se i øjnene, at det ikke var forsvarligt at køre hjem til lejren pga. den hårde snestorm, så vi var nødt til at overnatte i hovedkvarteret i Pristina til den efterfølgende dag. Der var vi desværre så uheldige, at flere af vores snekæder ikke kunne holde til det skiftende underlag, så vi måtte liste os stille og roligt hjemad.

Sigtbarheden var lav og vejene spejlglatte og svære at se, da en af forårets snestorme ramte os.

Mandag i sidste uge tog terminalhjælperen Carsten og jeg postturen til hovedstaden Pristina, hvor vi hentede og sendte post. Denne dag hentede vi også vores gæster fra DANILOG (Det Danske Internationale Logistikcenter) og HOK (Hærens Operative Kommando), der skulle på arbejdsbesøg i lejren. Ligeledes fik vi også besøg af en fra FPT (Forsvarets Personel Tjeneste), der skulle tale med de civile, vi har i lejren samt undersøge, hvad mulighederne er for at udsende civilt personel her i Kosovo.

En lille kirke på et serbisk munkekloster, hvor der blandt andet var mulighed for at ofre for forskellige religiøse forbilleder (selvfølgelig i serbisk møntfod).

Torsdag var jeg på skydebanen med spejderne, så jeg lige fik vedligeholdt mine skydefærdigheder. Det var en dag med lækkert vejr, og det var rart at få talt med nogle andre end dem, man render op af til hverdag. Dette var også tilfældet søndag, hvor vi var en hel flok fra NSE’et (Det Nationale Støtte-Element), sanitetsdelingen, soldaterhjemmet og et par stykker flere, der tog på præstetur for at se på nogle klostre og køre forbi den store opdæmmede sø, der ligger nord for os nær den serbiske grænse.

Nu ser vi, ligesom jer derhjemme, frem til bedre vejr og glæder os over, at de første af os snart skal på leave hjem til vores kære.