Turteldue kom at skue

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Nu har vi været i Afghanistan i to måneder. For nogle af os betyder det, at en tredjedel af distancen er tilbagelagt. Det betyder, at der er kommet gang i leave-rejserne med besøg der hjemme hos familie og venner. Chefen skal også på leave. Når chefen er ude…!!

Af feltpræst Christian

I den seneste tid er der to turtelduer, som har fløjet søgende rundt i Camp Viking, angiveligt for at finde en redeplads. De har afsøgt og afprøvet flere muligheder. Ovenpå vore aircondition-kasser under tagudhænget ved fabberne, har der været forsøgt med et par indledende prøvebyggerier.

Der er nogen, jeg nævner ingen navne, som har søgt at forhindre dem i at komme i gang med byggeriet, og derfor har raget byggematerialerne ned, under henvisning til, at der er konstateret fugleinfluenza i Afghanistan.

Nu kunne det måske forholde sig sådan, at der har været fugleinfluenza i Afghanistan de seneste tusind år, hvor det har været globalt uinteressant, men nu er vi jo kommet her ud, og så er det farligt. Og nu er der oven i købet også konstateret fugleinfluenza i en musvåge fra Sjælland, beretter en af mine ornitologiske venner, og så er vi på en måde lige vidt. Vi går i fare, hvor vi går.

Men, det kunne Brorson nok ikke vide noget om i 1765, da han skrev sin salme "Her vil ties, her vil bies..." over en passage fra Højsangen, hvor der nærmest flakser duer gennem versene, som var det på Piazza di San Marco i Venedig. Jeg tænker på, om der skal ties og bies, hvis vore to turtelduer skulle beslutte sig for at bygge deres rede her på præstegårdens skyggefulde bagside.

To afghanske duer prøver at få styr på forårets redebyggeri

Tysk - Rumænsk skiftedag

En gang imellem er der skiftedag i lejren. Forstået på den måde, at folk rejser, kommer og går, blandt de øvrige nationers styrkebidrag. For tiden er der gang i en større tysk rotation. Mange italienere er trukket ud, og rumænere har nu overtaget deres ansvarsområder.

Det betyder blandt andet, at det tyske feltkøkken, hvor vi spiser, har været under pres. Det gamle hold har kørt beholdningerne i bund, og det nye er ikke kommet på plads med forsyninger og bestillinger. Så det kniber lidt med at få enderne til at nå sammen.

Det har betydet vareknaphed både her og der, og det har betydet, at vi ikke mere kan spise "italiensk" om aftenen, men nu spiser "rumænsk". Det er ikke fordi forskellen er så stor. Så det går nok. Men vi har besluttet os for selv at stå for både frokost og aftensmad her hos os selv om fredagen.

I fredags var der premiere på frokosten. Det var M.T. fra CISCEN, med hjælpere, der stod for det arrangement. Det var meget vellykket, og vi kunne sidde ude på terrassen. Om aftenen var der grill, som vi plejer. Vi lider ingen nød, og sult lærer nøgen mand at stege.

Premiere på fredagsfrokost

I´m leaving on a jetplane
Det er ved at være tid for de første, der skal hjem på leave. Hertz lagde ud og er kommet tilbage igen, og nu i den kommende tid kommer der rigtig skred i rejserne. Vores chef står snart for tur, og han glæder sig vist, for vi hører flere gange om dagen, hvornår det er og hvad vi skal gøre, mens majoren er på leave, og hvad majoren ikke vil have, at vi har gjort, til han kommer tilbage.

Der er meget at passe på med, så det er godt vi har MP. Men det er godt for os alle at kunne se frem til besøget der hjemme. Der er mange, vi savner, og der er såmænd også mange, der savner os, så det skal blive godt at ses igen, hvad enten man skal hjem til hus og have og mors kødgryder, eller man skal på rejse videre ud i verden.

Når leaveplanen gennemføres må vi dække for hinanden, så arbejdsopgaverne bliver udført alligevej, som de skal. Her i Kabul og i Camp Viking er vi også gennemgangslejr for folkene fra PRT-holdene ude i provinser. Så ligger de over her i lejren et par dage, indtil deres fly går hjem, og så går snakken til ud på aftenen med beretninger fra livet i de andre dele af Afghanistan.

Hjem på leave

Kommer og går
Der er holdt skiftedag på den medicinske side. Læge Peter og sygeplejerske Lars er rejst hjem, og der er kommet nye folk på deres poster. I stedet har vi nu fået sygeplejerske Birgit og kirurgen John herud. Vi tog rørende afsked med de gamle her på parkeringspladsen, Toyota Square udenfor lejren, og mange kolleger fra felthospitalet var kommet for at tage afsked. Og de nye var så med hjem hertil efter afhentning i lufthavnen.

De har begge været udsendt før, Birgit dog ikke til Afghanistan, men John har været her i lejren før. Så det er lige før vi slet ikke mærker skiftet. De nye glider let og hurtigt ind på deres poster, og det er mere os andre, der skal lære at skifte over til de nye navne, så vi for eksempel ikke kalder Birgit for Lars. Birgit er for øvrigt mormor. Det står simpelthen skrevet på hende, så det er ganske vist.

Birgit og John er ankommet

St. Patricks Day
Der er stationeret fire irere her i lejren. De bor lidt trangt og indeklemt lidt herfra, og de holder til hos os en gang imellem, fordi der er lidt mere plads her og velfærdsforhold, som de ikke selv råder over.

Nu er der det med irere, at der for dem er noget, der hedder d. 17. marts, - St. Patricks Day -, og der skal der altså holdes en fest for Irlands skytshelgen. Det er simpelthen lige så vigtigt for irere, som Bastilledagen er for franskmænd, Olaidag for færinger og  juleaften og friske rundstykker om søndagen er for os danske.

Så vore irske naboer havde spurgt, om de måtte låne vores messeområde til deres fest, hvor de så ville bringe nogle irske specialiteter med og invitere nogle af deres samarbejdspartnere fra ISAF. Det fik de lov til, og så samledes vi i messen kl. 20.

Der var pyntet med grønne farver, plakater, guirlander, trekløver,- og alle gæster blev hjerteligt budt velkommen med: Happy St. Patricks Day! og en irsk whiskey. Med ét var messen fuld, - af danske, tyske, portugisiske, kroatiske, franske, italienske soldater, og selvfølgelig vore fire irske venner.

De har rigtige irske navne, som irere skal ha´- Fitzgerald, Talbot, O´ Brian og O´ Gallchoir. Det sidste navn skal ikke udtales, som det skrives, men som det siges, og det er lidt svært at gengive her. Men derfor kunne vi godt have det rart.

Fire irere byder velkommet til St. Patricks

Vores narkoselæge Andreas var kommet i besiddelse af nogle franske vinbjergsnegle, som han spenderede som natmad, monteret på et lille stykke ristet brød med sneglen limet fast i en klat dejlig kryddersmør. Der var mange den aften, som aldrig opdagede, at de lige havde spist en fransk snegl, og de syntes at "de der" smagte godt. Andreas har tre dåser endnu.

Måske skulle vi tænke på at lave en Ansgarfest i Danmark?

TV - Tele-Visionær-Velfærd
Vi har også en tv-stue, som man bør have i ethvert dansk hjem. Vi har seks kanaler, men det er kun de to, der virker. På den ene er der 24 timers porno, som ingen gider se, trods alt, så man må da håbe, at den ´anal er gratis.

Fire kanaler er sorte og ude af funktion. Det forlyder, at der tidligere har været N3 og BBC. Men de er åbenbart forsvundet ud i en af universets signaldøde zoner. Tænk hvis der var lidt DR2 - bare en gang imellem -, lidt Inspector Morse, Taggert, Frost og den slags, som er godt for lidt mere modne mænd.

Den anden aktive kanal er det, der hedder CAMP-TV, som deles mellem os her i Afghanistan og vore fæller i Irak. Det er en pakkeløsning, hvor der sidder en redaktion et eller andet sted i det elektroniske univers og vælger hvilke programmer, det er godt for udsendte danske soldater at se.

Der er selvfølgelig nyheder. Dem ser vi fra tv2. Ingen DR1 nyheder, så her i den store verden er det gamle statsradiofoniske nyhedsmonopol altså vendt på hovedet. Her er tv2 enerådende. Det er nok fordi tv2´s nyhedsredaktion anses for at være mere hurtig og ung i sit koncept og udtryk, og derfor mere velegnet for soldater. Noget må man da have tænkt sig, skulle man tro.

Sort skærm?

Så er der tv2 "Go´ morgen Danmark", som vi ikke har så megen fornøjelse af, fordi det sendes op ad dagen herude, hvor vi er i gang med arbejdet. Det ser vi ikke meget af. Men det er også lidt som om, at det de sidder og taler om i en sofa på første sal i Københavns Hovedbanegård ikke rigtig rammer. Vi er for langt væk og i en anden verden og virkelighed, som trænger sig mere på.

Derudover er der så en tre til fire gamle amerikanske soapserier, med Dallas i spidsen, GAB!, som kværner hele eftermiddagen og først på aftenen. Så når man tænker over indholdet af denne elektromagnetiske velfærds- og satellittransporterede tv-pakke, som for øvrigt ikke er helt billig, så skal man altså ikke forvente de helt store tigerspring frem i åndelig udvikling, mens vi er her.

Chez Anne
Vores anden sygeplejerske, Anne, synger også snart på sidste vers med sin tilstedeværelse her Afghanistan. Og ikke nok med det, snart skal vi bryde op fra Camp Viking og det hele skal sælges til den, der byder mest for det hele - lock, stock and barrel!

Det blev næsten for meget for Anne, for køkkencontaineren havde hun kendt fra tiden allerede inden den kom hertil, og her har hun bagt så mangen en god kage i tidernes løb, og hvis den nu skulle sælges til fremmede, så var det næsten ikke til at bære.

Men så blev det besluttet, at køkkencontaineren skulle navngives Annes Kitchen, og dette navn tatoveres så eftertrykkeligt på containeren, at en fremtidig, uvidende køber ikke skulle være i tvivl om, hvad det var, man stod overfor. The holy of holiest.

Og så tog vi fusen på Anne og gjorde hende både af navn og af gavn til pige med eget køkken. På billedet man ser hvordan.

Anne får sit køkken

Farvel og tak.
Dette ugebrev bliver måske det sidste, eller det næstsidste, fra min hånd som forfatter og redaktør. Jeg står overfor en ny rejserunde ud til de fjernere provinser og deres menigheder, og derefter er det min tur til at holde leave, og når jeg kommer tilbage hertil, så er enheden mere eller mindre gået i opløsning og på vej andetsteds hen, hvor en kollega til mig rejser med.

Min sidste tid vil jeg så tilbringe på en tredje og sidste rejserunde igen ud til provinserne, indtil det er min tur til at tage afsked med Afghanistan og vende tilbage til Fædreland og Hertugdømmet Slesvig

Og så lige til sidst, et hjertesuk. Vi er blevet dekoreret med NATO medaljen, som alle gør, der har været udsendt 30 dage. Feyzabad har haft medaljeparade, vi får på et senere tidspunkt. Det er pænt af NATO at betænke os på denne måde, og det er vi glade for.

Men - jeg tænker på, hvorfor det danske samfund aldrig i de snart 15 år, der er gået med missioner for danske soldater i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Afghanistan, Irak, Sudan m. m. - aldrig har fået den tanke at konstruere bare det allermindste og allerydmygeste lille stykke ubetydelige blik med et lille rød-hvidt bånd på, som en dansk hilsen til danske soldater med et: Tak for jeres indsats. Det er lidt bagvendt, at NATO skal komme først med en tak for noget, som de fleste af os synes, at vi har gjort for Danmark.

Og hermed siger jeg tak, fordi jeg måtte få lov til at skrive et og andet herfra, og siger ligeledes tak for mange små indirekte hilsener, som jeg her ude har modtaget fra læsere der hjemme.

De bedste hilsener til alle fra, - Feltpræsten