Udenfor murene

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af feltpræst Christian

Sikkerhedsbestemmelserne for den multinationale styrke i Kabul foreskriver, at al udkørsel fra Camp Warehouse skal være operativt begrundet. Der er altså ikke noget med at køre omkring og lege turister for at se på byen.

Men nu har de fleste af os haft operative opgaver udenfor hegnet, og vi kan begynde at danne os et billede af verden i Afghanistan.

Allerførst et lille AP til Ditte i Hadsten, fordi jeg i sidste ugebrev glemte MB i TERM-gruppen. Men han er her skam og har det godt.

Himlen over Kabul
De seneste dage har det vært flot vejr med høj himmel og klart udsyn over bjergene omkring Kabul. Aftenskumring, mørkefald og nat glider pludseligt over i hinanden og skifter fra dagslyst til nat indenfor et kvarter, ca. kl. 18.15.

Vi er i en verden uden lyse nætter, som vi skandinaver kender dem. Ikke en eneste af disse vidunderligt blide aftener, hvor man sidde ude i haven til midnat i skjorteærmer og mærke træernes æteriske dufte, en sådan nat eller to, som kan redde hele sommeren, skønt den så ofte har sveget os.

Nattehimlen er også anderledes. Den vender på hovedet. Halvmånen ligger vandret med sine spidse horn opad, som en skive gul melon. Karlsvognen gør håndstand på sin stjært og vender hele vognen ret opad mod himlens nattezenit.

Ved Andromedatågen står stjernebilledet Cassiopeia, hvor Bodil Kjær en gang holdt stævnemøde med en forelsket dansk pilot. Det er også helt forskruet, som enhver forelskelse. Her er Cassiopeia ikke et W på himlen men derimod et M.

Ud af vagten
Når vi kører ud af vagtområdets slusesystem af betonchikaner kommer vi ud på hovedvejen mod vest ind mod Kabuls centrum. Jalalabad Road hedder den, fordi den forbinder Kabul med Jalalabad mod øst. Men der skal vi ikke hen, så vi drejer til venstre ind mod Kabul.

Vores lejr ligger faktisk helt ude i den østlige udkant af Kabul i et lidt industriagtigt kvarter. Området er meget ramponeret, så den industri, der udøves her, er ikke helt det samme som i de funklende industriområder, som snart hver eneste landsby i Danmark skal ha´ for at være med i det florissante opsving.

Jalalabad Road
Jalalabad Road er i princippet en 4 - 6 sporet vej. En rigtig god forhenværende bred indfaldsvej til en storby, som nu er forvandlet til 4 - 6 spor af mudder, huller og skærver, hvor alle kører slalom mellem hinanden på den bedste ideallinie, i højre eller venstre side af vejen eller på midten.

Den der kommer først og er størst har selvbestaltet forkørselsret. Hvis Rigspolitiets Færdselsafdeling gjorde tjeneste her, vil jeg gætte på, at halvdelen af styrken ville være permanent indlagt til rekreation på en nerveklinik.

Kabul Trafik

Langs den sydlige side af Jalalabad Road ligger en lang række boder, en Bazar, hvor alle mulige former for livsfornødenheder faldbydes. Frugt og grønt, kød, krydderier. Alt lige ud til den mudrede vej. 

En række containere er omdannet til bilværksteder, og i et område står der en stor mængde entreprenørmaskiner, som ser rimeligt funktionable ud, og man spørger sig selv, hvorfor de ikke lige kunne køre ud på vejen og reparere den bare en lille smule.

Jalalabad Bazar

Mennesker bag ruden
Gennem bilens ruder ser vi også mennesker og folkeliv i Kabul. Børnene løber rundt langs vejen og ofte tværs over vejen i adrætte spring mellem bilernes kofangere. Det lader til, at de har kontrol over pejlingerne mellem bilerne, men vore chauffører skal altså have et øje på hver finger, så der ikke sker ulykker.

Børnene har som regel kun let beklædning på og tynde sko uden hensyn til frostvejr eller mudder. Det lader ikke til at røre dem.

De lidt større børn, som har fået fat i en cykel, kører adræt frem gennem trafikken, hurtigere end bilerne, som de ikke er blege for at tage et lille hurtigt race med. Cykler såvel som knallerter kan for øvrigt nemt transportere tre personer.

Det offentlige transportsystem er ikke særlig udbygget, hvis overhovedet til stede. Der er nogle stoppestedslignende pladser ved vejsiden, men de virker mere som historiske monumenter. Den slags ordner afghanerne selv.

Den, der er den lykkelige ejer af en 8 personers van, kan nemt etablere sit eget spontane busselskab og transportere det dobbelte antal passagerer med ind mod byen.

Tre på en.

De voksne mænd går klædt i de karakteristiske meget vide bomuldsbukser med en knælang skjorte hængende løst udenover bukserne. Måske en tynd jakke over og et uldent sjal, som er slået en gang over hovedet som et tørklæde.

Nogle mænd bærer den karakteristiske uldne hue med den flade puld, en Pacol, der via medierne er blevet kendt som Mujaheedinernes hue. Den nederste del af huen er som et stykke strikket strømpe, som man ruller stramt op som en pølse under pulden, så huen sidder godt fast på hovedet. Huen fås i sort, brun, rødlig og hvid uden der er nogen bestemt betydning af de forskellige farver.
 
Huen er ganske almindelig, men kommer egentlig fra Pakistan, og blev introduceret i Afghanistan af Mujaheedinerne. Enhver afghansk mand kan gå med den hovedbeklædning, han har lyst til.

Måske undtaget karakul hatten af persianer skind, som præsident Karzai har gjort kendt som sin foretrukne hovedbeklædning. Den hører til den højere klasse af embedsmænd og velhavere.

De ældre mænd bærer ofte er pudeformet turban på hovedet. Den bindes af et langt stykke klæde, som vikles og bindes om hovedet og låses fast med den yderste snip i kanten. Det kræver håndelag, at få hatten til at passe.

Undervejs

Disse ældre går som regel i kjortellignende klæder og har store lange skæg. Ofte støtter de sig til en stav og får derved et patriarklignende udtryk over sig.

Det er nu ikke kun for et syns skyld, at det er rimeligt at tænke i bibelske analogier som Abraham, Isak og Jacob. Det afghanske samfund bygger på de ældstes myndighed i familie, samfund og religion.

En offentlig samfundsopfattelse og fornemmelse for socialt fællesskab, og en styrende STAT, som præger det moderne demokratiske Europa, er fremmed for afghaneren. Her er det familien, klanen og de ældste, som betyder noget.

Det er det primære samfund. Sådan har det været i flere tusinde år, og det kan ikke engang hele det vestlige verdenssamfund lave om på fra den ene dag til den anden. Og det skal vi nok heller ikke.

Den skjulte kvinde
Vi befinder os også i den besynderlige verden, hvor kvinderne går fuldt tildækkede med den berømte burka. Det er både skræmmende, forargende, - og fascinerende. Men her i Afghanistan er burka i virkeligheden lidt af et fremmedord. En burka hedder på afghansk: chaderi. Det udtales: tjå-då-ri , med tryk på sidste stavelse. Burka er den arabiske betegnelse.

Dette er dog ikke blot en strid om ord. Det afspejler i virkeligheden et væsentligt kulturskel, også indenfor islam, mellem arabisk og afghansk islam. I Afghanistan har man haft en mere moderat og selvstændig afghansk orienteret forståelse af islam.

Den islam, som vi stifter bekendtskab med i vestlige medier, inklusive Al Jezeera, er arabisk orienteret og refererer til den israelsk-palestinensiske konflikt og de derudaf voksede arabisk-islamistiske extremistiske og terroristiske bevægelser.

Denne islam er fremmed for afghanerne, med undtagelse af Taleban og de extremistiske grupper, som arbejder i Afghanistan med det formål at udbrede den universelle konflikt også hertil og vælte den nye regering og parlament. Det er her kulturkampen føres. Det er her det skal vise sig, om afghansk islam og kultur har styrke til at væres sig selv også i fremtiden eller om den bukker under for det arabiske tryk.

Så lad den skjulte kvinde være som hun er og lad hende selv lægge sin chaderi, når tiden og Afghanistan er moden til det. Jo flere unge generationer af både drenge og piger, som får en ordentlig skolegang og uddannelse, jo mere vil Afghanistan forandre sig selv indefra og modnes til at forny sig også på de intime, kulturelle og religiøse områder, som i dag endnu er for letantændelige og konfliktfyldte.

Chaderi 

Islams verden
Det kan ikke være nogen overraskelse, at vi, ganske almindelige folkekirkekulturelle danskere, her ude befinder os i en del af den for os meget fremmedartede islamiske verden.

Den islamiske dagsorden har i snart mange år været sat på forsiden i vore hjemlige og i verdenspressens medier, og det i en sådan grad, at det er lige før vi modtager flere informationer om islamiske begreber og fænomener end man opdrages eller bedre - opelskes - i sin egen kristne tradition.

Man ved, at der er noget, som hedder en mullah, imam og ajatolla, men kender ikke navnet på sin egen sognepræst. Man ved, at der er fredagsbøn i moskeerne verden over, men har aldrig læst gudstjenestelisten i sit eget kirkeblad.
 
Vi skræmmes ved tanken om koranskolernes intensive påvirkning af islamisk ungdom, men finder det helt naturligt at kristendomskundskab spiller en så uhørlig og usynlig rolle som muligt i dansk skolevirksomhed og offentlighed.

Vi forarges over chaderiens (burkaens) kvindeundertrykkende symbolværdi, men lever selv ubekymret i vores eget sexualitets-exponerende verdensbillede, hvor intet mere er overladt til anstændig erotisk fantasi.

Forskellene er mange, ganske som inkonsekvenserne bag vores egen vestlige fornemmelse for verdensomspændende overlegenhed. Det er nogle kulturelle og religiøse overvejelser, som er en grundig gennemtænkning værd, hvis vi skal forstå, hvor vi er, og opnå bærbare resultater i vores arbejde til gavn for den afghanske befolknings fremtid.

Alt dette, og meget mere, summer rundt i en dansk soldats hoved, når vi udfører vores arbejde, fordi vi kommer fra en verden, hvor vi tænker over det vi oplever, og prøver at forstå, hvor vi er, og hvem vi selv er, for at kunne yde vores indsats på den bedste måde.

Indenfor murene kan vi altid finde ud af, hvordan alt skal være, og hvordan vi selv vil ha det. Men verdens fremtid ligger udenfor murene.