Uge 7 ved PRT Feyzabad Afghanistan

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Oversergent Thomas, CIMIC befalingsmand, CIMIC, Feyzabad, Afghanistan

Dette startede allerede mandag, hvor turen gik til Garmock. CIMIC havde taget MOT 4 med på turen sammen med chefen, som jo også engang i mellem kan trænge til at blive luftet lidt.

Vi kørte i samlet flok så langt op mod byen, som vejen nu tillod os, og omkring 150 meter før byen blev køretøjerne parkeret sammen med et par af vores sikringsfolk, som blev tilbage for at passe på køretøjerne. 150meter lyder jo umiddelbart ikke som nogen stor afstand, men det skal lige siges, at de 150 meter var afstanden direkte op til byen. Selve gåturen derop kom til at vare små 15 minutter i forholdsvist rask gang op ad bjerget.

Vel oppe ved landsbyen mødte vi vores lokale guide, som skulle tage os videre op ad bjerget og op til den kilde, som vi skulle inspicere forud for det i området påtænkte projekt. Derefter var det igen på med vandreskoene og op ad bjerget, for endelig, efter i alt en lille times vandring at være fremme ved vores destination, den lokale kilde.

Her ses den lokale kilde som med tiden skal forsyne ca. 1000 mennesker.

Efter at kilden var blevet fotograferet, noteret og inspiceret, skulle vi naturligvis lige smage på vandet, og det smagte aldeles vidunderligt. Helt blødt og rent i forhold til den flaskevand som vi, siden vi er ankommet i Afghanistan, har været nødsaget til at drikke. En dejlig forfriskende afveksling.

Den kilde, som landsbyerne i området normalt benytter, lå noget tættere på byen, men vandets kvalitet var så absolut ikke af det, man kunne kalde højeste kvalitet. Vi fik af de lokale beboere at vide, at der som sådan ikke var noget i vejen med vandet. Man skulle bare lige bruge omkring et år, før kroppen havde vænnet sig til at drikke det, men derefter gik det for det meste fint med at drikke det.

En ny vandforsyning ville altså, om man så må sige, falde på et tørt sted. Transporttiden om sommeren var for de lokale ca. 45 minutter hver vej. Om vinteren kunne man sagtens bruge op imod fire timer på at hente vand, og så skulle man jo også lige hjem igen.

Efter inspektionen, blev vi inviteret op til en kop te samt et lille hyggemøde i en af de nærliggende landsbyer, og en sådan invitation siger man jo ikke nej til, så hele det lille følge begav sig op mod landsbyen.

Vel ankommet i landsbyen, kunne vi nu konstatere, at vi nu var oppe i over 1500 meters højde, og den smukkeste udsigt bredte sig ud foran vores øjne. Chefen med følge blev vist ind i en lille hytte, hvor der blev holdt et kort møde, og imens ventede resten af os udenfor. Dvs. vi fik lov til at vente i omkring 45 sekunder, før en af de lokale kom med et stykke plastik, som blev bredt ud på et hustag.

Derefter blev der til os, der ventede på chefen, bragt skoldhed te frem, sammen med et par nye varianter af det lokale naanbrød, og så blev der ellers serveret. Så snart man næsten havde fået tømt sit glas for te, sørgede vores ”oppasser” for, at der igen blev skænket op og fyldt sukker i teen.

Sol fra oven, noget godt at drikke, brød der knasede, når vi tyggede i det, en ro som man ikke finder nogen steder i Danmark og gode kollegaer omkring sig. Hvad mere kunne man ønske sig. Det eneste der lige manglede, var jer derhjemme, for stemningen, som vi oplevede deroppe på bjerget, bliver man simpelthen nød til at opleve, den kan næsten ikke forklares.

Tommy nyder udsigten og den storslåede ro vi oplevede.

Efter mødet gik turen ned mod vores ventende køretøjer, og undervejs ned ad bjerget, var det lige før vores kameraer blev slidt op, pga. alle de billeder som skulle tages på vejen ned. Sjældent har man dog oplevet noget så smukt som den afghanske natur. Det er noget man ikke kan opleve nogen som helst andre steder i verden, og alle var enige om, at det var en umådelig smuk udsigt, vi var vidner til.

Major Jens med Feyzabad by bag sig og bjergene i baggrunden.

Der var vist ikke nogen af deltagerne på vores lille ekspedition, der havde problemer med at falde i søvn den nat, for udover at indtryksbarometeret mildest talt var blevet fyldt op, havde alle også fået en god gang motion på turen i de afghanske bjerge

Senere på ugen gik turen til en mindre by lidt uden for Feyzabad. CIMIC har deltaget i et projekt for bevarelse og vedligeholdelse af en lokal bro. På vejen derud var der tid til at nyde den medbragte frokost i nærheden af floden, og vi fik ved selvsyn konstateret, at der faktisk er fisk i floden, da en lokal dreng havde fanget en lille ørred, som han stolt viste frem.

Major Jens, Major Christian, Konstabel Sverre samt Otto og Said, nyder frokosten ved floden.

Da vi ankom til den lille by, gik der vanen tro ikke mange sekunder, før byens børn kom stormende og skulle se, hvad det mon var for nogle mystiske mennesker i grønt tøj, der kom anstigende midt i det hele. Vi fik delt lidt aviser ud til både børn og voksne, og derefter blev henholdsvis bro samt den lokale brønd inspiceret.

Projektet med broen gik ud på at udbedre og understøtte den eksisterende bro. På grund af tidligere tiders massive regnskyl var den godt medtaget og havde i den grad brug for en kærlig hånd, så dette havde vi naturligvis taget os af. Broen var blevet understøttet næsten to meter under det eksisterende fundament, og den lokale ingeniør forsikrende os om, at broen kunne holde omkring 30-40år. Om gud ville. Så det sætter vi jo stor tillid til, at det vil han gerne.

Den lokale, og nyrenoverede, bro.

En af de ting som man lægger mærke til, når man kører rundt i landet er, hvor hurtigt omgivelserne skifter. Hvor vi i nærheden af vores lejr mest er vant til stenfyldte og humplede områder, er der lige ude på den anden side af byen mange steder helt fladt og grønt.

Perfekt sted eksempelvis at tage en rask fodboldkamp, eller, som vi også så, et perfekt sted at lære at køre motorcykel. Der er jo ikke som inde i byen ret mange ting, man kan brage ind i, når man som MC novice prøver kræfter med en motorcykel for første gang.

Konstabel Sverre sammen med en del af de lokale børn fra byen ved broen.

Sidst på ugen blev det tid at inspicere den lokale udsigtspost, Antenna Hill. Opfindsomt navngivet af tyskerne efter det, som de havde placeret på bjerget, nemlig.. tadaaa.. En antenne. Det var en broget flok, der begav sig op mod Antenna Hill denne dag, og vel ankommet på toppen kunne vi se, at alt var som det skulle være.

Lidt længere oppe på bjerget i umiddelbar nærhed af den lille antennepark var der fra tidligere tider anbragt en gammel russisk udsigtspost. Denne udsigtspost skulle naturligvis også inspiceres, og vel ankommet på toppen, havde vi udsigt til hele området omkring Feyzabad by.

CIMIC Oversergent Thomas, er her helt på toppen, i mere end én forstand.

De lokale vagter i området inviterede os indenfor på te, og før vi så os om, sad vi igen og blev betaget af udsigten, som man aldrig bliver træt af at se. Samtaleemnet blev igen, hvor ærgerligt det er at man, selv om man sender billeder hjem, aldrig helt kan forklare hvor storslået et syn, det er at opleve Afghanistan på den her måde, og hvor ærgerligt det er, at man hjemme fra Danmark kun kender Afghanistan som et sted, hvor der er bøvl og ballade.

Ugen sluttede med en fødselsdag ud over det sædvanlige. Overkonstabel af 1. grad, Hans var i den situation, at han fyldte 50 år, og det var naturligvis ikke en begivenhed, der skulle gå stille hen. Der var fra morgenen arrangeret morgensang som det sig hør og bør, når en deltager på vores tur hernede har fødselsdag, og allerede der blev der overrakt kort og gaver fra os alle.

Vores velfærdsofficer meddelte ved samme lejlighed, at der klokken 14 ville være et arrangement, som alle skulle deltage i på vores terrasse. Hvad det nærmere gik ud på, var der ikke nogen, der fik at vide.

Klokken 14 var hele den danske lejr så forsamlet på vores terrasse, og sørme om der ikke var pyntet op med flag, balloner, tallerkner, krus og det hele, og så skulle Hans ellers fejres på behørig vis. Der var taler fra chefen, telegrammer, gaver fra nær og fjern, lagkage, kaffe og der var sågar komponeret en sang til lejligheden, som blev sunget med sådan en iver og entusiasme, at feltpræsten i Kabul måtte føle sig snydt på det groveste.

Den store fødselsdagsfest ses her i gang på vores terrasse.

Ovenpå alt dette sluttede så endnu en uge hernede i landet langt, langt væk. Vi savner jer alle sammen derhjemme, og håber I passer lige så godt på hinanden derhjemme, som vi gør på hinanden hernede.

CIMIC fremad mod nye opgaver og nye storslåede opgaver og oplevelser.