Chaghcharan til Kabul tur/retur

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Gregers Svenstrup Pedersen, kaptajn, patruljefører i Chaghcharan

Den danske Provincial Reconstruction Team (PRT) patrulje har gennemført en transportpatrulje fra Chaghcharan i Ghowr provinsen til Kabul og retur. Det skete med en ny type køretøj. Patruljen modtog før afrejsen uddannelse på en Nissan Patrol, fordi den danske Toyota Landcruiser var i stykker. Vi fik en aftale i hus med de politiske rådgivere fra Island og kunne benytte et af deres køretøjer under denne transport. Opgaven var at hente en Unimog lastbil i Kabul og transportere den tilbage til vores lejr.

På afrejsedagen til Kabul tog hele den danske patrulje af sted sammen med chefen og næstkommanderende. Vi kørte ud til lufthavnen og gik ombord i et Hercules fly. Da næsten alle var kommet ombord, blev den store firehjulstrækker langsomt men sikkert dirigeret ombord med Joakim bag rattet. Det er ikke hver dag, man ser en stor firehjulstrækker spærre udsynet over den sænkede aflæsningsrampe.

Nissan Patrol i C-130J Hercules.

Før starten blev der holdt på flyets bremser, indtil motoren havde opnået fuld kraft. Og selvom man godt kunne mærke, at flyet havde mere vægt med end normalt, var der ingen slinger i valsen - vi lettede uden problemer.

Efter en times flyvetur landede vi i Kabul, hvor vi fik en velfortjent frokost, før vi gik i gang med arbejdet igen. Der blev taget kontakt til en islandsk major, der skulle hjælpe os med den sidste uddannelse på den islandske Nissan. Der blev hurtigt arrangeret et tidspunkt, hvor vores folk skulle være klar. Joakim skulle køre den lånte Nissan på denne tur, men Søren deltog også i uddannelsen, så en eventuel reservekører var parat i kulissen. Samtidig begyndte Brian og Henrik at påsætte de medbragte fjedre på den opnormerede Unimog under kyndig vejledning af Mark.

Kørerne og Mark har været nødt til at lære meget om vores køretøjer hernede for at gennemføre vores lange patruljer, hvor vi er langt væk fra lejrens mekanikere. Senere på dagen kom nogle danske mekanikere og hjalp med klargøring af de sidste ting på køretøjet, så vi kunne blive klar til at køre af sted. Vi fik desuden en ekstra Toyota Landcruiser med på patruljen til låns i stedet for den, som var i stykker hjemme i lejren.

Næste dag stod på klargøring før afrejse. Køretøjerne blev kontrolleret i bund, pakket med udrustning og indrettet, så alt var på plads før afrejse. Vores planlagte rute blev kontrolleret i bund, og vi fik indhentet de seneste informationer omkring aktiviteter i området. Efter de sidste instrukser spiste vi, og umiddelbart efter aftensmaden gik alle i seng.

De sidste forberedelser inden turen - der renses våben og læses kort.

Vi kørte af sted om natten, da trafikken på dette tidspunkt var på det laveste niveau. Alt forløb stille, roligt og efter planen. Der var gode veje i Kabul og vi holdt en godt fart, lige indtil vi skulle køre mod vest. Her gik vejen over til at være grusvej og selvom grusvejene efter standarderne hernede var rigtig gode, kom det til at gå langsomt fremad. Det viste sig, at alle nomader og kvægdrivere i hele Afghanistan havde valgt at benytte de samme smalle bjergveje som os til at transportere sig selv og deres får, geder, kameler og kvæg på. Det forløb dog utroligt glat på trods af udfordringen - ikke ét får blev påkørt, og blodtrykket forblev lavt.

Da solen tittede frem ved halvsekstiden, opdagede vi, at vi kørte i et af Afghanistans måske smukkeste områder. De smalle bjergveje med udsigt ned til en gennemløbende flod var et flot syn - flodbredden var grøn og frodig med alt fra græs til træer. I dalbunden lå der huse med dertil hørende markeder i fuldt flor.

De lokale påbegyndte dagens arbejde umiddelbart efter solens frembrud. Det er utroligt at se, hvor stor en forskel der er på landbrugsdrift hernede. De fattigste bruger ard og segl, de mere velstående bruger traktor og andre forholdsvis moderne hjælpemidler. De tærsker ved først at køre en primitiv plade af buske henover kornet, hvorefter de kaster det høstede korn op i luften, hvorved de skiller korn fra strå. Landmændene har det nu godt hjemme i Danmark.

Vi kørte natten igennem, og hen på formiddagen nåede vi frem til vores aftalte mødested med det New Zealandske PRT hold. Der var en hurtig, imødekommende og professionel instruks, hvorefter vi forsatte vores tur, men nu under eskorte.

Under turen til den New Zealandske lejr kom vi forbi de meget omtalte Buddha figurer, der blev sprængt i luften af Taleban for nogle år siden. Her tog vi os den frihed at holde en kort pause for at se figurerne, da vi var væsentligt foran tidsplanen. Det var et overdådigt syn at stå ved foden af den over 50 meter høje mandlige Buddha figur. Men en skam, at Taleban har valgt at sabotere selve figuren, så kun det enorme udhug i klippen står tilbage.

Gruppen samlet foran resterne af den mandlige Buddha statue.

I umiddelbar tilknytning hertil lå et helligt bjerg med en utrolig udsigt over hele området. Dette slog vi også et smut forbi, da der stadigvæk var luft i tidsplanen. Stien opad bjerget var dog lidt stejl, og en del af den danske trup blev lettere stakåndede. På toppen oplevede vi en udsigt udover det sædvanlige - vi kunne se hele byen fra oven, flodlejer med tilhørende vegetation og vejene der alle snoede sig mod bjergpassene - et storslået syn.

Gruppen samlet på toppen af "De tusinde skrigs by". Artiklens forfatter står længst til venstre.

Herefter kørte vi indtil middag, før vi nåede den New Zealandske lejr. I den meget gæstfrie lejr fik vi en velfortjent frokost bestående af hjemmelavet mad tilberedt på bedste New Zealandske manér - hvilket varmt kan anbefales.

Da vi havde fået det, vi kunne spise, var næste punkt på programmet en tiltrængt lur. Efter denne korte lur begyndte vi klargøringen til næste dag. Vi fik tanket, vedligeholdt og kontrolleret alt vores materiel, så vi kunne være klar til morgenstunden.

Umiddelbart efter aftensmaden blev chefen, næstkommanderende og undertegnede fulgt over til lejrkommandanten af patruljeføreren, der havde mødt og eskorteret os til lejren. Kommandanten var en meget behagelig og kompetent mand, der ligesom alle de andre folk i lejren var meget imødekommende.

Da mørket faldt på, var det tid til at nyde livet lidt. Mark, Søren og jeg selv satte os ud på en forhøjning og nød en rigtig Havanna cigar i stjernernes og månens skær. Andre valgte at gå over i et velfærdstelt, der var i lejren for at se lidt fjernsyn. Det er hårdt at være soldat.

Vi forlod den New Zealandske lejr lige efter morgenmaden, endnu et fornøjeligt måltid og fortsatte vores tur til Chaghcharan. Et par timer før middag mødte vi et andet New Zealandsk PRT hold, og de overtog eskorteringen af os. Vi sagde farvel til det afløste PRT hold og sagde tak for den gode behandling. Da vi kørte videre, faldt tankerne på den utrolige gæstfrihed, der kendetegner det New Zealandske folk.

Den danske og den New Zealandske patrulje samlet foran Kiwi Base, som deres lejr hedder.

Også her var vejene gode, og vi skød en god fart. Vi ville komme forbi et helligt sted, hvor mange afghanere valfarter til, og den New Zealandske fører tilbød, at vi kunne holde et kort hvil der. Da vi var foran tidsplanen, valgte vi at benytte os af det tiltalende tilbud.

Vi kom til det hellige sted, som var syv søer, der lå i forlængelse af hinanden. Vi kom forbi nogle af søerne og standsede ved en sø med turkist, spejlblankt vand. Søen lå nede i en dal, hvor der var stejle bjergskrænter på næsten alle sider. Der var dog et fladt stykke, hvor der lå en moské ned til vandet. I tilknytning hertil var der cykelbåde udformet som en svane, som man mod en beskeden betaling kunne leje. Det havde vi ikke tid til, men det kunne have været et syn for guderne at se hele den danske patrulje gå amfibisk i en svanebåd med fuld udrustning.

Gruppen samlet ved de hellige søer.

Efter det korte ophold fortsatte turen. Vi nåede en New Zealandsk patruljebase, hvor der var omkring et dusin soldater. Her fik vi frokost og mødte også her en utrolig gæstfrihed. Da vi var færdige, fortsatte turen mod vores distrikt. Da vi nåede til grænseområdet mellem vores distrikt og det New Zealandske, mødte vi nogle tankbiler der holdt og spærrede vejen. Vi sad af og gik frem for at se, hvorfor de holdt stille.

Den New Zealandske fører, en tolk, jeg selv og en af chaufførerne gik ned for at se til ulykkesstedet. Det viste sig, at to ud af fire tankbiler var væltet, fordi vejen var skredet væk under dem - vejen havde ikke kunnet klare tankbilernes vægt. Den ene tankbil lækkede, og der var en håndfuld mænd omkring den. Vi fik skabt kontakt og fandt ud af, at en mand var død og sendt med taxa til den nærmeste by. Ellers var der ingen tilskadekomne.

Tankbilerne var på vej ind i vores område, derfor overtog jeg kontrollen over situationen og fik talt den ansvarlige for tankbilerne til ro. Da han var faldet til ro, tog jeg ham med op til vores køretøjer, hvor jeg meldte videre til vores lejr og fortalte dem, hvad der var sket. Efter dette lånte vi afghaneren telefonen, så han kunne ringe til sin chef og fortælle om ulykken. Da dette var overstået, gav vi dem noget mad og vand, så de ikke skulle lide alt for meget nød, indtil der kom hjælp frem til dem. De var meget taknemlige, vi sagde farvel til afghaneren og efterfølgende til det gæstfri New Zealandske PRT hold. Derefter var vi på farten igen.

Den forliste tankbil i et højt pas, 3900 meter over havet på grænsen mellem Ghowr og Bamyan provinserne.

Vi kørte videre, indtil vi ved 17 tiden fandt et sted, hvor vi kunne etablere patruljebase for natten. Her lavede vi noget aftensmad, pulvermad tilsat koldt vand, og fem minutter efter er der varm mad. De folk, som ikke havde vagten, gik i seng. Da patruljebasen lå i over 3000 meters højde og vinteren er ved at nærme sig, blev det en kølig nat at stå vagt, men alle frøs, også dem, der lå i soveposen.

Mark og jeg havde den sidste vagt - her var det nødvendigt at sende tankerne til et varmt og dejligt sted. Mark målte temperaturen til 15 minusgrader, hvilket er koldt, når man kun er iført en ørkenuniform og fiberpels. Da vi skulle af sted om morgenen, blev der skruet rigtigt op for varmen i bilerne, og vi blev hurtigt varme igen - en medvirkende faktor var velsagtens, at vi sendte nogle varme tanker til Danmark.

Patruljebase i bjergene i Lal Va Sar Jengal distriktet.

Vi landede i vores lejr til frokost og fik noget varmt at spise og gik så i gang med at ordne de sidste ting, før vi kunne holde fri med god samvittighed. Efter en godt nats søvn flyttede vi i beboelsescontainere. Vi har nu fået dem indrettet, så det næsten er hjemligt, der mangler dog lidt stegt flæsk med persillesovs på menuen, før vi endelig kan skrive "home, sweet home" på døren.