Every soldier is a rifleman

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Lars Asferg.

I det litauiske PRT indgår der som bekendt 10 danskere fordelt med seks mand i patruljen og fire stabsofficerer, og jeg arbejder som planlægningsofficer i operationssektionen.
Jeg  har tilbragt det meste af missionen med stabsarbejde og vagter som "Battle captain" (fører for det taktiske operationscenter) og har kun været uden for hegnet en håndfuld gange.

Jeg skulle derfor ikke tænke mig om mange gange og slog til, da patruljen manglede en sikringsmand, da en hårdnakket maveinfektion havde bundet en mand til lejren, mens de andre skulle ud på patrulje i Tulak-distriktet. Turens formål var at besøge fire landsbyer og aflevere skoletelte til open-air i disse landsbyer. Skoleteltene er første etape af det danske CIMIC-projekt, der ruller af stablen i denne periode.

Rifleman Lars.

CAMP WHISKEY er omgivet af bjerge, og det er det første syn, der møder en, når man kommer ud af teltet om morgenen. Jeg så derfor frem til at komme ud og se, hvordan Afghanistan så ud på den anden side af de omgivende bjerge.

Min viden var begrænset til det, jeg har set og hørt fra patruljetilbagemeldingerne samt kortstudier i  operationsafdelingen. Jeg havde bemærket, at koterne (højdekurver) var tætte på det meste af kortet,og at de fleste veje er markeret som jordveje. Jeg kunne derfor nyde de gode vejforhold, der var ind til Bayan- passet, der ligger 40 til 50 kilometer fra lejren.

Herefter gik det ad veje, som derhjemme med nød og næppe vil blive betegnet som markveje. I Bayan-passet var det fortsat muligt at se spor efter, hvor patruljen var kørt fast under forårets patruljer, og man fik et godt billede af, hvordan jorden i bjergene forandrer sig til et klæbrigt ælte, når tøbruddet og regnen i foråret sætter ind.

En lokal pige får en ISAF-avis med på vejen.

Efter en god dagsmarch kunne vi om aftenen oprette patruljebase sammen med vore kroatiske kollegaer, der ledsagede os på denne patrulje.

Der slås lejr.

Næste morgen gik det af sted til vores første mål, som var byen Dahane Pelwand. Turen gik igennem dalen, der blev mere snæver - det samme gjorde vejen - og til sidst endte vi i et udtørret flodleje, som landsbyen lå op ad. Her blev vi modtaget af en meget venlig og imødekommende mand, der forklarede, at han var landsbyens ældste. Efterhånden som flere af landsbyens beboere stødte til, viste det sig, at det var "landsbytossen", der havde taget imod os, så efter lidt forviklinger kunne kaptajn Berend holde møde med landsbyældste og få et overblik over skolesituationen og situationen generelt i området.

 

Mødet med landsbytossen.

Da vi drog videre, kunne 200 børn glæde sig over at have fået forbedret deres skoledag med de tre telte, vi havde afleveret til dem.
Turen gik videre til landsbyen Tahab, hvor vejforholdene var bedre, idet landsbyen ikke lå langt fra distriktscentret i Tulak. Vejen endte ved en lille å, og det var her vi, efter Berends møde, afleverede tre telte til de 153 elever, der var i landsbyen. På tilbagevejen til distrikscentret måtte kroaterne lige afprøve, hvordan man skifter hjul på en blød markvej.

Efter at have overnattet på taget af politistationen, gik turen mod landsbyen Gazak. På denne tur kiggede vi ligeledes efter den vej, som de lokale var ifærd med at lave, så de kunne få forbindelse til hovedvejen til Herat. Den vil lette transportvejen både for de lokale og vores patruljer i vinterhalvåret, så vi var meget interesserede i at få vurderet kvaliteten af vejen.

Vi nåede frem til Gazak efter at have gennemkørt flere dale og passeret et par bjergpas. På et tidspunkt var dalen så snæver, at kun floden var tilbage at køre i, og senere var det floden, der var vejen. Omgivet af rismarker afleverede vi tre telte til 280 elever, der var i området.

Under mødet fik Berend at vide, at de lige havde bygget en ny moské, og de forespurgte, om det var mulig at få doneret et af de højttaleranlæg, som det var rygtedes, at vi danskere donerede i området. Berend måtte desværre afslå dette, da de allerede var fordelt. Et bevis på at nyheder om vores aktiviteter i distriktet når ud i de fjerneste dale.

Disse to lokale må lytte godt efter, når der bliver kaldt til fredagsbøn. Der er nemlig ikke højttalere nok til alle moskéer i området.

Vi overnattede atter på politistationen i Tulak, og næste dag gik turen til Baghrestan. Vi var ikke helt sikre på, hvor landsbyen lå og havde derfor fået en lokal politibetjent, der kom fra landsbyen, med som vejviser. Det skulle vise sig at være en meget god ide, idet der ikke var nogen vej, der var bred nok til UNIMOG' erne, og de sidste fem kilometer gik igennem floden, i floden og over markerne. Vel fremme kunne vi aflevere tre telte til de 140 elever, der gik i skole her. Efter mødet returnerede vi til politistationen i Tulak.

Lars, Berend og den kvindelige, litauiske journalist til møde i landsbyen.

Her var vi nede i byen for at følge op på skolebænkprojektet, der blev iværksat ved sidste besøg. Fabrikationen forløb efter planen, og det blev besluttet at bestille et tilsvarende antal bænke. Det lykkedes således for patruljen at få udmøntet de midler, der var afsat for dette hold, til glæde for de lokale skolebørn.

Næste dag gik turen tilbage til lejren. Efter en march fra klokken 4 om morgenen kunne vi klokken 16 rulle ind i lejren og kigge tilbage på en tur i det barske bjerglandskab, hvor det lykkedes os at komme til fire landsbyer, der ikke tidligere har haft besøg af ISAF-enheder.
Teltene og det kommende danske projekt med to skolebøger til alle skolebørn i distrikterne Tulak og Saghar, skulle gerne give børnene en forbedret mulighed for et bedre liv herude i bjergene - på kanten af verden.