Flådens skib flyder rundt i Helmand-ørkenen

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af feltpræst Thue Raakjær Jensen, fungerende presseofficer.

Det hele begyndte en søndag formiddag. Militærpolitimanden Michael fra søværnet var til gudstjeneste; men gudstjenestens indledning var lidt tam. Burde der ikke være kirkeklokker?

Nu er det med kirkeklokker altid sin sag, når man er i mission. Normalt er der noget, som kan larme - eller kalde til gudstjeneste, men sjældent med en smuk tone. Granathylstre og drivhjul til pansrede mandskabsvogne er blevet brugt. Her i Camp Bastion kunne vi godt tænke os at produktudvikle disse tiltag lidt, men endnu bedre: Burde der ikke være en klokke - en rigtig klokke?

Som tænkt så sendt - straks var der en mail af sted til de rette personer i Danmark. Ganske kort tid efter ankom en gråmalet skibsklokke med navnet ÆGIR. Hvilket skib var ÆGIR?

Klokken er lige ankommet.

Nu er det normalt i den danske flåde at genbruge navne. Dette skib - ÆGIR - viste sig at være et depot- og skoleskib, som blev taget ud af tjeneste i 1967.

Skibets historie begynder i Rostock i 1937. Her bliver der bygget et forsyningsskib - en tender - til den kinesiske flåde. Imidlertid får Tyskland selv brug for skibet! Det bliver døbt TANGA og kommer til at indgå i flotillen på Nordsøen. TANGA fungerer omkring slutningen af 2. verdenskrig i den tyske minerydningstjeneste. I 1948 kommer TANGA til Danmark som en del af Marschall-hjælpen. Det bliver ombygget, og i 1951 bliver det døbt ÆGIR.

ÆGIR fungerer som depotskib og skoleskib. Det er på forskellige besøg - fra Middelhavet til Canada. I 1964 indgår det i Kongedelingen til Middelhavet i anledning af Prinsesse Anne-Maries bryllup med Kong Konstantin. I 1967 udgår ÆGIR af flådens tal og bliver hugget op.

ÆGIR var knap 95 meter langt. Det havde to maskiner på i alt 8.500 Hk. Besætningen var på 227 mand - hertil kom 122 elever. Der kunne være flere om bord på ÆGIR, end vi bor i Camp Bastion.

Klokkestablen er bygget af camp-  og logdelingen.

Sjovt at tænke denne historie med, når man hører skibsklokken kalde til gudstjeneste søndag formiddag. Ikke på almindelig kirkeklokkevis - men naturligvis som om det var om bord på et skib. Der er udarbejdet en instruks om, hvordan der skal ringes, så denne tradition kan videreføres også på kommende hold, hvis ikke der skulle være en sømand, som kender traditionen.

Michael med "sin" klokke. Endelig føler sømanden sig hjemme.

Nu har det maritime omkring gudstjenesten imidlertid bredt sig. Derfor har Michael været i gang med vennerne hjemme i søværnet igen. Denne gang var det for at skaffe en gudstjenestestander - et rødt kors på en hvid dug.

Gudstjenestestanderen hejses, når der lydes fra klokken første gang. I håndbog for orlogsgaster står. "Så længe standeren vajer, skal der herske ro i skibet; ingen honnør med pibe, horn eller musik gives." Om dette også gælder generator- og skydebarnelarm, det melder grundbogen ikke noget om.

Standeren er hejst - det betyder ro.

Nu kunne man godt overveje, hvad vore britiske naboer mon tænker? For slet ikke at nævne - hvad tænker man udenfor hegnet? Men det gør jo ikke noget, for vi tager bare vore gode traditioner med os - som briterne deres skotske sættepiber. Og når flyvevåbnet, flåden og hæren tager i en fælles mission, så må tingene blive blandet på en ny måde. Derfor er der en skibsklokke og en gudstjenestestander midt i ørkenen i Helmand.