Første tur med CIMIC

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Henning L, overkonstabel-1

Så kom dagen, hvor jeg skulle på min første CIMIC (civilt-militært samarbejde) patrulje. Den var ventet med spænding, da vi havde gået rundt i lejren i næsten 14 dage uden at kunne komme ud.

Dagen starter med, at patruljeføreren Mark og jeg tager til ordreudgivelse ved vores engelske eskorte. Dér får vi en briefing om, hvordan patruljen skal forløbe. Det vil sige, at man gennemgår hele patruljen fra start til slut: Hvor vi skal hen, hvor mange steder vi skal besøge, hvordan man skal forholde sig, hvis bilen går i stykker, hvis vi kommer under beskydning, eller skal gøre holdt i en kortere eller længere periode og så videre. 

I vores bil, en Toyota Landcruiser, skulle vi være fem personer: Mark, Kenneth, en kvindelig underkorporal fra PSYOPS (psykologisk indsats), vores tolk og mig selv. Vi er alle, undtagen tolken, iklædt fuld kampudrustning og våben, så der er ikke meget plads i bilen. 

Ved hovedporten lader vi vores våben, får aftalt de sidste ting, for eksempel hvor man har placeret sin morfin, tournique (knebelpres) og tjekker, om radioen virker og står på den rette frekvens.

Så kører vi ud af lejren og ind mod Lashkar Gah. Vi kører ikke den samme vej hver gang, vi skal ind til byen, men bruger forskellige veje af hensyn til vores egen sikkerhed.

Det er lidt af et syn, der møder én, når man kommer udenfor lejren. De jordveje, som vi skal køre på, vil man ikke engang kalde en vej hjemme i Danmark. Den stank, som rammer en, når man kører rund inde i byen, minder om lugten på landet, når bønderne kører gylle ud på markerne.

Det flyder med affald alle vegne, spildevand og afføring løber fra husene og ud på gaden og samler sig i store mudderpøle.

I løbet af formiddagen kommer vi til en pigeskole, hvor vi skal ind at kontrollere, om de har modtaget og bruger de skolemøbler, som ISAF har skænket skolen. Det viser sig, at det er ikke muligt for os at komme ind på skolen, da vagten ved porten kun tillader en tolk, den kvindelige PSYOPS underkorporal og én soldat at komme ind på skolens område.

Vi fortsætter patruljen mod det næste punkt, som er en kombineret landbrugsskole og drengeskole. Opgaven dér er den samme som på pigeskolen: At kontrollere møblers tilstedeværelse.

Da vi endeligt kommer til skolen efter at havde kørt rundt i byen på jordveje, som ikke er bredere end vores bil, kæmpet os igennem et mylder af børn, dyr, cykler og  mænd med langt skæg og turban, kommer vi til skolen.

Forfatteren

Vi bliver lukket ind på skolens område, som er kæmpestort – ca.ti fodboldbaner. Det eneste, som er på området, er skolebygningen, tre telte, som ISAF har sponsoreret, og en brønd med drikkevand. Ellers er der bare sand.

Skolebygningen er en aflang, grå betonkasse i to etager med vinduer og en hoveddør. Ellers intet. Da vi er kommet hen til skolen, kan jeg se, at der trods alt er elever i bygningen, og at der foregår undervisning derinde. De bliver blandt andet undervist i biologi, geografi, matematik og idræt.

Vi bliver mødt af skolens rektor, som byder os indenfor på skolen.

Der er et mylder af børn uden for skolebygningen, som var på vej til eller fra undervisning. De var alle meget nysgerrige og ville gerne tale med mig. Jeg blev meget overrasket over, hvor mange der kan tale engelsk. De ville gerne have mine kuglepenne, se på mit våben og kikke ind i vores bil.

Der var dog én ting, som sprang mig i øjnene. Det var, at alle lærerne gik rundt med en stump gummirem, eller et stykke træ med et par stykker ledninger bundet på. Jeg undrede mig noget over, hvad de brugte dem til, men der gik ikke ret lang tid, før jeg fandt ud af, at de blev brugt til at slå eleverne med.

Efter ca. en time skulle vi videre. Der blev sagt farvel og vi kørte videre til vores næste punkt. Det var dog ikke os, der havde en opgave dér, men vores engelske eskorte. De skulle lave en kontrol på et ANP CP (et Afghan National Police Check-Point) for at se, om de alle var mødt på arbejde, og om de havde uniformer på. Imens briterne udførte deres kontrol, havde vi mulighed for at tale lidt med nogle børn. Vi spurgte dem, om de kendte noget til ISAF-styrkerne, og hvorfor vi er i landet. De var forbavsende godt informeret om det, vi gør for dem.

Da vores eskorte var færdig med deres kontrol, vendte vi næsen hjemad.
Der er et billede af en pige på ca. fire år, som altid vil stå lysende klart for mig: Hun står og renser afløbet fra deres hus med en skovl, som er dobbelt så stor som hende selv iført en lille rød kjole og bare fødder, som er dækket med afføring,

Det har givet mig en ide om, hvor stor en operation det her er. Mange steder lever man som i middelalderen, og en del af missionen er lykkedes, hvis det er muligt at løfte levestandarten op på et niveau, som svarer til det, der er i den tredje verden – for eksempel mange steder i Afrika.