Fra Irak til Danmark

Af major Lasse Nelson, presseofficer

Det er nat, lidt efter midnat og kulsort udenfor. Silhuetten af det store militære Herkules fly tegnes skarpt i skæret af flammerne fra olieraffinaderierne og de fjerne lys fra Basra. Motorerne brummer hult og dybt, og man kan mærke trykket fra de kraftige og snurrende propeller. Går man tæt på og ind bagfra, kan man skimte Dannebrog på haleroret og høre en blanding af dansk, irakisk og engelsk sprog fra flyets svagt oplyste bug.

Hydraulikpumpen hyler, og rampen lukkes langsomt, og det sidste lys fra flyets indre kvæles. Stemmerne fra før er for længst forsvundet i motorstøj, små lys fra Herkules’ens vingespidser, haleror og snude blinker og flyet ruller ud til startbanen med stigende ydelse på motorerne. Klokken er 02:02 lokal tid, og piloten slipper de sidste hestekræfter fri, og den store maskine accelerer ned ad startbanen og gennemfører en taktisk afgang med en hurtig stigning fra startbanen og et dramatisk sving bort fra Basra.

Det har været en lang vej for bataljonen at gå og en kompliceret opgave at løse samtidig med pakning og re-deployering af den 500 mand store bataljon i Basra provinsen og tonsvis af materiel.
Forud for de 200 menneskers rejse til det koldere Norden, var bataljonen vært for en Task Force, som gennemførte flere samtaler med tidligere lokalt ansatte irakere og skrev fyldige rapporter hjem til Forsvars-, Integrations- og Udenrigsministeriet.

Der blev gennemført et utal af telefonsamtaler for at opspore og nå frem til dem, som ikke længere var ansat, men som måske arbejdede for det første hold danske soldater i Irak tilbage i 2003, eller som på anden vis arbejdede for udsendte danskere i Irak.

Bataljonen fik de irakiske asylsøgere ud af landet via tre militære flyafgange, og tre hovedhensyn dikterede planen. Familiemedlemmerne skulle identificeres ved ankomst til COB, og opholdet på COB skulle være ukendt for andre og være så kortvarigt som muligt, så de militante grupperinger udenfor ikke skulle fristes til at skyde mere end normalt. Det sidste hensyn var forskellige administrative formaliteter, som skulle på plads før afgang.

Bataljonens læger og sanitetsdelingen holdt konsultationer for at sikre, at alle var fysisk klar til flyveturen. Alle bestod lægens krav og kom med et af de tre fly. Bataljonens overlæge, Helmer Hansen, var positivt overrasket over den helbredsmæssige tilstand hos de irakiske asylsøgere.
Den anden flyrejse var dedikeret til syge, nyfødte og gravide, så der var to læger og en sygeplejerske med om bord på flyet fra Danmark.

Tre kvinder var gravide, en 12-årig dreng havde sukkersyge, en voksen havde for højt blodtryk, og så var der to nyfødte, som krævede et ekstra vågent øje. Blandt de 200 mennesker, som blev fløjet til Danmark, var der to nyfødte børn på bare fire og seks dage, og den ældste var en mand på 50 år. De 82 familier medbringer 37 børn under 18 år.

Faderen M var tolk på hold 1, 2, 3 og i en periode ved hold 4. Da jeg spørger om børnenes alder, må han hente assistance hos sin kone N.
H er den ældste, og hun er 14 år. A er den store dreng på 12, som elsker fodbold, og han løb rundt og spillede udenfor den oprettede beskyttelseslejr i Camp Einherjer, da jeg kikkede forbi. Han vil gerne være ingeniør og bygge store bygninger.

Så kommer pigerne A på ti år. S er i sin gule kjole. Hun er ni år og fortalte om sin drøm om at blive læge og ønsket om at komme i en god skole. R er næstyngst med seks år, og A på to år, som ellers var ved at fortære en Lion chokoladebar hos sin mor, kravlede frem og kikkede nysgerrigt mod linsen.

Far M fortalte, at det var trist at efterlade sin øvrige familie og tilhørsforholdet til deres stamme, men han glædede sig til at komme væk fra trusler på livet, den evige angst for pludselig at blive dræbt en dag eller alle forældres værste mareridt, hvis deres børn måske blev bortført. Denne dag smilede han og hans kone alligevel. Familien blev af danske soldater i Irak hjulpet til Danmark - på vej mod nye muligheder og et nyt liv.