Kransenedlæggelse i Kabul

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Anders Kolind, sergent, EOD

For lidt over fem et halvt år siden, den 6. marts 2002, ville et hold EOD-folk (ammunitionsryddere) fra forskellige lande forsøge at skille et SA-3 missil ad. Noget gik galt, og tre danske og to tyske soldater mistede livet. Det ramte hårdt dengang, og det rammer stadig hårdt, når man bliver stillet ansigt til ansigt med mindet og de tanker, man uvægerligt gør sig ved erindringen…

I EOD-sektionen her i Afghanistans stenede ørken besluttede vi os for at videreføre starten på det, vi håber på bliver en fast tradition ved at lave en mindre mindehøjtidelighed ved det mindesmærke, der er på den internationale kirkegård i Kabul. Vi var fire mand fra EOD, en feltpræst og en presseofficer til at skrive begivenheden i annalerne.

Klokken er lidt i syv om morgenen. Vi er stået op fra vores rimeligt komfortable lejr i den lille danske del af Kabul International Airport (KAIA) med ét formål. Som jeg sidder der i morgensolen og stille reflekterer over dagens kommende begivenheder, glæder jeg mig over at være en del af vores gøremål, mens jeg samtidig er nødt til at ryste et kuldegys af mig. Følelserne, der hænger sammen med tankerne, stikker dybt, og ikke alle af dem er lige rare at have tæt på. Men jeg er nødt til at afbryde min tankerække, da tiden for afgang nærmer sig. Så vi samler folkene og får en mindre briefing om turen og tidsplanen, inden vi kører mod første mål på vejen.

Blomsterhandleren er tilsyneladende en glad mand og glad for at handle med os. Kransen er større, end jeg lige havde forestillet mig; den fylder faktisk hele bagagerummet i en bil af en ellers ikke ubetydelig størrelse. Folk omkring os tilbyder naturligvis alskens varer til, hvad de selv siger, en absolut favorabel pris. Men vores tanker og sindstilstand denne morgen er slet ikke til den slags markedsgøgl. Så vi vinker folk væk, mens vi smiler høfligt og fortsætter mod kirkegården.

Vi har ikke kørt længe, før en mur, der næsten virker malplaceret i forhold til resten af byggeriet omkring os, dukker op om det næste hjørne. Havde tolken ikke fortalt os, at dette er stedet, var vi nok bare fortsat i vores søgen uden at skænke muren særligt mange tanker.

En lille mand med en ged ved sin side åbner porten og byder os ind i en firkant, der mest minder om noget taget ud fra et fantasi-land i forhold til resten af det Afghanistan, vi kender. Intet af det, vi ser omkring os, ligner hvad vi ellers har set af landet her. Der er græs og træer, sirligt lagte stier og velpassede gravsteder, hvor vi end vender os hen.

Men hvor meget vi end gerne ville bruge lidt mere tid på at se os omkring og nyde fornemmelsen af at være et sted, hvor tingene står stille, så er vi nødt til at komme i gang med vores gøremål; vores chauffører sidder på ydersiden af muren og venter på, at vi vender tilbage, og det er ikke altid lige godt at befinde sig længere tid på det samme sted, end hvad det er nødvendigt.

Kirkegården

Bevægende ceremoni
Selve ceremonien foran mindepladerne for de, der er faldet i tjenesten i Kabul, tager ikke lang tid, men den er bevægende, og igen har vi fornemmelsen af at være med til noget godt og rigtigt. At mindes dem, der gav deres liv ved at forsvare det, vi står for, og det, andre stræber efter. At mindes dem, der valgte at udsætte sig for de risici, vi nu engang tager hernede, som blev ramt af den yderste konsekvens. Og ikke mindst selv at tænke over, hvad vi laver, og hvilke følger det har. Ikke blot for os, men for alle de mennesker, der står os nær.

At stå der med tankerne, der hvirvler rundt, kan være noget af en øjenåbner for mange. Det er ikke skæg og ballade, vi laver hernede. Gode mennesker, gode venner, brødre, søstre og fædre mister livet på at lave ting, som det meste af resten af verden ikke tager sig af.

Vi ved som soldater, at dem vi kan regne mest med, når vi er steder som dette, er dem vi har omkring os. Vi læner os op af hinanden og kommer tættere, end hvad mange ville kunne forstå. Vi ved hvem vi kan vende os til, hvis det brænder på i hvilken som helst situation; og vi tøver ikke med at gøre det. Vi har kun hinanden, når det hele ramler.

Netop af disse årsager rører det os, i hvert fald undertegnede, så dybt, når vi bliver konfronteret med valget, årsagen og tabet, der ligger i erindringen om tidligere missioner og de mennesker, der mistede livet under dem.

For på trods af forskydningen i tid, så har vi alle noget til fælles. Vi har alle taget valget om at gøre, hvad vi kan inden for vore respektive områder for at gøre verden til et mere sikkert og, på så mange måder også, et bedre sted at leve. Det lyder som en kliché, det ved jeg. Men ikke desto mindre ved jeg også, at vi som soldater og mennesker er klar over de valg, vi træffer og er overbevist om rigtigheden i dem.

Og lige præcis derfor gør det mig både glad og utroligt tænksom, når jeg står og skal finde ord, der passer til en lejlighed som denne. Glad og stolt, fordi jeg får lov til at mindes de, der gav deres liv, og tænksom fordi min egen dødelighed pludselig bliver stillet så meget frem i lyset, at den uvægerligt rejser spørgsmål til rigtigheden af mine valg…

Jeg vil gerne understrege, at jeg står ved min beslutning om at være lige her og i sidste ende betale, hvad det koster, skulle den dag komme.

Jeg vil her medtage det skrift, vi læste op ved ceremonien; de ord vi selv ønskede skulle ledsage de tanker, vi sendte til dem, der den dag blev dræbt. De går videre og ud til alle dem, der har mistet livet i den tjeneste, vi er en del af; den sag, vi selv har valgt at kæmpe for:

"Fra hjemmets trygge rammer igennem hverdagens travlhed og rutiner, er det ofte først, når man står i pressede situationer med livet som indsats, at man indser hvor skrøbeligt det er.

Selvom det er en soldats lod og valg at løbe visse risici, rammer det alligevel hårdt, når tragedien indtræffer; om det så er danskere eller allierede, der er involverede.

Uanset om det er en tragisk ulykke eller fjendens ild, som har taget en kammerat fra os, mindes vi og markerer dem, der gav livet i fredens tjeneste.

Det er fem år siden, men ikke mindre relevant at huske på, hvad der skete. Fem af vore våbenbrødre gik til i en ulykke, vi stadig ikke helt forstår.

Vi skal sørge og mindes, men lige så meget tage til os og lære.

Vore kammerater, I er savnet. Hvil i fred og vid, at vi husker jer!

Æret være Jeres minde."

Et minuts stilhed

Som det sidste vil vi herfra bruge lejligheden til at sende vores tanker til de pårørende, der på den ene eller anden måde har mistet i denne kamp.

Hilsener fra EOD ISAF 3.