Mindehøjtidelig for faldne danskere

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Thomas H. Beck, feltpræst

Wass og Finn lægger blomsterdekorationen under mindepladen for oversergent Thomas K. Butzkowsky, overkonstabel-1 Kim Carlsen og overkonstabel-1 Brian J. N. Andersen, der mistede livet den 6. marts 2002 i tjenesten.

I disse dage er alt i Camp Bastion koncentreret om de igangværende rotationer, hvor vi fra hold to nu er på vej hjem og hold tre på vej herned. Vi er mere end lykkelige for, at vi alle kommer hjem med livet i behold. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg for fem måneder siden frygtede, at jeg på denne mission ville komme til at skulle afholde mindeceremoni ude ved landingspladsen for faldne danskere, der skulle flyves hjem.

At det ikke gik sådan skyldes ikke kun held, men også professionalisme fra soldaternes side. Vi har godt nok talt om "danskerheldet", for det har været alt for tæt på alt for mange gange, og vi er da heller ikke sluppet for at få alvorligt sårede. Men ét er held. Et andet er forstand. Og dygtig føring, besindighed og veluddannede soldater med godt materiel har sørget for, at vi i alle vore kampe er gået ud som sejrherrer.

Vore sårede er i vore tanker, og vi håber det bedste for dem. De skal ikke glemmes, sådan som alle andre, der på andre måder får mén af at være udsendt i tjeneste for Danmark, bør respekteres og æres for det, de ofrede. Sådan skal vi selvfølgelig heller aldrig glemme dem, der har mistet deres liv i tjenesten. Som årene går, glider tabet af deres liv let i baggrunden. Men tilbage sidder stadigvæk deres efterladte, venner og kolleger.

Også på dette hold har der været kolleger til de tre danskere, der mistede livet ved en ulykke her i Afghanistan for snart fem år siden - den 6. marts 2002. Disse tre ingeniører var dengang sammen med tyske kolleger blevet sat til at demontere et russisk missil, som skulle være blevet brugt til undervisning hjemme på Skive kaserne. Grundet ulykkelige omstændigheder fik dette projekt en tragisk afslutning.

Da vi nu er ved at rotere hjem, fik vi det arrangeret sådan, at fire af disse tidligere kolleger og jeg tog til Kabul en dag før de andre fra rotation et, hvor vores nationale støtteelement havde sørget for at købe en stor blomsterdekoration og "reccet" for positionen på den engelske kirkegård, sådan at vi på en ordentlig måde kunne mindes de tre faldne danskere ved en lille højtidelighed på kirkegården, hvor der er opsat en plade til minde om dem.

Mindestenen ved stedet, hvor to tyske soldater og de tre danskere mistede livet under de tragiske omstændigheder.

Inden vi mandag kørte ind i centrum af Kabul, hvor den engelske kirkegård befinder sig godt gemt bag høje mure, kørte vi dog først ud til stedet, hvor ulykken fandt sted. Stedet ligger tæt ved den skydebane, som danskerne brugte, da vi havde en lejr i Camp Warehouse ude ad Jalalabad Road, kun nogle få kilometer derfra. Det er markeret med en stor hvid sten omgivet af knap så kønne hvidmalede olietønder.

De yderst fattige afghanere, der går rundt i området og roder i storbyens affald, der blot bliver læsset af herude, har højst sandsynligt ikke den ringeste anelse om, hvad stenen markerer. Men de har også et utaknemmeligt liv, der ikke levner dem andre muligheder end at tænke på, om de i den næste skraldepose finder noget spiseligt eller noget, de kan bruge eller sælge.

Om end man kunne unde disse fattige folk bedre levevilkår, hvilket jo så også er en væsentlig årsag til, at vi er her, så ville vi dog ikke lægge blomsterdekorationen ved stenen på ulykkesstedet, da den så uden tvivl hurtigt ville blive fjernet. Efter at vi med noget møje og besvær for de tunge pansrede Toyota'er var kommet så langt, som det nu var muligt igennem det plørede terræn, gik vi derfor blot afsiddet det sidste stykke ud til mindestenen for at dvæle her et lille stykke tid. Det var i sig selv stemningsfuldt og berørte os alle.

Det var dog ikke mindre stemningsfuldt, da vi en halv times tid senere stod inde på den gamle engelske kirkegård, der glædeligvis var ved at blive restaureret og gav et lidt bedre indtryk, end sidst jeg var her for tre år siden i samme anledning. Stub, Leon, Wass og Finn stillede an i et geled foran mindepladen.

Jeg holdt en lille tale til minde om oversergent Thomas K. Butzkowsky, overkonstabel-1 Kim Carlsen og overkonstabel-1 Brian J. N. Andersen, der sluttede med at udtrykke, at det kræves af os som kolleger at vise dem respekt og anerkendelse, fordi de gav deres liv i tjeneste for Danmark. Dette udtrykte vi herefter med et minuts stilhed til minde om dem.

Efter feltpræst Thomas Beck har holdt en tale afholdes et minuts stilhed til minde for de tre faldne danskere.

Det var som om tiden stod stille i dette minut. De afghanske arbejdere, der gik og lagde småsten ud på kirkegårdens gange, standsede deres arbejde og betragtede os, mens den gamle afghaner, der til daglig passer kirkegården, trissede stille hen mod os for i respekt for vort forehavende at stille en vissen blomsterkrans hen ved min side.

Det var gjort i bedste mening, men blev også det lille forstyrrende element, der fik os ud af den verden, hvor vores tanker befandt sig. Wass og Finn kunne derfor nu tage den flotte blomsterdekoration og stille nedenfor mindepladen, hvorefter jeg læste salme 23 fra det gamle testamente, bad Fadervor og lyste velsignelsen.

Med den Guds fred, som velsignelsen forkynder for os, var mindehøjtideligheden umiddelbart forbi. Men det var svært for os alle at løsrive os, og længe stod vi stille og betragtede ikke kun mindepladen og blomsterne, men lod også blikket gå ind ad i vores sind. For i en sådan situation dukker mange tanker frem. Døde de forgæves? Var det dét værd? Det kunne have været nogen af os fra denne mission, hvis navne var endt på en mindeplade. Ville det offer have tjent et godt formål? Ville det have været det værd?

Blomsterdekorationen under mindepladen for de omkomne ved ulykken.

Ja! Når vi står i en sådan situation, er verden ikke rationel. Vi ville som dem have sat vores liv på spil for at kunne holde denne højtidelighed, ligesom vi ville håbe, at andre ville gøre det samme for os. Forstår vi ikke storpolitikken, så forstår vi i hvert fald kammeratskabet. Kæmper vi ikke for andet, så kæmper vi i hvert fald for manden ved siden af os. Heri ligger den Guds fred, som velsignelsen forkynder for os. Med tro på den fred kan vi så kæmpe for den fred, som det er soldatens opgave at skabe.

Det har vi nu gjort på ISAF RC (S) hold 2, -  og det har vi i al beskedenhed gjort godt. Det er også al ære værd.