Nu er vi i gang!

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af H. C. B. Søemod, premierløjtnant og J. J. Højgaard, oversergent, panserinfanterikompagniet

Af større begivenheder med betydning for kompagniets hverdag kan nævnes tilbageflytning af civile til områder i Mitrovica, en serbisk demonstration i Beograd, en varslet Kosovo-albansk demonstration i Pristina og selvfølgelig den obligatoriske rutinering og uddannelse.
Til trods for at vi kun har været her i to uger, er det alligevel lykkedes os at oparbejde en vis rutine i forbindelse med løsningen af dagligdagens opgaver.

Efter en hektisk start så kompagniet frem til nu at skulle starte på en forholdsvis roligere uge. Det skulle hurtigt vise sig, at vi kom til at leve efter mottoet "tilpasse og overvinde".

Ugen startede med almindelige opgaver såsom patruljering, bestridelse af observationspost omkring den administrative grænselinie til Serbien og vedligeholdende uddannelse, herunder blandt andet skydeuddannelse, kontrol med uroligheder samt førstehjælp. Derudover gennemførte vi den månedlige oprydningsdag i lejren kaldet "Grøn dag."

Dette fredelige billede ændredes drastisk tirsdag morgen, da kompagniet med øjebliks varsel blev befalet til at intensivere patruljeringen i kompagniets ansvarsområde samt udstille yderligere en overvågningspost. Alt sammen med det formål at indhente informationer til bataljonen omkring reaktioner/følger af en demonstration i Beograd.

Sidst på ugen blev kompagniet befalet til at udsende yderligere patruljer til et andet særligt interessant område. Kompagniets opgave var at sende patruljer til et delvist genopbygget område omkring Mitrovica med henblik på at erkende optræk til uro, når indflytning skulle finde sted.

En anden begivenhed, der har haft betydning for kompagniet, er demonstrationen i Pristina d. 3. marts. Kompagniet har ingen aktier i forbindelse med at bevare ro og orden under demonstrationen i selve Pristina, da det ikke er en del af vores ansvarsområde. Vores opgave i forbindelse med demonstrationen har været at indsamle informationer vedrørende deltagelse og opbakning fra befolkningerne i vores ansvarsområde.

Derudover har kompagniet anvendt tid til indøvelse og rutinering i kontrol med uroligheder. Med hjælp fra kommandodelingen, der velvilligt stillede op som momenter med aggressivitet og kasteskyts, har delingerne fået trænet indsættelse i stor stil. Der har også været tid til at træne vores estiske kollegers indsættelse med vores pansrede mandskabsvogne.

De sidste instruktioner gives af delingsføreren.

Selv under øvelsesforhold kan træningen godt se voldsom ud.

Så om end vi er ved at opnå en vis rutinering i vores opgaveløsning, så er vores hverdag spændende, relevant og afvekslende. Kompagniet befinder sig godt i missionsområdet.

Patruljer i bjergene
Af O. L. Nielsen, kaptajn, efterretningssektionen

Den danske bataljon har til opgave at patruljere langs grænsen til Serbien for blandt andet at forhindre smugling over grænsen. I denne uge gennemførte den estiske spejderdeling, en tolk og bataljonens forbindelsesofficer til de serbiske enheder en patrulje langs grænsen sammen med en serbisk patrulje. Patruljen kørte frem til et kontaktpunkt af meget små og mudrede bjergveje, hvorfra patruljerne fortsatte til fods sammen med de serbiske soldater.

Opgaven indebar en hård march i det mudrede og bakkede terræn, men også nogle flotte oplevelser i det fine forårsvejr. Der blev blandt andet set friske ulvespor i sneen og forårsblomster i skovbunden. Grænseområdet er meget bjergrigt, og de store stigninger gjorde opgaven til en fysik udfordring.

 

Der blev holdt et par velfortjente pauser undervejs.

Under hele patruljen blev området overvåget af Top Cover (Helikopter bemandet med blandt andre sergent Schmidt S3 og en kvindelig helikopterpilot).
Efter endt opgaveløsning fortsatte patruljen tilbage til de ventende køretøjer og kørte derefter tilbage til Camp Olaf Rye.

Den sammensatte patrulje med serbisk, estisk og dansk deltagelse efter endt patrulje.

Feltpræsten har ordet
Af Jens Peter Garne, feltpræst

Min søns klassekammerat på otte år spurgte forleden derhjemme, hvor mange mennesker jeg havde skudt nede i Kosovo. Min kone kunne fortælle, at jeg ikke havde skudt nogen. Heldigvis er det sådan, at de eneste skud, der er affyret af KFOR hold 16 indtil videre, er de mange skud ude på skydebanen, og så lige to skud i forbindelse med afladning af våbnet, når vi vender tilbage til lejren. Disse to skud blev hver "belønnet" med en bøde på 500 kr., som ryger i statskassen.

I andre missioner skydes der med skarpt for at dræbe. Det er soldatens opgave og pligt at gøre det, når hans land beder ham løse en opgave, og der skal skydes, når det er den sidste udvej for at løse opgaven og for at passe på sig selv og kammeraterne. Det er dog ikke feltpræstens opgave. Vi har godt nok fået udleveret skydevåben, men vi må kun bruge det i selvforsvar. Det er ikke fordi, vi er for fromme eller fine til at gøre det, det er fordi vores opgave ikke er at være soldater, men at være der for at hjælpe soldaterne.

Feltpræsten holder tungen lige i munden på skydebanen.

Præstens opgaver her i Kosovo er dejligt afvekslende. Der holdes naturligvis gudstjenester. Jeg har den betroede opgave at vælge sang til morgenmøderne, det er en opgave, der giver både ros og klager og næsten altid masser af sang. Jeg bestyrer et ganske fint bibliotek, og jeg er sekretær for samarbejdsudvalget i lejren. Sidst men ikke mindst arrangerer jeg "præsteture".

Her i Kosovo er der opbygget en fin tradition for, at præsten arrangerer ture rundt i det smukke land. Mine forgængere har været ude i de fleste kroge af landet for at finde de bedste udflugtsmål, så der er et helt katalog med fine turforslag. Turene er ganske populære, ikke mindst for de personer, der ikke kommer så tit ud af lejren, fordi de arbejder på kontor eller værksted, men for os alle er disse ture et kærkomment afbræk fra det daglige arbejde.

Sidste søndags var der ca. 50 personer tilmeldt til turen. Så vi tog vores store bus, også kaldet Bus-svær, og kørte sydpå. Undervejs på turene forsøger jeg at give lidt input om det, vi kører forbi og om landet og dets folk. Det er jo en kyndig flok soldater, der er med, så de korrigerer, supplerer og udbygger det, jeg siger.

Første stop på turen var Gra?anica - et gammel ortodoks kloster med en flot gammel kirke fyldt med 500 og 700 år gamle kalkmalerier. Der blev kigget, fotograferet, og købt postkort, og så var vi nogle, der ikke kunne stå for fristelsen i form af en flaske af det lokale brændevin. I flasken var der et trækors lavet som et andet skib i flaske.

Tiden vil vise, om indholdet smager som træsprit eller det er en god blommebrændevin. Det ved vi ikke nemlig ikke endnu, for hjemme i lejren blev flaskerne bragt behørigt bag lås og slå, indtil vi kan bringe flasken hjem til Danmark. I lejren er det kun i messerne, der må forefindes og nydes alkoholiske drikke.

Første stop ved en gammel ortodoks kloster.

Næste stop på turen var en drypstenshule, hvor vi blev vi vist rundt og fik udfordret vores fantasi, med hvad tingene kunne forestille. Selv drypstenshulen bar præg af konflikten hernede, ifølge vores albanske guide havde det serbiske militær været inde i hulen og skære en tap af en drypstensfigur, der lignede en hånd, som gjorde v-tegnet, et tegn albanerne brugte i konflikten, så hvis figuren nu ligner en hånd med en finger, bliver budskabet unægtelig et andet.

Deltagerne nede i drypstenshulen, et smukt syn.

Smukt billede fra drypstenshulen.

Sidste stop på turen var den amerikanske lejr Camp Bondsteel. Den er selvfølgelig anlagt i amerikansk stil, så det hele var stort og prangende. Det var også gældende for selve lejren, hvor hegnet rundt om efter sigende skulle være 58 km. (løbeturen rundt langs hegnet i vores lejr er 1400 m). Det samme var gældende for deres butik, som var i to etager, ja selv burgerne og dessertbaren i cafeteriaet var store.

De, der ikke var tilfreds med maden i cafeteriaet, kunne spise i lejrens Burger King. Så da vi kørte tilbage mod Camp Olaf Rye, var det en flokke mætte soldater, og mange havde byttet nogle Euro ud med amerikanske specialiteter eller elektroniske dimser. Lidt over klokken otte nåede vi frem til vores knap så store, men hyggelige lejr. Den lejr, som de fleste af os betragter som vores hjem de næste godt fem måneder. Og efter en god nats søvn var vi klar til næste uges udfordringer og opgaver.

Trætte soldater vender hjem fra en vellykket præstetur.

Feber, røde næser og røde øjne - influenzaen havde indtaget lejren
Af Bodil B. Lykke, kaptajn, LMT (lokale "budbringerenhed" ved KFOR 16)

Så er den første måneds tid snart gået her i Kosovo og bortset fra influenza virus, som har hærget lejren og medført en del løbende næser og røde øjne, er vi ved godt mod. Vore to "budbringerenheder" har haft halvdelen af vores i alt 12 mand syge, men vi har alligevel formået at holde vore fastlagte møder og få åbnet vores to lokale kontorer i henholdsvis Skenderai by og Zubin Potok by. Nu er de fleste dog heldigvis ved at komme til hægterne igen.

Kosovos skove forsvinder
Der sker en del ulovlig skovhugst i Kosovo, hvor store mængder af træ fældes illegalt og transporteres uden de nødvendige tilladelser til købere både i og udenfor Kosovo. Kosovo skovagentur forsøger sammen med KPS (Kosovo police service) at komme denne fældning og handel til livs. Selvom det egentlig er en opgave for politiet at patruljere for at opdage folk, som fælder og smugler træ, kører den danske bataljon også rundt i samme område og kan på den måde hjælpe ved at rapportere om usædvanlig eller mistænkelig skovhugst.

Den danske bataljon arrangerer derfor et månedligt møde, hvor repræsentanter fra Kosovo skovagentur og Kosovo Police Service kommer til møde i den danske lejr for at diskutere status for og tiltag imod den illegale skovhugst. "Budbringerholdene" er forbindelsesled mellem KFOR og blandt andet lokale organisationer som de ovenfor nævnte, hvilket er årsagen til, at vi også deltager i disse møder.

Major C. Busch fra operationssektionen forsøger at få overblik over skovområderne.

Repræsentanter fra de lokale skovagenturer i Kosovo udpeger steder, hvor der er problemer med ulovlig skovhugst.

En lille tur i grøften
Et tungt køretøj, en smal grusvej og en blød kant ned mod en lille grøft var alt, der skulle til, for at vi ved et uheld fik kørt den ene af bilerne i grøften. Pinligt nok skete det netop dagen efter et ellers udmærket foredrag om færdselssikkerhed fra militærpolitiet i lejren. Heldigvis kom ingen noget til, bilen fik kun mindre skrammer og bjærgningsholdet kom hurtigt frem og fik trukket os op af grøften igen.

Bjærgningsholdet var hurtigt på pletten og trak vores køretøj op af grøften igen.