På patrulje halvdelen af tiden

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Rasmus, næstkommanderende.

Så lakker det mod enden herude, og vi kan efterhånden se tilbage på seks spændende måneder, der dog er forløbet tilfredsstillende.

De mange dage og nætter på patruljer i distrikterne har budt på talrige oplevelser og møder og skaffet os mange informationer til brug for det svensk ledede PRT i Mazar-e-Sharif. Det har været udfordrende og lærerigt hele vejen igennem og ikke altid lige nemt.

Vi vil nok alle hen ad vejen komme til at tænke tilbage og savne naturen i bjergene, den fremherskende imødekommenhed blandt folk og taknemmeligheden fra de folk, det alt andet lige lykkes at gøre en lille forskel for. Hvad, vi nok ikke vil savne, er de endeløse bumleture ad elendige veje og æselspor, truslen fra vejsidebomber og maraton-møder med tidligere banditter, der trækker en rundt ved næsen, fordi vi prøver på at komme smugling og illegale våben til livs.

Et våbenlager forsvinder.

Med al beskedenhed til side kan vi dog med tilfredshed se tilbage på vores tid herude. Vi har løst de stillede opgaver til PRTs tilfredshed, fået et godt kontaktnetværk og på forskellig vis tilvejebragt mange brugbare informationer.
 
Vi har præsteret god kontinuerlig tilstedeværelse i vore tre distrikter, hvilket ikke altid har været lige let, idet der er ca. 130 kilometer fra nord til syd og ca. 90 kilometer fra øst til vest.

Det er blevet til over 10.000 kørte kilometer og 81 dage på patrulje, hvilket svarer til halvdelen af den tid, vi har været herude. Det var fra starten vores egen ambition at bruge minimum 50 procent af tiden på patrulje, hvilket har vist sig at være en større udfordring end beregnet. Sliddet på bilerne har gjort sin del til, at mange dage er blevet tilbragt i den Svenske Camp Northern Lights i Mazar-e-Sharif, men også det daglige arbejde har taget kræfter fra os alle. Vi har kun været seks mand til at løse alt, og de sidste seks uger har vi kun været fem.

Opad går det – mod toppen af verden.

Størstedelen af vores ansvarsområde er bjergrige egne, som har ansvaret for slidte køretøjer og ømme rygge. Det er dog ellers bjergene, vi kommer til at savne med deres imponerende tinder og slugter og det til tider uberegnelige vejr. For ikke mange dage siden måtte vi under en patrulje slås med hård kuling, regn og temperaturfald på ca. 30 grader. Så sætter man pris på sin gode udrustning – og kaffe.

Helt så koldt var det ikke, men billedet her er taget i midten af april måned.

Nu er problemerne af en anden og mere tør slags…

Vi kan også med tilfredshed se tilbage på en vellykket DANCON march, som må være en af de mindste gennemført af danske styrker i udlandet. Den var dog en succes for de (fleste) deltagere, selvom den også kostede os blod, sved og en enkelt tåre, når ingen kiggede. De 25 kilometer i bjerge og sommerhede var stygge!

Folk på marchruten inden solen endnu har fået magt.

Samarbejdet med vore svenske og finske kollegaer har ikke været helt uden problemer, da vi alle har vores nationale standarder, procedurer og måde at anskue tingene på. Generelt har både de og vi været tilfredse med samarbejdet, og vi kan da også ud fra vores nordiske samarbejde med tilfredshed konstatere, at man som dansk soldat er forholdsvis godt stillet hvad angår uddannelse og træning forud for en udsendelse, samt at det generelle niveau for soldatermæssige færdigheder ligger højt.

Skarpskydning i en forladt by som en del af den vedligeholdende uddannelse.

Da vi indgår i et svensk ledet PRT, har vi flere gange trænet og arbejdet sammen med de svenske soldater.

De sidste uger herude er gået med flere patruljer, og vi har den sidste tid besøgt en fem – seks landsbyer, som hidtil ikke har haft besøg af ISAF. Det er lidt specielt at komme til disse byer, og stemningen er som regel god, men nogle gange forsigtig grænsende til frygtsom. Der er stadig mange kollektive minder om fremmede soldater, der ikke har bidraget positivt til landet gennem tiderne, så vores førstehåndsindtryk disse steder er vigtigt. Uddeling af notesbøger, blyanter, farvekridt osv. til den lokale skole er dog som regel en sikker vinder og kan bryde megen is.

Farvestrålende småpiger er altid et ”Kodak moment”.

Lidt kendskab til sproget er dog det bedste virkemiddel, og at kunne spørge om vej på Dari, præsentere sig selv og holdet og andre småting giver et godt indtryk. Vores lokale tolk gennem samtlige seks måneder, Tameem, har været os en god hjælp i dette lille projekt og er der jo heldigvis til at ”redde” os, når for eksempel et spørgsmål om vejen til næste landsby afføder en regn af forklaringer – så skrappe er vi ikke blevet.
Dirigering af løsgående æsler mestrer vi til gengæld og kan med et højt ”USSHH!” få dem til dovent at traske væk fra vejen.

MOT fører Christian med tolken Tameem på sin venstre side under stormøde i landsby.

Da vi jo bliver det sidste hold danske soldater heroppe, skal vi, inden vi flyver hjem, pakke alt grejet her i vores Safe House sammen, så det kan hjemtages, omfordeles og så videre. Det kommer der til at gå et par dage med, inden vi kan sige endeligt farvel til Aybak og omegn.

Der er dog ingen tvivl om, at vi alle glæder os utrolig meget til at komme hjem til vore kære, så vi forudser ingen nøl med nedpakningen og krydser fingre for, at vore pansrede danske biler, som er Forsvarets pendant til de legendariske færger Ask og Urd, holder de sidste dage med.

Så rider MOT DELTA for sidste gang ud mod solnedgangen.

Hilsen fra MOT DELTA - på toppen af Verden.