På patrulje med afghansk politi

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Berend C, kaptajn, patruljefører.

Endnu en uge er gået i det Afghanske. Vi har fået tilgang af vores sidste mand Thomas, så patruljen nu er fuldtallig. Vi er efterhånden faldet ganske godt til, selv om vi stadig savner vore køretøjer, som endnu står i Kabul.

Vore litauiske værter har taget utrolig godt imod os. På forhånd havde vi hørt, at kommunikationen kunne være et problem, da litauerne ikke er så gode til engelsk. Det synes dog ikke at have rod i virkeligheden, og for os har sproget ikke udgjort et problem.

Min egen oplevelse er, at så længe man husker at vi er ”the new kids on the block” her i lejren og dermed holder en lidt ydmyg facon, kan man få hjælp til alt. Det har utvivlsomt også hjulpet, at vi, sammen med litauerne, har fejret en af deres tre uafhængighedsdage, hvilket gav anledning til at møde de enkelte litauere under mere uformelle forhold.

Vi har ved siden af vores fortsatte undervisning i det afghanske sprog dari, nu også ophængt en seddel med litauiske fraser så som; godmorgen, goddag og godaften. Umiddelbart er glæden ens blandt afghanere og litauere, når de opdager, at man gør et forsøg på at tale deres sprog.

Jeppe med sine noter på det lokale sprog dari.

At vi ikke har vores køretøjer endnu betyder desværre, at vi ikke kan komme ud på patrulje i vores ansvarsområder langt fra lejren. Heldigvis har vi i ugens løb haft to fodpatruljer nede i Chaghcharan by. Det har været fællespatruljer med det afghanske politi for at vise, at ISAF arbejder sammen med og støtter politiet. Opgaven er dog også fortsat at uddanne politiet og kontrollere, at de gør deres arbejde ordentligt.

På grund af sikkerhedssituationen har patruljerne et noget mere militaristisk præg end det, man normalt ser hos en midtjydsk landbetjent. Vi gør dog alt for at fremstå så fredelige som muligt og har blandt andet lommerne fulde af bolsjer til ungerne. Derudover deler vi flittigt ud af ISAF avisen, der udkommer en gang om måneden.

På vores første fodpatrulje skulle vi til sidst op på det lokale børnehjem for at aflevere et stort bundt billeder af ungerne. Jeppe påtog sig julemandsfunktionen og delte billeder ud til de enkelte unger udenfor, mens jeg og vores tolk Najib blev inviteret på te indenfor. Vi blev vist ind på kontoret, hvor der i forvejen sad et antal mænd med deres te.

De blev smidt ud, og Najib og jeg blev placeret i sofaen. Foran os stod de tidligere gæsters tekopper. Vi var begge noget i tvivl om, hvorvidt det var meningen, at vi skulle drikke de foregående gæsters te, men efter ti minutter og en lille belæring fra en af børnehjemmets lærere om afghansk gæstebud, var der ingen vej udenom. Vi stirrede begge efter hvilke kopper, der så mindst brugte ud, men måtte til sidst tage den kop, der stod nærmest af frygt for at udvise yderligere utaknemlighed.

Hele episoden førte dog til en rigtig god samtale, og det hele endte med, at den tidligere så strenge lærer fremførte et afghansk digt om gæstfrihed: ”Mit hjem er mørkt, men når du kommer her som gæst, lyser du op, og jeg vil svæve rundt som en sommerfugl for at varte dig op”. Digtet nedskrev han med sirlig håndskrift, og det er min første souvenir fra Afghanistan.

Derudover var vi med vores islandske kolleger på en patrulje mod nord. Islændingene kører i Nissan biler, der er ombygget, så de har 44’ fælge. Derudover har de været på køreuddannelse i Norge. Det er formentlig kombinationen af disse to ting der gør, at islændingene, som de eneste i lejren, ikke har nogen biler på værksted. Vi kørte 20 km nord på, og når sneen blev dybere, tappede islændingene blot yderlige luft ud af dækkene. Til sidst så det faktisk ud som om, der ikke var luft i dækkene, men som om at bilerne flød hen over sneen.

Vi skulle have besøgt en landsby cirka 40 kilometer fra lejren, men da vi stødte på fire lokale lastvogne, der sad fast i sneen, valgte vi i stedet at forsøge at hjælpe dem. Opgaven var dog umulig, og til sidst gav vi dem alle de forsyninger af mad og drikke, vi havde tilovers, før vi returnerede til lejren for at være tilbage før mørkefald.

Turen var en fantastisk og lærerig oplevelse for os danskere, som jo af naturlige årsager ikke er så snevante. For vore kørere Jeppe og Jacob, som har modtaget deres primære køreruddannelse i det midtjydske, var det den perfekte træning i snekørsel.

Najib på patrulje i den afghanske vinter.

Med de indhentede erfaringer i rygsækken er vi godt rustede til selv at køre ud på patrulje, og vi ser nu frem til snart at modtage vore terrængående lastbiler, så vi kan komme ud og vise omverdenen, at vingerne kan bære.