Så melder PRT Feyzabad sig igen…

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nicolas T. Veicherts, oberstløjtnant, chef

Vi havde godt nok i vores julehilsen meldt, at næste nyhedsbrev ville komme mellem jul og nytår. Sådan kom det ikke til at gå. Rygter om mulige angreb ændrede prioriteterne, og så skulle vi jo også have arrangeret nytåret.

Først og fremmest skal der dog lyde et ønske om et godt nytår til alle jer derhjemme. Herude gik julen fint, om end det altid er lidt mærkeligt ikke at kunne fejre den, som man plejer derhjemme.

Rammerne i Camp Odin fejlede ikke noget. Som vist tidligere havde vi allerede julepyntet første søndag i advent, og da vi nåede den fjerde advent, kunne det næsten ikke blive til mere jul. Hjemmefra havde vi modtaget store mængder traditionel dansk julemad, og så skulle den jo bare laves.

Under major Lyths, overkonstabel Neumanns og konstabel Henriksens kommando lånte vi det tyske køkken – og de tyske kokke – i nogle timer, og hurtigt duftede der overalt af and, steg med svær, brun sovs, kogte og brunede kartofler samt gløgg. Misundelsen var da også til at tage og føle på fra tysk og tjekkisk side.

Her havde man valgt at spise henholdsvis pølser og »noget med kål« – helt sikkert en juletradition, som begge landes soldater var klar til at droppe efter at have set de danske lækkerier.

Gløggen blev blandet og smagt til af oversergent Rietveldt. Dårligt nok var adskillige liter lavet, før de også var konsumeret – og så var vi klar til jul.

Køkkenholdet

Og dog – det var faktisk lidt svært at få helt gang i julestemningen, da vi satte os. Ikke engang et par salmer hjalp på humøret. Det blev som sædvanlig maden, der reddede os. Den smagte simpelthen så godt, at det var helt umuligt ikke at blive glad igen. For første gang sad vi alle sammen i Camp Odin i næsten fire timer og hyggede os.

Når det er så sensationelt, skyldes det, at mange, efter dagens tjeneste eller de lange patruljer, foretrækker at være på værelset med Internettet, mobilen eller fjernsynet – eller i velfærdsteltet til bordfodbold eller en film.

Ikke kun maden holdt os på plads. MOT 3 (militært observatørhold) havde arrangeret pakkeleg, og efter den indledende uddeling begyndte det at gå stærkt. Pakkerne fløj mellem bordene i takt med, at man vandt eller tabte sin eller sine pakker. En overgang så det ud som om »børnebordet«, hvor der kun sad unge konstabler, ville få alle pakker. Sjovt nok sluttede legen præcis, da de fleste af pakkerne var tilbage på oversergents Flades bord, og Flade, der selv var tidtager, fløjtede kampen af.

Derefter blev der åbnet julegaver hjemmefra, hvorefter der blev god grund til at være lidt mere for sig selv. Vi skulle dog lige have Ris a l’amande først. Desværre uden flødeskum, da vi var løbet tør – og aftalerne om at skaffe noget via Usbekistan, Kabul og andre steder var røget i vasken. I stedet blev »a l’amanden« baseret på hårdt rørt sødmælk. Det smagte godt. Konsistensen var dog noget klistret, men hvad gør det, når man gerne vil have mandlen.

Konstabel M. K. Jensen havde i hvert tilfælde tømt både sin egen og andres tallerkener, da det skulle vise sig, at aftenens arrangør og kok selv havde fået mandlen. Den havde majoren ærligt fortjent for et godt arrangement, som alle bakkede op om.

Reglerne for pakkeleg bliver gennemgået.

Som nævnt spidsede situationen en smule til mellem jul og nytår. Da både MOT 3 og 4 var på patrulje til Zibak, Eshkashem og Vardoj – og CIMIC (civilt-militært samarbejde) kørte på langfart med en tjekkisk patrulje til Yamgan – var vi dog ikke mange til at opdage det. Faktisk var vi kun fire i lejren.

Kort fortalt gik der rygter om, at »nogen« planlagde et angreb mod ISAF i vores område – måske på vores lejr. Det har vi prøvet før, men ikke desto mindre tager vi det alvorligt hver gang. Der blev derfor behov for at planlægge patruljer og en lang række andre foranstaltninger, som alle var med til at sikre os yderligere. Lykkeligvis skete der dog ikke noget, men da der blev brugt en hel del tid på planlægning, blev der, som nævnt i indledningen, desværre ikke tid til at skrive hjem.

Til gengæld så kan I jo lige så godt få historien om vores nytår med, men først nogle gode billeder fra de tre patruljer, som var på langfart i juledagene.

Vi ved godt, at I har set broen to gange før, men her er den med sne.

Konstabel Poulsen og nogle lokale børn.

Uden mad og drikke….

På vej tilbage til lejren købes der ofte ind må det lokale marked.

Allerede i planlægningsfasen af nytåret blev det klart, at vi nok alle sammen var blevet noget sløve af al juleriet. Det var derfor nok ikke så mærkeligt, at de var noget sværere at få alle nytårsaftalerne i land. Planen blev dog, at mens »kommando« stod for eftermiddagens underholdning, så dækkede CIMIC bord, MOT 4 lavede aftensmad og MOT 3 natmad.

Eftermiddagens underholdning var vores tolk Sharifis ide – et lokalt firemandsorkester, der i et par timer spillede Badakhshans vemodige sange og toner. Helt ekstraordinært kom orkesteret til tiden, og vi kunne derfor kl. 14 åbne for vores »nytårseftermiddagsmatiné«. Som det fremgår af billederne, havde vi på vores normale appelplads stillet borde op med tonsvis af kransekage, nødder og rosiner, mens der blev serveret et glas rødvin pr. mand – og masser af kaffe.

Skulle nogle af læserne mene, at den første halvdel af traktementet lyder lidt som gløgg, så har de helt ret. Vi var nemlig i fuld gang med at lave gløgg, indtil en pose kanel gik itu i gryden, og det, der skulle have været gløgg, begyndte at smage ret mærkeligt. 

De lokale musikere.

Arrangementet er i gang.

Musikerne spillede indtil kl. 16, og vi kunne fortsætte med vores eget nytår. På det tidspunkt var de fleste af lejrens gæster dog allerede drevet væk af kulden. Om man kunne lide musikken eller ej, så var det et godt afbræk og selvfølgelig også et særsyn her i lejren. Det trak da også en del af lejrens mange lokalansatte til.

Som allerede nævnt var MOT 4 udpeget som ansvarlige for aftensmaden, og eftersom mange er glade for »krydret« mad, blev der grillet, pebret og krydret. Faktisk så meget at det nok kun var aftenens »halvvejs-alkoholforbud«, der forhindrede, at alle måtte drikke et hav af øl. Som noget helt særligt var det især kartoflerne, der var hårdt ramt. Pebersmag overalt, men heldigvis kunne det mildnes med en kølig salat, hvis man da ikke, som nogle af os, var uheldige at have fået blandet den op med chili.

Til kaffen så vi »Året der gik«, og stemningen blev lidt mat, da et indslag om de danske tab i missionerne gik over skærmen. Nytåret fortsatte i det tyske velfærdsområde, kaldet P8, hvor tyskerne havde gang i et karaoke-anlæg alene med tyske slagere.

Eftersom serpentinere og sjove hatte ikke er noget tyskere eller tjekker bruger, kom det danske hjørne hurtigt i centrum. Der var dog ingen, som turde binde an med en af slagerne. Efter midnat blev der ønsket godt nytår til alle sider, og kl. et gik lejren til ro. Dog først efter at vi havde smagt på noget af al den laks og rejer, som vi havde fået sendt hjemmefra.

Nu skriver vi 2007, og der er ikke mere end syv uger tilbage af vores mission. Det betyder ikke, at vi skal ligge på den lade side. I næste uge er det igen MOT 4’s tur til at tage på patrulje, mens MOT 3 gennemfører anti-vejsidebombe-træning for det nye tyske hold. Senere på ugen regner vi med, at MOT 1 og 2 når frem fra Kabul, hvor de har siddet og ventet på at komme op til os, siden de tog af sted fra Danmark 2. juledag. Ja, der er langt til Kina, men turen og opholdet er det værd.

Godt nytår.