Chefen ser tilbage

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Chef DANCON PRT/FEY, Hold 7, oberstløjtnant Michael A. Villumsen

Fredag den 8. august om aftenen klokken 1930 blev DANNEBROG taget ned for sidste gang i Camp Feyzabad. Mit hold af soldater i det tysk ledede Provincial Reconstruction Team Feyzabad (PRT FEY) i det nordøstlige Afghanistan beliggende i provinsen Badakhshan i umiddelbarhed nærhed af provinshovedstaden Feyzabad blev desværre det sidste. Det danske militære engagement i dette område er således ophørt med hjemtagningen af hold 7.

Det skal understreges, at overvejelserne bag beslutningen om at trække det danske bidrag hjem, intet har med opgavens relevans at gøre. Den militære opgaveløsning i dette fjerne område var relevant forud for deployeringen af hold 1 til området og er det stadig nu efter hjemtagningen af hold 7.

Det er helt andre årsager, der ligger bag beslutningen.
For hver geografisk adskilt mission, i for eksempel Afghanistan, skal der etableres og opretholdes forsyningstjeneste, mekanikerstøtte, kommunikation til nationale myndigheder og kommunikation til velfærd. Der skal endvidere etableres sundhedstjeneste og administrativ støtte. Dette er i princippet uanset missionens størrelse.

Der er altså økonomi og sund logik i at samle kræfterne lidt mere. Dertil kommer, at deployering af soldater til internationale missioner er baseret på politiske mandater, der ret detaljeret fastsætter antallet af soldater, der kan sendes ud til løsning af konkrete internationale missioner. Er der, i for eksempel Afghanistan, behov for flere soldater ved ét kontingent, kan dette, i de fleste tilfælde, kun imødekommes ved at skære ned andre steder.

Det er sådanne mekanismer og hensyn, der ligger bag den danske tilbagetrækning fra PRT Feyzabad – og ikke andre.

Det er min klare opfattelse, at de syv hold, der siden februar 2005 har været udsendt til PRT Feyzabad, har løst en kolossal stor opgave på en måde, der gør Danmark ære. Opgaveløsningen har omhandlet patruljering i fjerntliggende distrikter med henblik på at observere, monitere og indsamle oplysninger om lokale myndigheder, offentlige institutioner og vigtige lokalpersoner. Dette omfatter også afghanske militære enheder, lokalt politi og såkaldte ”warlords” eller ”local power brokers”.

Patruljeringen har bidraget til at fastholde et overblik over samfundsstrukturen i de patruljerede områder. Dertil kommer, at patruljerne har identificeret udviklingsprojekter, der vil kunne forbedre forholdende for lokalbefolkningen i bredeste betydning.
Ikke kun soldaterne i patruljerne har bidraget til opgaveløsningen. Patruljernes resultater er bragt hjem til PRT’s hovedkvarter, hvor resultaterne er behandlet og anvendt i planlægningen af efterfølgende operationer.
Derfor har det danske stabspersonel også været en vigtig brik i den samlede opgaveløsning. Endeligt har det danske element bidraget afgørende til at skabe forudsætninger for, at patruljeringen kunne gennemføres. Der er altså tale om en holdindsats, hvor alle brikker i opgaveløsningen er lige vigtige og nødvendige.

Det danske kontingent har i alle årene modtaget fremragende støtte fra de tyske værter i missionen. Der har ikke manglet noget, og der er altid modtaget en imponerende service over alt, hvor der har været behov for støtte til den ”lille danske familie”. Det er også min klare fornemmelse, at de danske bidrag gennem årene alle er højt respekterede for stor professionalisme, godt humør og den uformelle danske væremåde.

Det er udtrykt i klare vendinger over for det nu sidste danske kontingent. Jeg har kun oplevet stor anerkendelse for den danske indsats og har oplevet stærke venskabsbånd blive knyttet på tværs af nationale forskelle. Det har været rart at være dansk chef ved det tysk ledede PRT FEY.

Det daglige samarbejde mellem tyske og danske styrker foregår på alle niveauer.

Der er løst operative opgaver under ofte særdeles vanskelige vilkår og på en måde, der aftvinger respekt. I dette operationsområde kan der være næsten 100 graders forskel mellem den koldeste kulde om vinteren og den varmeste hede om sommeren.

Området byder på et terræn og en infrastruktur, man som vesteuropæer kun vanskeligt kan sætte sig ind, hvis man ikke på egen krop har oplevet det.
Badakhshan er på størrelse med Danmark og udgøres af bjergrigt terræn med en kun meget be-grænset og elendig infrastruktur. Provinsen, der har knapt 1 mio. indbyggere, grænser op til Pakistan (400 km), Kina (80 km) og Tajikistan (900 km). Internt i Afghanistan grænser Badakhshan op til provinserne Nuristan i syd, Panshir i sydvest og Takhar i vest.

Fordelingen af distrikter på de forskellige nationale kontingenter, der har været repræsenteret ved PRT FEY, har varieret gennem årene. De seneste danske hold har haft distriktsansvar i den østlige del af provinsen og har dækket syv ud af provinsens 28 distrikter. De tyske værters distriktsansvar har omfattet i alt 15 distrikter.

Ét distrikt er dækket af begge nationer, mens de sidste fem distrikter i nord reelt er utilgængelige hele året. Når det kommer til patruljering i de fjerntliggende distrikter har det danske kontingent gennemført mere end 40 % af den samlede patruljering. Det er derfor indlysende, at fraværet af det danske kontingent vil få mærkbare konsekvenser for det fremtidige operationsmønster ved PRT FEY, indtil der eventuelt på et senere tidspunkt bliver kompenseret herfor fra anden side eller gennem styrket tysk repræsentation.

Provinsen Badakhshan adskiller sig på et par væsentlige områder fra det øvrige Afghanistan.
Den vigtigste er afgjort, at det ikke lykkedes hverken Sovjet eller Taleban at få fodfæste her. Det betyder på den ene side, at de sociale strukturer var nogenlunde ”intakte”, da krigen mod terror blev indledt, og tillige var der noget, der minder om et administrativt apparat. På den anden side slås man fortsat med en fastfrossen politisk situation, hvor de uofficielle magtstrukturer har stor betydning og har rod langt tilbage i tiden.

De tidligere mujahadeen helte og commandere har fortsat stor indflydelse, uanset om de sidder på offentlige forvaltningsfunktioner eller om de, som for hovedparten, udøver deres indflydelse gennem de mange uofficielle netværk.
Dernæst har den geografiske beliggenhed i dette bjergrige terræn traditionelt haft stor betydning for den tajikdominerede befolkning. Afstanden er ikke kun i bogstavelig forstand meget stor til Kabul. Store dele af provinsen er afskåret fra omverdenen om vinteren og i den nordligste del af provinsen, er der kun adgang over landjorden gennem nabolandet Tajikistan.

Det tyske soldatercitat: „Wir sind noch nicht am Ende der Welt, aber wir können es verdammt gut se-hen!“ – ”Vi er ikke nået til verdens ende, men vi kan se den forbandet tydeligt!”, er ganske godt be-skrivende for denne fjerntliggende provins.

Sikkerhedssituationen i provinsen er generelt relativ rolig men ganske skrøbelig. Der er fra tid til anden uroligheder, der først og fremmest viser sig som interne stridigheder om magtpositioner samt økonomiske interesser, oftest drevet af narkorelateret kriminalitet. Narkoproduktionen er dog faldet dramatisk de senere år, hvilket nok i hovedsagen skyldes faldende markedspriser og mindre rentable produktionsformer i forhold til andre dele af Afghanistan.

Den, trods alt, relativt gunstige sikkerhedssituation har tilladt megen udvikling, og der er gjort meget for at få opbygget en effektiv civil administration, ligesom de afghanske sikkerhedsstyrker er styrket. Men der er lang vej endnu. Der er især på uddannelsessiden opnået meget. Indskolingsraten er blandt den højeste i Afghanistan og, måske mere bemærkelsesværdigt, med næsten det samme antal piger som drenge.

De syv danske kontingenter har haft en væsentlig betydning for den forbedrede levestandard for den lokale afghanske befolkning.
Der har været fokus på drikkevand og skoler. Projekterne er oftest blevet identificeret af de danske soldater under patruljering i provinsen og siden modnet gennem drøftelser mellem de involverede parter. Heldigvis har vores tyske værter på alle måder levet op til PRT FEY motto: ”One Mission, One Team”. Det har derfor ikke været afgørende for det tyske kontingent, hvorvidt et projekt er identificeret fra dansk, tysk eller anden side. Vi har således, gennem denne pragmatiske håndtering af vores fælles opgave, kunnet finansiere en række projekter med tyske midler.

Siden det første hold danske soldater ved PRT FEY, er der iværksat og gennemført 190 forskellige projekter i 21 af provinsens 28 distrikter. Yderligere har der været et antal projekter, hvor det danske kontingent har været involveret med rådgivning og vejledning til diverse hjælpeorganisationer. Også dette har været en vigtig del af den danske indsats i området.

Også på det sociale område har de danske kontingenter gjort en mærkbar forskel. Arrangementer som DANCON-March, DANCON-Halvmaraton og Danish Evening har styrket samhørigheden mellem de forskellige nationaliteter repræsenteret ved PRT.
For mit eget hold er der dog en ”event” som står meget klart i min erindring:

Inden vi rejste ud i missionen blev der taget kontakt til fire topklubber i den danske fodboldliga. Klubberne sponserede hver en klubtrøje med autografer. Trøjerne blev efterfølgende bortauktioneret til soldaterne. Det resulterede i en betydelig pengesum, der, suppleret med en hurtig indsamling i det danske kontingent, blev overdraget til velgørende formål. Det var i sandhed en meget fin oplevelse.

Lad mig her mod falderebet gentage mig selv. Vi har afgjort fortjent den anerkendelse, vi konstant er blevet mødt med. Det danske bidrag har udrettet meget gennem årene i den operative opgaveløsning og medvirket til at skabe et godt arbejdsklima i PRT. Lad mig dog fremhæve enkelte forhold.
Vi har gennem den militære indsats været i stand til at holde kontakt med lokalbefolkningen i selv de meste utilgængelige og fjerne egne af provinsen. Det lyder måske banalt, men er det ikke. Forholdene i Badakhshan er særdeles krævende for befolkningen og derfor naturligvis også for de militære enheder. Patruljering indebærer bevægelse ad et snævert, ufremkommeligt og meget ringe vejsystem samt fravær fra basen i op til otte til ni dage ad gangen.

Om vinteren er adgangen til visse distrikter begrænset, men der forsøges at holde kontakt så ofte som muligt. Det er gennem patruljernes kontakt til befolkningen, at der identificeres, iværksættes og gennemføres udviklingsprojekter. Kun gennem patruljernes kontakt til befolkningen og projekterne opnås der sikkerhed for, at de gennemføres som tiltænkt. Uden fortsat militær tilstedeværelse kan denne kontakt ikke opretholdes. Inden for en overskuelig tidshorisont vil der ikke være andre end militære enheder til at løse denne opgave. Der er i øjeblikket ikke noget alternativ til den militære tilstedeværelse.

Civil tilstedeværelse alene kombineret med de afghanske sikkerhedsstyrker vil være utilstrækkelig og kontrollen/opfølgningen for sporadisk.

Et smil til fremtiden i Afghanistan

Endeligt vil jeg takke det tyske kontingent for et fremragende samarbejde og unik støtte med ønsket om alt mulig held og lykke med den fortsatte udvikling af Badakhshan. Der er fortsat lang vej, men de mange små fremskridt viser, at vi er på rette vej.

Til mit eget hold 7 og de seks hold før mit er der ikke andet at sige end:

Well Done…!