Et farvel i Price

Det er midnat. I mørket, kun oplyst af halvmånen og små fakler, står alle stille. Stille ventende. Stemningen er tæt, stemningen er trist, og alle står ret i respekt. Vi står her for at sige farvel til vores kammerater. Gennem stilheden høres lastbilen med de fire kister på ladet og ved kisternes side, går de faldnes kammerater stille frem.

På det oplyste lad står kisterne svøbt i nationernes flag: To danske, et tjekkisk og et afghansk, nærmest symbolsk på hele denne missions ånd. En ånd, hvor alle er fælles om at kunne skabe et bedre og mere trygt Afghanistan – en tryghed, som står i skærende kontrast til de fire kister.

Lastbilens motor slukkes, og kun arbejdslysene fra den lyser op.

En lampe på de fire flag og en lampe på pladsen foran os alle. Ikke blot soldater fra de faldnes nationer står her til ære, men alle nationer i Price er her.

Danskere, tjekker, briter, amerikanere og afghanere. Alle er samlet her og ceremonien foregår på alle de involverede sprog. Der er danske bønner, tjekkiske bønner og afghanske bønner. Et stort respektfuldt billede af, hvordan dagens angreb har ramt bredt, og alle har lidt tab. Alle er helt stille, bortset fra dem, der taler eller beder.

Efter den danske og tjekkiske bøn er det afghanernes bøn. De går alle stille frem foran lastbilen sætter sig i bedestilling, og en syngende bøn begynder at lyde. Bønnerne, på trods af nationalitet og på trods af, at man ikke forstår ordene, fylder de alle som én den enkelte med tankerne omkring de personer, der ligger i kisterne, og hvordan vi alle ønsker, at de skal komme vel videre på deres færd.

Tankerne er til de efterladte derhjemme, og til de kolleger, der står i æreskommando bag deres kammerater.

Dybe tanker og dybe følelser kører gennem hovedet på én i nattens mørke, mens vi står i et minuts ærefuld tavshed.

Commanderen siger:

- The sun will rise and the sun will set. Today has been a very long and hard day. The sun will rise again tomorrow, and it will be a good day. A day where we will continue to fight for a better Afghanistan! That we owe to Christian, Milan, Sonny and Kazim. Their work shall not have been in vain.

Efter talen bryder lastbilens motor den andægtige tavshed. Æreskommandoen tager plads på begge sider af lastbilen, og langsomt forsvinder optoget ud af syne i den afghanske nat. Vi har sagt farvel.

Et farvel, vi alle ville have ønsket os så meget foruden, og håber vi aldrig skal gentage. Dog et farvel, hvor vi har fået vist vores respekt og ære, dette farvel var før det officielle farvel i form af selve Ramp Ceremony, som afholdes fredag i Camp Bastion, før vores kammerater kan blive fløjet hjem til Danmark og Tjekkiet, og familierne kan få sagt deres farvel.