Påskesøndag i Sandford

Af Jasper Vilgaard, kaptajn, presseofficer

For udefrakommende vil et sådant display næppe være at genkende eller forene med en almindelig søndagsgudstjenste på Thurø i Danmark, men her i Green Zone giver det mening.

Her i Sandford, hvor man er naboer til Green Zone, og hvor der har været kæmpet store slag mod Taliban, får troen en anden betydning. Særligt, når man som i denne uge, har mistet to kammerater, bliver gudstjenesten et samlingspunkt, som alle deltager i og forliger sig med.

Det oplyste og påskepyntede kors.

Her i Sandford er der blevet bygget et kirketårn af trådgitter, lavet kirkeklokker af store granathylstre og et kæmpekors tårner sig op blandt store, tunge kampesten.

Fyrfadslys afskærmet af afskårne vandflasker lyser korset og alteret op – der skal være gudstjeneste. I mørket dukker flere og flere soldater op og slår deres fiskerstole ud, sætter sig i sandet eller stiller sig afventende.

Soldaterne i Sandford finder sig på plads før aftenens gudstjeneste begynder.

En gruppe er ude at køre, men alle venter. Her er ingen sure miner over, at man bliver forsinket – det drejer sig om fællesskabet, så selvfølgelig venter man.

Den brogede menighed sidder i den stjerneklare nat – flere med en smøg i mundvigen og de fleste med en pandelygte, så man kan læse teksten i salmebogen.
De to stearinlys på alteret og det oplyste kors simulerer på bedste vis, at man er trådt ind i kirkeligt rum.

For en time siden kørte der lastbiler henover pladsen, men nu er der allerede en let andægtig stemning, og gudstjenesten er ikke gået i gang endnu. Patruljen kommer ind og gudstjenesten går i gang.

Salmer lyder gennem den afghanske ørken, og med det fælles Fadervor bindes båndene i forsamlingen tæt. Det er påske, en højtid, der nærmest er glemt i ørkenen, men nu kommer til sin ret.

Soldater, der ikke har sat fod i folkekirken, siden de blev konfirmeret sidder nu side om side og deltager troligt i gudstjenesten hver søndag. For nogen er troen det bindende led, og for andre er det fællesskabet og broderskabet med kollegaerne, som trækker fulde huse til feltpræsten Thomas’ ceremoni.

- Gudstjenesten er et fælles samlingspunkt og en god markering af, at vi alle har klaret endnu en uge, siger Thomas.
- Vi lever klos op ad Green Zone og har døden tæt inde på livet, så alle bliver mere troende i det daglige.

Feltpræsten, Thomas, ringer med klokkerne i kirketårnet.

Feltpræsten får samlet alle her i lejren ved at gøre gudstjenesten nærværende for soldaterne. Prædikenen er målrettet den anderledes hverdag i Afghanistan og de oplevelser og savn, som menigheden har.

Påskeprædikenen er også nærværende – en prædiken om Jesu korsfæstelse og sejr over døden, og ikke mindst et manifest af, at kampen ikke stopper ved døden, men den fortsætter i vores hjerter.

Hans fra mortererne er enig i Thomas’ forklaring på gudstjenesternes popularitet:
- Det er et samlingspunkt for alle, og som udsendt til et sted som Green Zone, så bliver alle mere overtroiske, eller troende – og så er Thomas bare en fin fyr, der gør alle glade.

Gudstjenesten er ved at være slut.
Som gammel tradition før påskemiddagen, siger værten: - Kristus er opstanden, og gæsterne svarer: - Ja, sandelig han er opstanden.

Som afslutning illumineres himlen af feltpræstens signalpatroner, gudstjenesten er forbi, og alle går tilbage til deres opgaver – indtil næste søndag, hvor alle er samlet igen.