Præstetur til drypstenshuler og kloster

I søndags var vi på den første præstetur. Omkring 35 soldater tog i bus til Donje Gadimlje lidt syd for Pristina, hvor der i et uanseligt lille bjerg, ja, nærmest bare en bakke, gemte sig en forunderlig verden af naturskabte kunstværker. Den albanske guide kunne tysk og med oberstløjtnant Erik Hviid som tolk, fik vi en rigtig god introduktion.

Vi hørte, hvordan drypstenshulerne var blevet fundet ved en tilfældighed, da en lokal i 1969 ville grave ud til et bygningsfundament. Vi hørte om de forskellige termer; stalaktitter (dem der kommer ned ovenfra) stalagmitter (dem der kommer op nedefra) og stalakcitter (de tilfælde hvor stalaktitter og stalagmitter har mødt hinanden og er vokset sammen). 30.000 år er de, hver især, om at forøge deres vækst med 1 millimeter.

Alle var vist betagede – både over den helt specielle skønhed, men også over den mange millioner år lange uforstyrrede proces disse drypstensformationer havde bag sig.

Her kunne vi se stalagmitter, stalaktitter og endog stalakcitter. Smukt er det. Og læs så teksten for at finde ud af, hvad det egentlig er for nogle tingester!

Herefter kørte vi til Gracanica, en serbisk by lidt sydøst for Pristina. Her ligger et smukt kloster fra ca. 1320 bygget af Kong Milutin. Kirken er spækket med kalkmalerier fra gulv til loft. Flere af soldaterne bemærkede, at på mange af de kalkmalerier, som var i deres øjenhøjde, der var der kradset eller ridset i personernes øjne. Efter sigende skulle det have været Kosovoalbanernes diskrete måde at skænde en serbisk kirke på. Og ja, i dag bevogtes klosteret af svenske soldater, så måske har der været noget om snakken.

Kloster fra ca. 1320 er bygget af Kong Milutin.

Efter seks timer var vi hjemme i Camp Olaf Rye igen efter et dejligt afbræk i de daglige rutiner og lidt klogere på, hvad Kosovo er for et sted.