Mindehøjtideligheder og mindeord

- I går den 23. oktober var det, som om solens varme stråler pludselig mistede deres kraft.

Sådan indledte major Nicolai Schat–Eppers mindehøjtideligheden for sergent Michael Ebert i FOB Armadillo, hvor soldater på tværs af enheder og nationer var samlet for at mindes Michael Ebert.
Højtideligheden foregik i Armadillos hjerte, i kommandogården, hvor sergentens kompagni havde tændt op med små bål og knæklys. Soldaterne sad eller stod i en halvcirkel omkring feltpræstens alter.

Sergent Michael Eberts chef, kolleger og soldater talte over deres afdøde sergent.
 
- Ebert var et forbillede for os alle. Hans tilgang til opgaverne var med den største
professionalisme og ikke mindst perfektionisme. Han ydede til enhver tid en stor indsats i sine opgaver, og det smittede af på os alle i gruppen. Han var typen som med sit humør kunne bringe store smil frem på læberne hos os, sagde Søren, en af den afdøde sergents soldater.

Delingens næstkommanderende, Asger, talte over sin afdøde kollega.

Sergent Asger læste premierløjtnant Poulsens ord om sergent Ebert: - Michael var en stolt mand, som altid var sig sit ansvar bevidst, og som altid gik forrest, når der skulle træffes beslutninger. Michael blev ved. Han ville ikke acceptere mindre end det perfekte for sine drenge i 2. gruppe og for den deling, han var så stor en del af.

Feltpræsten, John, talte med udgangspunkt i salme 139 fra det gamle testamente over Jakob Knudsens salme ”Se nu stiger solen af havets skød”.

”Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand i glød
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst.”

- Sådan er det. Jubel og stilhed – på samme tid, sagde feltpræsten. - Himlen bryder i brand. Sådan som vi så mange morgener har været vidner til hernede, når solen stod op over bjerget i øst.

- Som Guds sendebud, der meddelte os, at nu var en ny dag født. En dag med ubrugte muligheder. En dag med nye muligheder på trods af det der måtte tynge. Det skal vi huske på. Erindre hinanden om. Midt inde i det mørke, vi nu kun kan se omkring os, er den nye dags lys, den nye dags opstandelse. At det, der var dødt i os, står op til nyt liv. At opstandelsens lys fortrænger gårsdagens mørke. Kaster lys over den nye dag. Forventer af os, at vi tager op på ny – trods synd og død, som Jakob Knudsen skriver i salmen.

Feltpræsten sluttede med at afspille en af Michaels yndlings melodier af Lifehouse ”Hanging by a moment”.

Efter sangen brød kompagnichefen stilheden ved at spørge:
- Hvorfor er livet så meningsløst hårdt? Hvor finder vi trøst? Vi må søge den i fællesskabet! Han fortsatte sine ord til soldaterne med at fortælle om den afdøde sergent:
- Michael strålede hver eneste dag, for han vidste, at i hver time han levede, forfulgte han sin drøm. Han var både mangfoldig og kompleks.  

Eftertænksomhed

Chefen sluttede med at citere ”For the Fallen” af Robert Lawrence Binyon, skrevet i 1914.

They shall grow not old, as we that are left to grow old.
Age shall not weary them, nor the years condemn.
At the going down of the sun and in the morning
We will remember them.

Højtideligheden sluttede med sangen af Era ”Sombre day”, mens den australske artillerienhed skød fem lysgranater op på den stjernemættede himmel. Da lysgranaterne stille dalede ned over den grønne zone, formede de et lysende kors, som en gribende afsked med sergent Michael Ebert.

I MOB Price, hvor kampgruppens hovedkvarter er, talte stabschef, major Brian Nissen, over sergenten. Han sagde, at Michael Ebert var en erfaren og respekteret gruppefører i kompagniet, og at vore tanker gik til hans kære derhjemme. Højtideligheden sluttede med at en trompeter spillede ”Last Post”.

Herefter følger mindeord fra kompagnichefen og fra 2. deling

Kompagnichefens mindeord

Chefen for 3. Mekaniserede Infanterikompagni, major Nicolai Schat-Eppers, skriver:

Michaels familie, kæreste og kompagniet har mistet en fantastisk søn, kæreste og kammerat. Michael er på et splitsekund blevet revet fra os. For os alle, der står tilbage, findes der ringe trøst. Hans død synes lige nu meningsløs og uvirkelig.
Hvor finder vi trøsten?
I fællesskabet søger vi styrke og trøst og senere hen - mening.

Der findes ikke et eneste ord, der her og nu kan beskrive vores tab.

Michael var en livsbekræftende og farverig personlighed. Glæden var ikke til at tage fejl af, når man mødte ham, for han var altid smilende og livsglad. Vi kendte ham på hans glimt i øjet og på hans raske gang. Man var ikke i tvivl, hvem man mødte.
Michael havde en sund appetit på livet. En appetit, der smittede af på os andre i løbet af ganske få øjeblikke i hans nærvær.

Michael var en yderst professionel gruppefører, som jeg har kendt i over to år. Jeg så ham udvikle sig fra konstabel til sergent, og vi var enige om, at han skulle være en del af kompagniets rygrad; være med til at forme vores soldater til opgaven i Afghanistan. Det gjorde han på en særdeles kompetent måde med konstant fokus på at gøre alle så dygtige som muligt. Han var perfektionistisk og ønskede, at det smittede af på andre, hvilket det gjorde. Både på hans soldater, kolleger og ledelse. Michael var bevidst om og påtog sig nidkært sit ansvar som gruppefører, og det gennemsyrede hans tilgang til de opgaver, han løste. Han var stærk.

Men Michael rummede meget mere end den dedikerede og ansvarlige gruppefører, vi kendte. Michael var også en målrettet og passioneret løber. Vi havde nogle gode diskussioner om træningsmetoder, løbegrej og andre løbetekniske forhold. Det bedste for os i kompagniet var, at Michael, selv efter en hård og lang løbetur i terrænet, var en ren humørbombe. Det var som at se solen stråle, når han kom gående mod en.
Når man arbejdede så hårdt og dedikeret, som Michael gjorde, ja så var en gang imellem også behov for lidt af naturens egne kosttilskud. Således var det en fast del af Michaels rutiner at nyde en gang hybente eller lidt rød solhat, når behovet opstod.

Michael var en personificering af kompagniets særlige ånd.
Han var udholdende, forandringsberedt og initiativrig. Og så var Michael tillige en god ven.
Michael blev taget fra os, mens han gjorde det, han holdt af og var allerbedst til. Han døde, mens han som fører fra fronten sørgede for, at hans soldater kom i sikkerhed.

Der er ingen tvivl om, at vi alle, soldater og familie, vil lide et stort afsavn. For Michael fyldte meget for os alle på sin fascinerende facon.

Kompagniets og mine tanker er hos Michaels familie og kæreste nu og i evighed.
Fredag den 23. oktober 2009 er mejslet fast i vore hjerter.

Michael! Æret være dit minde.

Delingens mindeord

2. deling skriver:

Ebert var et forbillede for os alle.

Hans tilgang til opgaverne var med den største professionalisme og ikke mindst perfektionisme.
Han ydede til enhver tid en stor indsats i sine opgaver, og det smittede af på alle i 2. gruppe. Han var typen som med sit humør kunne bringe store smil frem på læberne hos os.
Han kunne også sætte os på plads i en sådan grad, at vi ikke var i tvivl om, at han mente det, og det var typisk ham. Og det var vi glade for.
Han var virkelig arbejdsivrig og forsøgte med adskillige løsninger at optimere gruppen, enkeltmand og specielt udrustningen. Virkede én ting fint, ændrede han den hurtigt for at gøre den endnu bedre.

Ebert ydede en meget stor indsats for sin gruppe. Og lige så meget, som han gav til gruppen, krævede han af os, for at vi skulle gøre vores bedste. Hans ønske var, at 2. gruppe skulle være den bedste på alle punkter.

Som alle andre havde vi vores op- og nedture i hverdagene. Men alt blev løst med det største engagement fra Eberts side.

Han fik os altid med på sine idéer og løsningsforslag, fordi hans argumenter altid var i orden. Han var for os en perfekt soldat, som vi alle misundte på mange områder. Specielt hans taktiske evner var utrolige.

Vi var aldrig i tvivl om, at jobbet som soldat var det rigtige for ham, og han fik os aldrig til at
tvivle på dette et eneste sekund. Han havde om nogen vores tillid, og vi holdt af ham til det sidste. Han var fuld af fest, og der skulle gerne være gang i den hele tiden. Ebert var et naturligt samlingspunkt for gruppen og delingen.

Sådan husker vi sergent Ebert.

Æret være hans minde.