3, 2, 1… her sprænges!

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Se også video

Det er nat i Camp Viking, den danske lejr i Camp Bastion. En større konvoj af ingeniørkøretøjer, et sanitetskøretøj, militærpoliti, sikringseskorteenhed og ikke mindst lastbiler læsset med rendegravere og gods, har taget opstilling og er klar til at køre ud i ørkenen vest for lejren.

Morgenens opgave går ud på, at bortsprænge gammelt såkaldt taktisk oplagt ammunition fra hold 15. Det vil sige den ammunition og de granater og raketter, som soldater og køretøjer har haft opladt, pakket, fastspændt og medbragt, mens hold 15 har løst deres opgave hernede. Forskrifterne dikterer, at sådan ammunition skal friskes hver sjette måned for at sikre, at den ammunition, som enhederne anvender, fungerer og ikke er behæftet med fejl.

- Hver gang der gennemføres sprængninger herude i ørkenen, lokker det altid en masse lokale afghanere til. De håber på at kunne indsamle noget af det metalskrot, der er tilovers efter sprængningen, som de så kan sælge videre. Det er vores opgave at lave en ydre ring i afstand af cirka 1200 meter til selve sprængningsområdet og dermed sikre, at der ikke er nogle, der kommer til skade i forbindelse med sprængningen, siger premierløjtnant Joachim, der er sektionsfører for Sikringseskorte-enheden på hold 16.



Om morgenen er ørkenen kølig, øde og betagende. Foto: N. Lundgard.




Enhederne havde ikke holdt længe ude i ørkenen, før de første lokale afghanere dukkede op ud af ingenting. Foto: N. Lundgard.


Nysgerrige unger
Konvojen af køretøjer er nået ud i ørkenen, og mens ingeniør- og transportsoldaterne fortsætter ind til selve sprængningsområdet, bøjer alle andre enheder under ledelse af Sikringseskorte af, for dermed at danne den ydre ring omkring sprængningsstedet. Solen har kun så vidt lige brudt horisonten, før end de første lokale kommer drønende på deres motorcykler for at høre, hvad der skal foregå, og hvornår sprængningen vil blive gennemført.

- Det er altid overraskende at opleve, hvordan de lokale afghanere, og i særdeleshed afghanske børn, pludselig dukker op ud af ingenting. Det gælder om, at vi fortæller dem, at det er farligt at begive sig ind i området lige efter sprængningen, men for dem handler det om at samle mest muligt skrot ind, som de kan sælge videre. Langt hen ad vejen lytter de til mig, men nogle gange fungerer det bedre at lade en af de mandlige, lokale tolke om at håndtere situationen. De formår ofte at gribe tingene an på en anden og ikke mindst lidt mere afghansk måde, som aftvinger en anden form for respekt, siger Marie Steinrücke, premierløjtnant, tolk og sprogofficer på hold 16.



Sektionsfører Joachim underholder de lokale. Foto: N. Lundgard.




Nysgerrigheden hos de afghanske børn kender ingen grænser – indsæt selv det afghanske ord for ”linselus” hér! Foto: N. Lundgard.


Først til mølle
Der er ikke megen skygge ude i ørkenen, og det er hårdt arbejde at klargøre de mere en 12 brutto tons ammunition til sprængning, fordelt på to sprængninger. Vægten af det ”rene” ammunition og sprængstof er næsten 6 ton. Også for soldaterne, som sikrer den ydre ring, er solen og varmen ubarmhjertig. Selv de lokale afghanere søger skygge under sjaler, kjortler og stoffer spændt ud mellem to motorcykler, mens de venter på at kunne komme ind i området. Efterhånden har der samlet sig flere hundrede lokale, som kun venter på at begge eksplosioner går, inden de kan komme til.

- Vi havde egentlig via vores sprogofficer Marie og de to lokale tolke fortalt, at der ville være tre sprængninger i alt, så de lokale ikke bare ville køre ind efter den første eller anden sprængning. Men støvet fra den anden og sidste sprængning havde knapt nok lagt sig, inden et sandt væddeløb udspillede sig. Både børn og voksne kastede sig på motorcykler, ladvogne og trækvogne, og skyndte sig ind til sprængningsområdet med alt hvad sandaler og kjortler kunne holde. Men sikkerheden var i orden, og ingeniørerne og transportdelingen havde gjort et godt stykke arbejde, så det var så absolut en succesfuld opgave, vi fik løst i dag, siger Joachim.



Den anden af i alt to sprængninger kunne mærkes i mellemgulvet på 1200 meters afstand. Foto: N. Lundgard.




Støvet efter sprængningen havde knapt nok lagt sig, før de første motorcykler hastede ind i området. Foto: K. Legér.