[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Mange var nysgerrige, og soldaterne måtte altså også selv svare på spørgsmål.


Soldater fra Hærens Efterretningscenter i Varde træner kontaktfærdigheder på en øvelse i Vestjylland. Men for første gang er øvelsesterræn og momenter skiftet ud med rigtige byer og civile mennesker, der ikke ved, at der foregår en militærøvelse omkring dem.

Soldaterne arbejder til dagligt med civilt militært samarbejde og Psykologiske operationer, i daglig tale CIMIC og PSYOPS, ved Hærens Efterretningscenters 1. Bataljon. Under øvelsen skal de indsamle informationer fra civile, som de ville gøre i missionsområdet.
 
- Normalt er det en kollega, der har taget et skæg på, man skal tale med. Men hvis man vil have en ægte reaktion at arbejde ud fra, så fungerer det bedst med rigtige mennesker, der ikke allerede ved, hvad vi laver, fortæller øvelsesleder løjtnant Arnon Madsen.

Det er første gang, civile deltager i en dansk øvelse på den måde, og det hænger sammen med, at nogle af soldaterne på øvelsen skal udsendes til Kosovo, hvor man kan gå rundt blandt de lokale på samme måde som herhjemme, og ikke som i Afghanistan, hvor kravet til sikkerheden er noget højere.

100.000 flygtninge på vej til Ringkøbing
Scenariet for øvelsen går ud på, at 100.000 flygtninge fra ”Sunshine Island” eller Bornholm er på vej til Ringkøbing via Polen og Tyskland. Soldaterne fra CIMIC-enheden skal derfor undersøge Ringkøbings evne til at håndtere de mange flygtninge og kortlægge relevante faciliteter, så man har de bedste forudsætninger for at indlogere, behandle og bespise de mange flygtninge.


 
Der skal tages højde for alting.  Premierløjtnant Lars Keller, der er fører for et CIMIC-support team (CST), og CST-befalingsmand Brian Mortensen er her til møde med driftslederen på Ringkøbing-Skjern vandforsyning Kristian Korsholm. 100.000 mennesker skaber en del ekstra spildevand, og det skal tænkes ind i planlægningen, så man undgår forurening og sygdomme.

 
For CIMIC-enheder gælder det derfor om at få kontakt til relevante aktører i området, der enten kan hjælpe til eller give nødvendige oplysninger. CIMIC-holdene ringer i forvejen, og ind til videre er det gået rigtig godt:

- Når vi ringer og forklarer, hvad vi er i gang med, så er folk faktisk klar på at spille med. Selvom vi kommer med meget kort varsel, så er de fleste forberedte, og de giver nogle rigtigt gode svar, fortæller premierløjtnant Lars Keller.

På vandforsyningen var mødet overstået på et kvarter, men et andet sted tog det længere tid. Beredskabschefen ved Ringkøbing-Skjern kommune, Iver Kristensen, brugte over en time på at give et andet CST indblik i det lokale beredskab. Stormberedskabet har erfaring i at evakuere ved  oversvømmelser, og CIMIC-holdet var interesseret i at høre om de forskellige muligheder for at indlogere og bespise mange mennesker med kort varsel.



Iver Kristensen fremviser brandstationens materiel for kaptajn Birgitte Houen-Tolstrup og premierløjtnant Mark T. Sisseck.




Brandstationen råder blandt andet over feltkomfurer, der kan varme op til 400 liter mad ad gangen. De varmes op med brænde og er derfor ikke afhængige af strøm.

 
Psykologiske operationer på gågaden
Ud over CIMIC-enhederne deltager soldater fra PSYOPS-enheden også i øvelsen. Sergent Brian Lange er leder af et ”Tactical Psyops Team”, der skal udsendes til Kosovo. Under øvelsen skal han afprøve rekrutteringsmateriale
fra Hjemmeværnet ved at præsentere det for civile danskere, der kunne tænkes at melde sig ind for at hjælpe til med at tage imod de mange flygtninge. Han noterer folks svar og reaktioner og giver dem videre til en analyseenhed, som så kan tilpasse materialet, så det passer bedst muligt til målgruppen.

Modsat CIMIC-soldaterne ringer han ikke i forvejen. Han kontakter folk, han møder, og selvom der er mange tyskere på gågaden, kommer han da i kontakt med flere, som gerne vil deltage.




En modetøjsforretning er ikke normale rammer for en militærøvelse, men ejeren, Christian Hinge, ville gerne svare på Brian Langes spørgsmål.


Ejeren af modetøjsforretningen Hinges Hus, Christian Hinge, ville gerne bruge fem minutter på at svare på Brian Langes spørgsmål:

- Jeg så soldaterne ude på gaden, og så tænke jeg bare, ’hvorfor vil de tale med mig?’ Men jeg var ikke bange eller noget. Jeg har det fint med at deltage, siger han.

 Brian Lange skal løse lignende opgaver i Kosovo, og han mener, at gågaden i Ringkøbing giver gode muligheder for at træne PSYOPS-enhedens kernekompetence:

- Det giver rigtig meget at tale med folk, man ikke kender. Det kan godt virke kunstigt, når det er opstillede scenarier. En gang skulle jeg eksempelvis interviewe Michael Busk, som jeg skal udsendes med … På engelsk. Så kan man ikke lade være med at smile lidt, siger han.

Øvelsesleder løjtnant Arnon Madsen er ind til videre positiv over øvelsen:

- Jeg er faktisk overrasket over det engagement, folk har udvist, og hvor meget tid, folk vil investere. Det giver os en kæmpe mulighed for at træne kernekompetencerne med ret få omkostninger, fortæller han.
 
Alle civile, der har deltaget i øvelsen får på stedet forklaret, at de har deltaget i en militær øvelse, og de får at vide, hvem de skal kontakte, hvis de har spørgsmål.