“Jeg er ikke klar til at skulle hjem nu”
Michael Gøttske var kompagnichef for B-coy på ISAF 12 og blev under en patrulje ramt af en kugle. Alligevel kæmpede han for at blive i Afghanistan. I december fik han tildelt Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste.
30. december, 2014 - Kl. 10.00
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Mandag den 15. december 2014 fik kaptajn Michael Gøttske tildelt Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste, efter han den 25 januar 2012, under en efterretningspatrulje med sin 1. deling, blev ramt af en kugle, der gik gennem højre overarm, højre del af torso og højre balle.
Michael Gøttske var kompagnichef for B-coy på ISAF 12, og vi har fået lov at gengive de tanker, som Michael Gøttske nedskrev 11 dage efter, han blev såret.
Den 15. december 2014 fik kaptajn Michael Gøttske tildelt Medalje for Sårede i Tjeneste, efter han i 2012 blev ramt af skud under en patrulje i Afghanistan. (Foto: GHR)
Den 2. februar 2012
Jeg hører et smæld, og en smerte forplanter sig ned gennem min højre side. Den starter i højre overarm og fortsætter ned gennem højre rygmuskel og balle. Hvad fanden er det, der har ramt mig? Er det et skud? Eller en opspringer der har givet mig en lammer? Jeg kigger ned af mig selv, men når ikke at se ordentligt efter, før smerten tager voldsomt til. En flænsende smerte i højre rygmuskulatur og balle indtræder, og jeg er med ét ikke i tvivl om, hvad der er sket. Jeg hører gruppen foran råbe efter mig, men i cirka femten sekunder har jeg ikke overskud til at svare. Jeg tager mig til ryggen, vrider mig rundt, mens jeg sammenbidt forsøger at holde smerten ud. Adrenalinet sætter hurtigt ind og giver mig overskud til at kravle frem til grøften foran mig. Det er bare løgn. Jeg er ikke blevet skudt…
Jeg kan ikke se noget blod, og jeg kan stadig bevæge mig. Jeg udpeger de tre smertefulde steder for letmaskingeværskytten, der straks yder makkerhjælp, finder saksen frem fra min IFAK (førstehjælpspakning) og begynder at klippe min uniform i stykker for at komme ind til skindet. Han konstaterer hurtigt ind- og udgangshul i triceps, hvor det kun sivbløder, hvorfor han fortsætter nedad min højre side.
- Fuck, det er noget lort chef, udbryder han pludselig og råber på gruppens sygehjælper, der kommer til, mens resten af gruppen besvarer ilden, der stadige smælder lige hen over grøften.
- Det pulsbløder to steder i siden på ham. Jeg forbinder dem, hvis du tager dig af armen.
Blødningen i triceps bliver hurtigt standset af en fast forbinding, men pladsen i grøften problematiserer sygehjælperens arbejde i siden og ballen. For ikke at eksponere os tager skytten fat om mine skuldre og trækker mig ind over sig, så sygehjælperen kan få bedre arbejdsplads, uden at hverken hoved eller ende stikker op over grøften. Forbindingen bliver anlagt fast og sikkert, og bedst som vi tror, det værste er overstået, bliver delingen udflankeret og beskudt igen og igen. Der er 300 meter op til helikopterlandezonen, hvor de første 150 er gennem den lave grøft.
Red Bull og et klap på skulderen
Med mine egne 100 kilo og cirka 40 kilo udrustning er det en håbløs opgave for svendene at bære mig gennem grøften, så længe vi stadig bliver beskudt. Jeg får min phentanylslikkepind (stærkt smertestillende) og begynder at kravle derud af.
Efter cirka femten minutter mærker jeg en lindring og kan efterhånden halte de resterende 150 meter henover marken til den blå røg, der allerede er blevet kastet for at få helikopteren ned. Gruppeføreren giver mig en Red Bull og et klap på skulderen. Signalmanden tager imod mig og støtter mig det sidste stykke op til Chinooken.
- Vi ses derhjemme chef, er det sidste jeg hører, inden helikopterteamet følger mig ind i helikopteren og op på båren.
'Vi ses derhjemme'. Det er bare løgn. Det ender ikke her. Jeg skal aldeles ikke hjem før den 17. februar som planlagt. Jeg kan jo gå selv, og smerten er til at kapere nu! Det kan de godt glemme. Jeg skal ingen steder.
Oppe i helikopteren klipper de resten af uniformen og støvlerne af mig, hvorefter de skifter alle forbindingerne. Efter at have ligget nøgen i fem graders kulde og gennemtræk forsøger de at lægge drop i min venstre arm. Ved femte forsøg lykkes det endelig, og de pakker mig ind i en thermopose, så jeg kan genvinde lidt kropsvarme inden vi lander i Bastion.
'Vi ses derhjemme'. Tanken kværner rundt i hovedet på mig. Hvad hvis de sender mig hjem nu? Hvad med alle mine ting? Hvad med alle mine svende og tøser, der stadig er hernede? Hvad sker der med delingen nu? Jeg giver min skytte ret. Fuck, det er noget lort lige nu.
Den stiblede linje viser patruljens rute, og de gule markeringer viser, hvor patruljen blev angrebet fra. Den røde markering er stedet, hvor Michael Gøttske blev ramt. (Grafik: GHR)
På felthospitalet
Ved ankomst til felthospitalet i Bastion er der en dansk læge, der straks gør mig opmærksom på sin tilstedeværelse, og at han vil følge mig gennem hele forløbet. En britisk kirurg beder mig skrive under på, at det er i orden, at de opererer mig.
- Yes my friend. Please do so.
Samtidig ytrer jeg min utilfredshed ved, at jeg ikke må få projektilet efter operationen. Den skal bruges til efterforskning. Herefter går det meget stærkt. Mange lamper, blå og hvide kitler, en komiker af en britisk narkoselæge, der får mig til at smile, inden der i løbet af et splitsekund bliver sort.
Jeg vågner døsig og omtumlet, men mit blik fanger hurtigt en læge, der sidder ved min side. Han opdaterer min slørede hjerne om hændelsesforløbet og om, hvilke kirurgiske indgreb de har foretaget. De har skåret min triceps, højre sidemuskulatur og balle op og indlagt vakuumdræn for at få renset sårene for urenheder.
Jeg bliver kørt ned på sengeafdelingen, der er en attenmandsstue, som er cirka halvt belagt. Jeg falder hurtigt i søvn igen og vågner to timer senere ved, at to britiske sygeplejersker står og tilser mine forbindinger i højre side og balle, da vakuummaskinen bliver ved med at alarmere mod utætheder i forbindingerne. Efter endnu et lag lufttætte forbindinger kommer jeg om at ligge på ryggen og ser det første hold besøgende. En dansk sygeplejerske, læge og senior medical officer (SMO) står omkring sengen, og vi snakker hændelsesforløbet igennem og gennemgår min lægelige situation, der hurtigt ender ud i SMO's vurdering om en snarlig MEDEVAC (medical evacuation) til Danmark.
Igen rammer det mig som et lyn. Jeg er ikke færdig hernede. Jeg er ikke klar til at skulle hjem nu. Jeg er netop blevet revet ud fra kamppladsen og har efterladt et spor af løse ender bag mig. Tanken om at efterlade det hele hernede med kun tre uger tilbage af missionen irriterer mig, og jeg begynder at diskutere med SMO, da jeg søger en mulighed for at få lov til at blive og gøre arbejdet færdigt.
Jeg får efterfølgende ringet hjem for anden gang, og min familie er enige i, at de hellere ser mig færdiggøre min udsendelse, såfremt helbredet tillader det, end at have mig gående rundt derhjemme som en løve i et bur.
Vellykket operation
Resten af dagen er der besøgende fra blandt andet min bataljonschef og den danske kirurg, hvor jeg igen forelægger ønsket om at få lov til at blive. Bataljonschefen bakker op om mit ønske, hvis den lægelige vurdering sikrer en ordentlig heling af sårene.
Den danske kirurg sparrer med sine britiske kolleger og kommer frem til, at de efter 48 timer kan lukke sårene på forsvarlig vis, hvilket åbner muligheden for, at jeg kan blive hernede. Jeg begynder at tro på det. Tro på at alle mine bekymringer om en for tidlig hjemsendelse vil forsvinde. At jeg ikke skal forfølges af dårlig samvittighed over at forlade kompagniet, stikke af fra mit ansvar og ikke følge mine soldater til det sidste.
De efterfølgende dage er det en føljeton af diskussioner mellem den danske kirurg og SMO om, hvorvidt jeg bliver sendt hjem eller får lov at blive. De hjemlige instanser bliver inddraget for at fastlægge det lægelige kommandoforhold og dermed sikre, at bataljonschefen træffer beslutningen på det rette grundlag.
To dage efter jeg blev skudt, kommer jeg på operationsbordet igen, og kirurgerne på felthospitalet gør et godt stykke arbejde og får lukket sårene med i alt 52 sting og kramper. Operationen er vellykket, og jeg får lov til at blive i missionen med den klausul, at en infektion i sårene betyder straks hjemsendelse.
Tilbage ved soldaterne
Dagen efter kommer jeg til MOB Price og får skabt forbindelse til den danske læge, som tager ansvar for at tilse sårene og skifte forbindinger dagligt samt at fjerne stingene, når tid er. Sårhelingen forløber godt, og muskulaturen restituerer hurtigt. Jeg er i stand til at komme rundt uden nævneværdige smerter, og på femtedagen efter den anden operation påbegynder jeg genoptræning.
Her, elleve dage efter at jeg fik lukket mine sår, har jeg fået snakket med mine to soldater, der gjorde en stor indsats i grøften. Jeg har snakket med alle de personer, der har haft indflydelse på og viden om selve hændelsen og skabt mig et overblik over, hvad der skete, efter at jeg blev MEDEVAC. Jeg har set gensynets glæde i mine svende og pigers øjne ved min hurtige tilbagevenden, fået pakket min udrustning sammen, overdraget al min viden til min afløser og fået afsluttet samarbejdet med mine britiske, amerikanske og afghanske samarbejdspartnere.
Tanken om de psykiske følger, en for tidlig hjemsendelse ville have medført, huserer stadig sporadisk i mit sind. Jeg takker dagligt de gode kræfter, der var med til at sikre, at jeg kunne blive i missionsområdet og få afsluttet min udsendelse på fornuftig vis.
Nu er jeg snart klar til at tage hjem.
Mandag den 15. december 2014 fik kaptajn Michael Gøttske tildelt Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste, efter han den 25 januar 2012, under en efterretningspatrulje med sin 1. deling, blev ramt af en kugle, der gik gennem højre overarm, højre del af torso og højre balle.
Michael Gøttske var kompagnichef for B-coy på ISAF 12, og vi har fået lov at gengive de tanker, som Michael Gøttske nedskrev 11 dage efter, han blev såret.
Den 15. december 2014 fik kaptajn Michael Gøttske tildelt Medalje for Sårede i Tjeneste, efter han i 2012 blev ramt af skud under en patrulje i Afghanistan. (Foto: GHR)
Den 2. februar 2012
Jeg hører et smæld, og en smerte forplanter sig ned gennem min højre side. Den starter i højre overarm og fortsætter ned gennem højre rygmuskel og balle. Hvad fanden er det, der har ramt mig? Er det et skud? Eller en opspringer der har givet mig en lammer? Jeg kigger ned af mig selv, men når ikke at se ordentligt efter, før smerten tager voldsomt til. En flænsende smerte i højre rygmuskulatur og balle indtræder, og jeg er med ét ikke i tvivl om, hvad der er sket. Jeg hører gruppen foran råbe efter mig, men i cirka femten sekunder har jeg ikke overskud til at svare. Jeg tager mig til ryggen, vrider mig rundt, mens jeg sammenbidt forsøger at holde smerten ud. Adrenalinet sætter hurtigt ind og giver mig overskud til at kravle frem til grøften foran mig. Det er bare løgn. Jeg er ikke blevet skudt…
Jeg kan ikke se noget blod, og jeg kan stadig bevæge mig. Jeg udpeger de tre smertefulde steder for letmaskingeværskytten, der straks yder makkerhjælp, finder saksen frem fra min IFAK (førstehjælpspakning) og begynder at klippe min uniform i stykker for at komme ind til skindet. Han konstaterer hurtigt ind- og udgangshul i triceps, hvor det kun sivbløder, hvorfor han fortsætter nedad min højre side.
- Fuck, det er noget lort chef, udbryder han pludselig og råber på gruppens sygehjælper, der kommer til, mens resten af gruppen besvarer ilden, der stadige smælder lige hen over grøften.
- Det pulsbløder to steder i siden på ham. Jeg forbinder dem, hvis du tager dig af armen.
Blødningen i triceps bliver hurtigt standset af en fast forbinding, men pladsen i grøften problematiserer sygehjælperens arbejde i siden og ballen. For ikke at eksponere os tager skytten fat om mine skuldre og trækker mig ind over sig, så sygehjælperen kan få bedre arbejdsplads, uden at hverken hoved eller ende stikker op over grøften. Forbindingen bliver anlagt fast og sikkert, og bedst som vi tror, det værste er overstået, bliver delingen udflankeret og beskudt igen og igen. Der er 300 meter op til helikopterlandezonen, hvor de første 150 er gennem den lave grøft.
Red Bull og et klap på skulderen
Med mine egne 100 kilo og cirka 40 kilo udrustning er det en håbløs opgave for svendene at bære mig gennem grøften, så længe vi stadig bliver beskudt. Jeg får min phentanylslikkepind (stærkt smertestillende) og begynder at kravle derud af.
Efter cirka femten minutter mærker jeg en lindring og kan efterhånden halte de resterende 150 meter henover marken til den blå røg, der allerede er blevet kastet for at få helikopteren ned. Gruppeføreren giver mig en Red Bull og et klap på skulderen. Signalmanden tager imod mig og støtter mig det sidste stykke op til Chinooken.
- Vi ses derhjemme chef, er det sidste jeg hører, inden helikopterteamet følger mig ind i helikopteren og op på båren.
'Vi ses derhjemme'. Det er bare løgn. Det ender ikke her. Jeg skal aldeles ikke hjem før den 17. februar som planlagt. Jeg kan jo gå selv, og smerten er til at kapere nu! Det kan de godt glemme. Jeg skal ingen steder.
Oppe i helikopteren klipper de resten af uniformen og støvlerne af mig, hvorefter de skifter alle forbindingerne. Efter at have ligget nøgen i fem graders kulde og gennemtræk forsøger de at lægge drop i min venstre arm. Ved femte forsøg lykkes det endelig, og de pakker mig ind i en thermopose, så jeg kan genvinde lidt kropsvarme inden vi lander i Bastion.
'Vi ses derhjemme'. Tanken kværner rundt i hovedet på mig. Hvad hvis de sender mig hjem nu? Hvad med alle mine ting? Hvad med alle mine svende og tøser, der stadig er hernede? Hvad sker der med delingen nu? Jeg giver min skytte ret. Fuck, det er noget lort lige nu.
Den stiblede linje viser patruljens rute, og de gule markeringer viser, hvor patruljen blev angrebet fra. Den røde markering er stedet, hvor Michael Gøttske blev ramt. (Grafik: GHR)
På felthospitalet
Ved ankomst til felthospitalet i Bastion er der en dansk læge, der straks gør mig opmærksom på sin tilstedeværelse, og at han vil følge mig gennem hele forløbet. En britisk kirurg beder mig skrive under på, at det er i orden, at de opererer mig.
- Yes my friend. Please do so.
Samtidig ytrer jeg min utilfredshed ved, at jeg ikke må få projektilet efter operationen. Den skal bruges til efterforskning. Herefter går det meget stærkt. Mange lamper, blå og hvide kitler, en komiker af en britisk narkoselæge, der får mig til at smile, inden der i løbet af et splitsekund bliver sort.
Jeg vågner døsig og omtumlet, men mit blik fanger hurtigt en læge, der sidder ved min side. Han opdaterer min slørede hjerne om hændelsesforløbet og om, hvilke kirurgiske indgreb de har foretaget. De har skåret min triceps, højre sidemuskulatur og balle op og indlagt vakuumdræn for at få renset sårene for urenheder.
Jeg bliver kørt ned på sengeafdelingen, der er en attenmandsstue, som er cirka halvt belagt. Jeg falder hurtigt i søvn igen og vågner to timer senere ved, at to britiske sygeplejersker står og tilser mine forbindinger i højre side og balle, da vakuummaskinen bliver ved med at alarmere mod utætheder i forbindingerne. Efter endnu et lag lufttætte forbindinger kommer jeg om at ligge på ryggen og ser det første hold besøgende. En dansk sygeplejerske, læge og senior medical officer (SMO) står omkring sengen, og vi snakker hændelsesforløbet igennem og gennemgår min lægelige situation, der hurtigt ender ud i SMO's vurdering om en snarlig MEDEVAC (medical evacuation) til Danmark.
Igen rammer det mig som et lyn. Jeg er ikke færdig hernede. Jeg er ikke klar til at skulle hjem nu. Jeg er netop blevet revet ud fra kamppladsen og har efterladt et spor af løse ender bag mig. Tanken om at efterlade det hele hernede med kun tre uger tilbage af missionen irriterer mig, og jeg begynder at diskutere med SMO, da jeg søger en mulighed for at få lov til at blive og gøre arbejdet færdigt.
Jeg får efterfølgende ringet hjem for anden gang, og min familie er enige i, at de hellere ser mig færdiggøre min udsendelse, såfremt helbredet tillader det, end at have mig gående rundt derhjemme som en løve i et bur.
Vellykket operation
Resten af dagen er der besøgende fra blandt andet min bataljonschef og den danske kirurg, hvor jeg igen forelægger ønsket om at få lov til at blive. Bataljonschefen bakker op om mit ønske, hvis den lægelige vurdering sikrer en ordentlig heling af sårene.
Den danske kirurg sparrer med sine britiske kolleger og kommer frem til, at de efter 48 timer kan lukke sårene på forsvarlig vis, hvilket åbner muligheden for, at jeg kan blive hernede. Jeg begynder at tro på det. Tro på at alle mine bekymringer om en for tidlig hjemsendelse vil forsvinde. At jeg ikke skal forfølges af dårlig samvittighed over at forlade kompagniet, stikke af fra mit ansvar og ikke følge mine soldater til det sidste.
De efterfølgende dage er det en føljeton af diskussioner mellem den danske kirurg og SMO om, hvorvidt jeg bliver sendt hjem eller får lov at blive. De hjemlige instanser bliver inddraget for at fastlægge det lægelige kommandoforhold og dermed sikre, at bataljonschefen træffer beslutningen på det rette grundlag.
To dage efter jeg blev skudt, kommer jeg på operationsbordet igen, og kirurgerne på felthospitalet gør et godt stykke arbejde og får lukket sårene med i alt 52 sting og kramper. Operationen er vellykket, og jeg får lov til at blive i missionen med den klausul, at en infektion i sårene betyder straks hjemsendelse.
Tilbage ved soldaterne
Dagen efter kommer jeg til MOB Price og får skabt forbindelse til den danske læge, som tager ansvar for at tilse sårene og skifte forbindinger dagligt samt at fjerne stingene, når tid er. Sårhelingen forløber godt, og muskulaturen restituerer hurtigt. Jeg er i stand til at komme rundt uden nævneværdige smerter, og på femtedagen efter den anden operation påbegynder jeg genoptræning.
Her, elleve dage efter at jeg fik lukket mine sår, har jeg fået snakket med mine to soldater, der gjorde en stor indsats i grøften. Jeg har snakket med alle de personer, der har haft indflydelse på og viden om selve hændelsen og skabt mig et overblik over, hvad der skete, efter at jeg blev MEDEVAC. Jeg har set gensynets glæde i mine svende og pigers øjne ved min hurtige tilbagevenden, fået pakket min udrustning sammen, overdraget al min viden til min afløser og fået afsluttet samarbejdet med mine britiske, amerikanske og afghanske samarbejdspartnere.
Tanken om de psykiske følger, en for tidlig hjemsendelse ville have medført, huserer stadig sporadisk i mit sind. Jeg takker dagligt de gode kræfter, der var med til at sikre, at jeg kunne blive i missionsområdet og få afsluttet min udsendelse på fornuftig vis.
Nu er jeg snart klar til at tage hjem.
| Kriterier for Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste: |
| Bestemmelserne for tildeling af Forsvarets Medalje for Sårede i Tjeneste blev løsnet op i maj 2014, hvorefter kaptajn Michael Gøttske blev genindstillet til medaljen. De nuværende kriterier for indstilling til Medalje for Sårede i Tjeneste er:
|