[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Chefen for HEC, oberst Birger Mejlholm, har netop gennemført sin briefing om Hærens Efterretningscenter for oberst Kathleen Gavle. (Foto: Søren Riggelsen)


Med etableringen af en ny tjenestegren på Varde Kaserne opstod der et naturligt behov for at erhverve og videreudvikle kompetencer i organisationen og ved medarbejderne.

Chefgruppen ved HEC har desuden kastet et blik på udlandet for at finde nye samarbejdspartnere, som kan være med til at skabe nye kompetencer og mere erfaring ved efterretningscenteret. I den forbindelse havde HEC besøg af en mindre delegation fra U.S. Army Europa G2 med oberst Kathleen Gavle i spidsen.

Formålet med besøget var at udveksle viden og ideer omkring efterretningsfokuseret uddannelse samt studie og udvikling. Dette med henblik på at identificere områder, hvor samarbejde kan etableres. U.S. Army Europa G2 er bosat i Wiesbaden i Tyskland, men er ligeledes dybt engageret i træningsområderne Hohenfels og Grafenwöhr, som Hæren også benytter fra tid til anden, og hvor amerikanerne gennemfører en del kursus- og øvelsesvirksomhed.




Oberstløjtnant Henrik Graven gennemfører sin briefing om indhentningskapaciteter for oberst Gavle og hendes delegation fra U.S. Army Europa G2. (Foto: Søren Riggelsen)


Oberst Gavle åbnede hurtig op for mulig dansk deltagelse på diverse kurser og øvelser. Blandt andet inden for efterretningsanalyse og Human Intelligence. Kurserne gennemføres primært i rammen af Joint Military Training Centre i Grafenwöhr.

Ved mødets afslutning var der fra både amerikansk og dansk side ingen tvivl om, at samarbejdet skal fortsætte. Hohenfels vil fremover oplyse om potentielle kurser og øvelser, og HEC sender en observatører med på øvelsen Combined Resolve III i efteråret for at se på muligheder for yderligere dansk deltagelse af efterretningskapaciteter.

Desuden har HEC i efteråret planlagt et besøg til US Army Intelligence Center of Excellence ved Fort Huachuca i Arizona, hvor muligheden for yderligere samarbejde skal undersøges.




Colonel Gavle får forevist den danske UAS, som er en lille, fjernstyret observationsfly. (Foto: Søren Riggelsen)