Rejsebrev 3 fra Feyzabad – Afghanistan 2005 – 2006/hold 2

[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Grunden til det var, at MOT 1 havde en tysk UNIMOG med, som var fyldt op med telte og sager til en by, så de kunne komme til at undervise i byen Kohistan. Men ca. 10 km og 3 timer fra målet, måtte de stoppe fordi deres UNIMOG gik i stykker. De bolte der bærer fordelergearkassen var knækket. Men det var også en pansret lastvogn og at køre med pansrede køretøjer hernede, i det terræn vi kører i, det kan bare ikke lade sig gøre.

Dagen hvor vi skulle af sted, vågnede jeg klokken 0300, øv også, 1 time før tid, 1 times mindre søvn. Men godt jeg gjorde det, for jeg kom i tanke om, at 4 af mine magasiner ikke var ladt op, da vi helst skal lade dem være tomme, så fjederen ikke bliver slap. Så jeg var oppe ved 0330, og klar ved bilen 0420. Lidt morgenmad, hente vand til turen, briefing og så af sted det gik mod de andre, som var ca. 5 til 6 timer fra lejren, i 3 km højde. 5 timer, 73 km senere, var vi fremme.
Jeg var allerede lidt mørbanket i kroppen af turen, men det var skønt at se de andre, og se deres smil da vi endelig var der. Men vi havde en sørgelig nyhed. Undervejs var den anden UNIMOG, den som tyskerne kørte, også gået i stykker. Ca. 2 timer før vi var fremme, blev vi kaldt op af tyskerne, der sagde, at vi lige måtte holde en pause, da UNIMOG’en var blevet for varm. Mens vi stod og ventede på at koblingen skulle køle ned, opdagede vi at der dryppede olie fra bilen, og det viste sig at være servoolie. Det var ikke godt, da det var meningen at den skulle kunne trække den anden, hvis vi ikke kunne lave den på stedet. Så vi fik kontakt til lejren og bad om en patrulje/mekaniker til os, og vi foresatte mod de andre.

Da vi kom frem kikkede tyskerne på hvor meget de havde spildt, og da de havde 20 liter ekstra med, sagde de at vi bare kunne aflyse den patrulje/mekaniker til os for de kunne godt klare sig til vi kom hjem igen. Det var godt vi gjorde det, for der kom ingen. Den person der havde siddet og taget imod besked, havde forstået det sådan, at vi lavede det på stedet. Sådan kan det gå, og det gør det nogle gange når vi taler sammen på et for alle fremmed sprog, nemlig engelsk.

Imens vi var derude, gik jeg lige med en af MOT 1 mændene op på et lille bjerg, for at se udsigten. Da vi nåede op tabte jeg lige pludselig vejret og kunne ikke finde ’’luften’’  igen, da jeg på det tidspunkt befandt mig i 3 km højde, og her er luften tynd. Jeg blev nødt til at sætte mig ned og få vejret.

Der var en utrolig flot udsigt, det var en skøn oplevelse. Der var så mange nuancer på landskabet, når man står og kikker ud over det bjergrige land, og mange bønder er i gang med at bringe deres hø ned fra bjergene læsset på æsler.

De 2 tyskere og vores mekaniker begyndte at kikke på vognen, og de kunne se at der kun var 2 bolte ud af 6 der holdt fordelergearkassen på plads. De begyndte at svejse det sammen, bare så vi kunne komme hjem med den, men det ville ikke rigtig virke. Efter frokost pause prøvede de igen, og denne gang virkede det. Men generatoren holdt lige pludselig op med at køre, og de kunne ikke starte den igen. De ville gerne have svejset lidt mere, så de var helt sikre på det kunne holde.

MOT lederen bestemte at vi læssede alle materialerne over i den anden UNIMOG og at de 2 tyskere kørte videre med ham, mens vi kørte tilbage med den ødelagte vogn. Det gik rigtigt godt, vi var nede af bjerget ca. 2½ time før mørkefald. Vi ville være hjemme så vi kunne nå at få aftensmad. Men, men, lige da vi kom ned af bjerget, røg svejsningen og boltene. Vi kørte så langt som vi nu kunne og gjorde holdt lige over for lejren, men bare på den anden side af Kocha floden. Havde der været en bro, havde vi været hjemme. Men vi havde stadig mere end en times kørsel foran os og måtte lave et eller andet, så vi kunne klare resten af turen. Det blev til en surring om fordelergearkassen. Resten af turen gik med under 15km/t, vi gjorde turen på ca. 3 timer, normal tid, 5 kvarter. Vi var tilbage i lejren 2210, godt mørbankede i kroppen efter sådan en køretur, men hjemme igen i god behold.

Nødvendig nødhjælp
MOT 1 er kommet hjem fra patrulje en dag før tiden. Da de nåede Kohistan, fandt de en dreng der var faldet ca. 10 meter ned af en bjergside. Han havde slået sig alvorligt, var i koma og havde ikke rigtig fået væske i 3 dage. De 2 sygehjælpere der er i gruppen, fik nu brug for deres viden. De fik lagt drop på drengen, og en 7 timers køretur begyndte tilbage til Feyzabad, hvor drengen blev indlagt på det lokale hospital. Han kunne ikke få lov til at komme ind på lazarettet i lejren, men vores læger er alligevel nede på det lokale hospital en gang om ugen, og så checker de ham jo.
Drengen er efterfølgende vågnet op af komaen, men han er formentlig svært hjerneskadet. Man kan ikke komme i kontakt med ham, han ligger bare og kikker ud i luften.

Flyvende raketter
I går aftes ud på aftenen lød der et ordentligt brag. Min køje rystede lidt, og jeg troede først at det var ham i overkøjen der sov lidt uroligt. Vi samledes ude på gangen og fik at vide, at der havde været et raketnedslag i lejren. Efter ca. ½ time, kunne vi gå ind til os selv igen og afvente. Angrebet betød at der blev sat ekstra vagter ud resten af natten, alle tårne blev bemandet for en sikkerhedsskyld. Her til morgen var der fælles samling i kantinen. Jeg var ikke klar over, at vi var så mange i lejren. Den Tyske OB fortalte, at det var gået ud over et af teltene, men at der heldigvis ikke var nogen tilskadekomne. Det var en RPG7 - et panserværnsvåben der normalt bruges mod kampvogne - der havde ramt teltet. Han sagde at vi skulle forsætte vores arbejde som vi plejede, men med ekstra vagter.

Det eneste danske det gik ud over var vores Dannebrog, der hænger ved paradepladsen. Det fik 2 huller. Det hænger lige ved siden af teltet, så nu har vi et krigsflag.

Gamle drenge i nye biler
I dag søndag 2005-08-28 fik vi også de sidste 2 nye Toyota Land Cruiser. Nu har vi fået alle de nye biler vi skulle have, så nu kommer der gang i kørslen hernede.

CH holdte en CH-time for lige at fortælle os alle, hvad der var sket, og om den kommende nat, og perioden frem over. Han ville også høre om alle havde ringet hjem, inden han lod presseofficeren hjemme i DK, fortælle hvad der er sket hernede.

Vi skal til at spise i telt igen, da man inddrager kantinen til beboelse. Så ingen skal ligge i telte de næste ca. 2 måneder. De flytter ind i mere beskyttede forhold.

Efter det raket angreb vi havde forleden, har vi fået en ekstra vagt i hjørnet ved vores fab gang. Her observerer vi ud over terrænet og holder øje med om der kommer nogen.

Besøg fra Danmark
Vi har haft besøg af folk fra DANILOG. De ville gerne se og høre om hvordan vores materielsituation var, og om de ønsker vi har. Det var et positivt besøg og det tydede på at der blev set med positive øjne på de ønsker vi havde. Der var en fra HMAK, som hjalp vores mekaniker med at få lavet hans Stenhøj lift til bilerne.

Chefen for Hærens Operative Kommando (CH HOK) har også været på besøg hernede. Han blev pænt modtaget af en ’skansevagt’. Så tog han ud og kørte en tur. En meget lang tur, da en af bilerne punkterede, så han var først tilbage i lejren, lige inde han holdt et møde for os. Han fortalte om den nye Hær, hvordan det skred fremad, og at man allerede havde høstet udbytte af den nye værnepligt. Om hvordan Hæren vil komme til at se ud efter årsskiftet, hvad man satser på i frem tiden. Materiale, uddannelse til udsendelse, udrustning. Efter hans orientering, var der spørgsmål, og vi sluttede af med at spise alle sammen i spiseteltet. Et lidt presset program, når man kun har et døgn til at være her i, der er meget der skal nås på sådan et døgn, når man er CH HOK og vi havde naturligvis også vores forventninger, når han nu kommer og siger hej.

En rigtig tur i felten
Jeg har været på min første ”rigtige” patrulje. En tur med MOT 2, hvor vi også havde en repræsentant fra DANILOG med. Han fik set lidt af Afghanistan og fik en fornemmelse af, hvad bilerne bliver udsat for hernede. Vi kørte fra lejren lørdag 2005-09-03 kl. 0830, op i bjergene mod distriktet Teshkan. Her skulle vi se på de steder der skal bruges som valgsteder under valget. I Teshkan distriktet var der hele 10 steder, hvor der ville kunne stemmes, og man regner med at der vil komme ca. 16.000, som vil sætte deres kryds. Man havde fra starten omkring 10 personer man kunne vælge imellem, men man synes at det var for mange, så nu er der kun een. Der var yderligere en kandidat, men han ´vaer for gammel og syg, så han trak sig.

Efter at have kørt i 4½ time, ca. 45 km i alt, var det frokost tid. Den holdt vi i ca. 2.000 meter højde, med en rigtig flot udsigt ud over bjergene. Vi nåede efter nogen tid frem til den første at de i alt 5 byer vi skulle besøge, på det 1½ døgn vi skulle være ude. Byen hed Muzzafari, og vi blev flot modtaget af byens ældste mand, som bød os på te i en lille lund lige ned til floden. Han fortalte at de ville bruge skolen som valgsted og han regnede med at der vil komme mange. Så snakkede vi om hvordan det gik i byen ang. vand, sygdom og skole. Han ville gerne have en eller to skoler mere så de dækkede såvel primary-, secondary-, som highschool niveauerne. I øjeblikket måtte børnene gå ca. to km til skolen, og man havde to drenge hold og et pige hold.

Man ville også gerne have bygget en brønd, da den kilde de har, ligger to km oppe i bjerget. Det vil nok blive dyrere end vi har råd til, at bygge skolerne og en brønd kan formentlig heller ikke lade sig gøre da jorden er for hård. Vi fik også at vide, at der aldrig nogen sinde har været en Taliban kriger i byen. Efter 1 time tid brød vi op og kørte videre mod den næste by. I byen Sayedan-I-Muzzafari kunnne vi ikke mødes med byens ældste, da han var ovre på den anden side af floden. Det var ikke muligt, at krydse floden med bil, så vi fortalte at vi ville vende tilbage til byen igen den næste dag.

Vi kørte videre til by nummer tre, Bazar-I-Teshkan og der blev vi ikke modtaget særlig godt, selvom vi delte PSYOPS aviser ud. Lederen af skoleundervisning i byen var meget utilfreds med, at man ikke havde fået nogen form for hjælp, når de nu så mange gange var blevet lovet det. Vores MOT leder prøvede at forklare ham, at intet var blevet lovet men, at vi ville skrive om det i vores rapport. Han forklarede også, at den slags tager altså lidt tid, men her var der ingen nogen kære mor eller forståelse. Det virkede som om skolelederen førte valgkamp. I sidste ende faldt han lidt ned igen og ville gerne vise os rundt i byen. Vi gik ned og så deres valgsted - en sønderskudt og nedslidt skole med afføring på gulvet i lokalerne. Man kan roligt sige, at de nok trængte en ny skole.

Vi fik lov til at overnatte hos en af de lokale i deres hus, så vi havde tag over hovedet. Vi tilberedte nogle amerikanske feltrationer (MRE) og fik lidt at spise. Herefter var det tid til at gøre klar til at sove. Køreturene tager godt på ens kræfter og man er naturligt træt om aftenen. Selv om vi overnatter hos de lokale holder vi også selv vagt. Jeg havde fået en nattevagt så kørerne kan få 6 timers søvn i træk for, at være friske til at køre igen næste dag. Inden vi lagde os til at sove, fik vi at vide, at vores gæst fra DANILOG skulle være tilbage i lejren næste dag til kl. 1400. Hans fly om mandagen var aflyst og han skulle derfor af sted en dag før. Det betød at vi måtte undlade, at besøge Tutak, en af de fem byer vi havde planlagt at besøge. Vi skulle have været op og aflevere nogle skoleartikler. For at nå Tutak skal man gå det sidste stykke op ad en meget stejl bjergside, men den må vi have til gode, jubiii.

Ud og hjem igen
Da vi næste gang ringede til kommandostationen var tidspunktet blevet ændret til klokken 1200, så søndagen blev en dag uden besøg. Vi startede med at skifte hjul på ene bil, dens venstre baghjul var fladt. Vi kom af sted kl. 0700, og det gik så godt, at vi havde tid til at stoppe i byen Shava Sadat, og snakke med Politimesteren, Vi ville lige høre hvordan det gik i byen, og om de var ved at få repareret deres vandbrønd. Det var de ikke, men ham der skulle lave det, havde været der, så man ventede på at han kom tilbage. Vi fortalte, at han havde fået pengene så der kunne ikke gå lang tid nu.

Ellers gik det godt i Shava Sadat. De ville få ny Politimester, den anden var blevet forflyttet, og den nye ville komme en af de nærmeste dage også selv om de ikke rigtig havde nogen tilfælde af kriminalitet. De fortalte, at den IED de havde fundet forleden nu var blevet fjernet. Vi fik også hilst på manden der opdagede den, og som advarede tyskerne da de kom. Man mente at det var lokale der ville vise sig over for en af kandidaterne til valget. Mens vi var der blev vi budt på te, og vi hyggede os i ca. ½ time før vi gen måtte af sted. Vi måtte desværre takke nej til den frokost han inviterede os på, for at vi kunne nå at være tilbage i lejren til klokken 1200. Mens vi havde været ude på patrulje, var CH HOK rejst hjem igen. Vi fik at vide, at han havde nydt de få timer hos os og han ville kikke på vores kaffe situation så vi kan få noget herned, uden at vi skal be’ vores nærmeste om det. Det ville være dejligt for så kan man måske få lidt mere slik eller chips når pakkerne ikke er fyldt op med kaffe.

International tjeneste som kok
Vi begynder at få en smule problemer med vores mad. Det tyske feltkøkken har ikke fået nye frostvarer og der kommer ikke nogen i her i uge 35. De siger der kun er mad til onsdag i næste uge, så vi må håbe på, at vi får noget inden da. Efter aftale med min chef er jeg næsten stoppet med at være i køkkenet. Jeg var lidt træt af at møde i køkkenet og så kun have 3 timers arbejde. De tyske regler er noget firkantede, så jeg kunne ikke få lov til at lave andet, eksempelvis hjælpe dem der havde brug for lidt hjælp eller komme ud af lejren. Jeg fik af vide at jeg var hernede som kok, og jeg skulle ikke lave andet. Jeg har dog fået lov til, at køre med ud i lufthavnen og hente fragt eller passagerer sammen med vores forsyningshjælper. I køkkenet mente man, at jeg bare skulle strække arbejdstiden, så det der skulle laves, tog de 8 timer. Der er 7 tyske kokke, 2 Tjekkere, og så mig. Efter min opfattelse er der ikke mere arbejde end to skibskokke kan nå. ´

Jeg har fundet ud af, at tysk mad i feltkøkkenet er nemt at lave. Der skal bare skæres noget ost og to forskellige pølser hver dag og aftensmaden skal bare frituresteges. Desværre starter man med at lave aftensmaden ved klokken 1100 og resultatet bliver, at det bliver blødt og står og koger videre i termoboksene.

Jeg gik til chef og fik snakket med ham om det. Chefen fik en snak med den tyske stabschef og fortalte om situationen. Det resulterede i at køkkenets chef, en løjtnant, tog fat i mig og spurgte hvad mit problem var. Jeg fortalte ham, at jeg syntes der var for lidt at lave og at der var rigeligt med kokke i køkkenet. Vi blev enige om, at jeg stoppede med at arbejde i køkkenet og har så aftalt, at jeg hjælper til med grillarrangementet hver anden fredag, på vores BASE DAY, samt er klar hvis de har brug for mere hjælp.

Ud over det har jeg aftalt med min chef, at jeg hjælper til hos os selv hvor der er brug for mig. I øjeblikket betyder det, at jeg går til hånde hos vores mekaniker, der har rigeligt at se til.

Lille lejr – mange mennesker
Vi er nu oppe over 450 mand i lejren på grund af de ekstra folk der kommet hertil på grund af med den øgede sikkerhed i hele distriktet i forbindelse med valget. Lejren er ellers kun bygget til 300 personer, men det går nu rimelig godt alligevel. Vi har dog måttet inddrage den nye spisesal til beboelse for hollænderne, der ellers boede i teltet.

Igennem de sidste 2 uger er hollændernes telte blevet ”pakket” ind i sandsække med mere, så nu kan de flytte tilbage igen og vi kan alle sammen bruge spisesalen som spisesal igen.

”Larm i lejren”, besøg og valgoperation
”Så er freden forbi”!. Alle vores MOT teams er tilbage i lejren efter deres til tider lange patruljer. Det har ellers været et par dejlige dage med fred og ro, da alle var ude af lejren. At alle har været ude har betydet, at DANELM har overtaget vagten om natten, men man kan ikke få alt. Vi har også fået besøg af vores præst igen. Han har holdt gudstjeneste for os, så nu kan vi klare den et par uger igen inden han kommer tilbage. Vi har også fået besøg af en cyklende journalist. Han stod lige pludselig en dag og bankede på porten. Han er her nede for at dække valget. Det er dog primært i Kabul han skal dække det. Han er kommet cyklende fra Tadsjikistan. Han har overnattet i det fri, så man kan roligt sige, at det er noget af en tur han er på. Når valget er overstået vil han gerne lave en artikel over os og gerne tage med ud på en patrulje, inden han cykler videre.

Ellers er vi ved at lade op til valget. Mange af os rykker ud i en fremskudt lejr ca. 8-9 timers kørsel herfra. Så er det nemmere at følge med i hvad der sker de forskellige steder og vores MOT teams har mulighed for at komme ind og slappe lidt af og få lidt ordentlig mad. Min opgave er naturligvis at trylle det bedste jeg kan med de ting vi tager med ud. Jeg er overbevist om, at det er noget af en udfordring.

Vi har også fået besøg af Commander ISAF, General Mauro Del Vecchio. Han er på rundrejse til alle enhederne i ISAF og selvfølgelig skulle han også besøge os her i det nordlige Afghanistan for, at se hvordan vi har det.

Vores tyske oberst har rost os fordi vi ikke brokker os over, at der hele tiden bliver lavet om på tingene og at vi bare tager det roligt. Han er tilfreds med, at vi tager alle omrokeringerne efter raketangrebet på lejren, og valget som er lige fremme i sigtet med afslappet holdning.

Slut på 3. artikel
MSPC J.L. Møllnitz