[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Flådestationen Frederikshavn var torsdag eftermiddag vært for parade og reception i anledningen af, at kommandoen blev strøget på HAVKATTEN, som er det sidste aktive skib af FLYVEFISKEN-klassen.

Ceremonien blev afholdt indendørs i sergentmessen på flådestationen på grund af vejret og blev indledt med tale af Chef for 2. Eskadre, kommandør Christian Rune, som blandt andet sagde:

”Der er mange følelser og historier forbundet med en kommandostrygning. Vi markerer således ikke et vemodigt farvel, men snarere et passende Bravo Zulu til HAVKATTEN og den æra, den repræsenterer, samtidig med, at vi byder det nye velkommen.”

Han gav herefter ordet til chefen på HAVKATTEN, kaptajnløjtnant Peter Kirkegaard, som blandt andet sagde:


Kommandotegnet tages ned
”Når vi i dag markerer kommandostrygningen af HAVKATTEN, er det vigtigt ikke kun at sige farvel og tak, men også lade blikket vandre, se på de opnåede resultater, mærke forandringens vinde og bruge historien, som en affarende plads for nye togter og resultater.”

På spørgsmålet, om det ikke er trist at sige farvel til den sidste enhed i en klasse, svarede han:

”Jo, det er da altid trist at sige farvel til et skib og en besætning, men det gik rigtig op for mig, at der er noget nyt på vej, da vi i december sejlede forbi den nye fregat NIELS JUEL og kunne se fremtidens flåde. Der gav det hele lige pludselig mening,” sagde Peter Kirkegaard.

Ceremonien blev lettere modificeret på grund af det dårlige vejr, og strygningen foregik således over radio til de tre flaggaster, som tog orlogsflag, gøs og kommandotegn ned. Efter ceremonien var der reception i officersmessen ”Tordenskjold”.

Nyt materiel til minerydning
HAVKATTEN rejste kommando 1. november 1990 og har været en del af den 14 enhed store FLYVEFISKEN-klasse, som siden 2007 er blevet udfaset. FLYVEFISKEN-klassen blev konstrueret på en måde, så enhederne hurtigt kunne få monteret andet udstyr og derved udføre mange forskellige opgaver.

HAVKATTEN er de sidste år blevet brugt som minerydningsfartøj, men bliver afløst af det nye minerydningssystem MCM DNK, som består af droner, som kan styres fra land.
Læs mere om det nye minerydningssystem MCM DNK her