Nyheder
Følg Forsvaret på X
Døgnrapport
Arrangementer
Forsvarets arealer
Publikationer
Rigets flag hejses altid ved solopgang og nedhales ved solnedgang. Hver gang markeres det med et kanonskud, skuddet affyres dog aldrig før kl. 8 om morgenen, uanset hvornår solen er stået op.
Batteriet Sixtus udgør Nyholms nordlige pynt.
Til at beskytte Flåden og Københavns befolkning opførtes i 1738-1748 bastion Christianus Sixtus på nordsiden af Nyholm. Kanonerne var rettet mod det daværende helt åbne vand mod nord og øst, hvorfra fjenden måtte komme. Sammen med nogle af Kastellets kanoner og de andre bastioner rundt Holmen udgjorde det et stærkt forsvar. Fra Sixtus var der udsigt over Reden og store dele af Sundet. Først omkring 1800 blev der påbegyndt bygning af et fremskudt søfort – Trekroner, der imidlertid ikke var klar til slaget i 1801.
Fra Sixtus kunne man den 2. april 1801 følge slaget på Reden. Man kunne ikke deltage i beskydningen, men man kunne sende friske folk ud til erstatning for døde og sårede. Og det var der hårdt brug for. Efter fire timers blodig kamp kom der en våbenhvile. Men da havde omkring 1.600 danske og norske søfolk mistet livet eller var blevet såret.
De gamle kanoner på volden er fra 1824. Efter en oprifling i 1861 kom de ombord på fregatten NIELS JUEL og var med i kampen ved Helgoland i 1864.
På bastionen står Rigets Flag, der har en særlig betydning. Flaget hejses hver morgen ved solopgang og nedhales ved solnedgang. Det er på hel året rundt undtaget på Langfredag eller ved Regentens død. Derudover kan Regenten bestemme, at flaget skal sættes på halv ved ganske særlige begivenheder. Kong Christian X bestemte f.eks., at Rigets Flag skulle på halv, da besættelsesmagten i 1941 tvang Danmark til at udlevere seks torpedobåde. Da den første torpedobåd passerede udsejlingen fra Nyholm, gik flaget på halv. I 1996, da kisterne med forsvarschefen og de 8 andre omkomne fra flyulykken på Færøerne kom ind til Nyholm, havde H.M. Dronning Margrethe bestemt, at Rigets Flag skulle på halv. Og senest da Prins Henrik døde, gik flaget også på halv.
Men Rigets Flag har også en diplomatisk betydning. Når fremmede statsoverhoveder ankommer til København af søvejen, saluteres for Rigets Flag, og salutten besvares fra Batteriet Sixtus. Her skydes 21 skud med fem sekunders mellemrum. Er det ikke et statsoverhoved, saluteres med færre skud efter en nøje aftale. For den danske regent skydes salut på 27 skud. Når regenten stiger om bord på Kongeskibet i maj måned som optakt til årets togter, skydes 27 skud, når regenten stiger om bord på den kongelige chalup ved Toldboden og Kongeflaget sættes. Når regenten lidt senere stiger om bord på Kongeskibet, og kongeflaget nedhales på chaluppen og sættes på Dannebrog, skydes der igen en salut på 27 skud.
Men salutten er også en del af dansk sørgehøjtidelighed. Ved dødsfald i Kongehuset skydes sørgesalut klokken 12 fra Batteriet Sixtus – og nu tre gange (81 skud) og med 30 sekunder mellem hver skud.
Mindre kan dog også gøre det. Ved hejsning af Rigets Flag skydes et avertissementsskud – dog skydes der aldrig før klokken otte. Det samme sker ved flagets nedhaling, når solen går ned.