Dansk skib på redningsaktion i Middelhavet: Fra lettelse til panik på ni sekunder

Tekst og foto: Rebekka Søndergaard Gimm / Forsvaret

 

Artiklen er fra Forsvarets medarbejdermagasin Honnør #11, december 2025. Se hele magasinet her.

 

Klokken er 13.57, da besætningen på det danske patruljeskib Vikar står midt i en potentiel katastrofe. En hjemmebygget båd fyldt med migranter er pludselig kæntret, og 56 personer ligger nu i vandet og kæmper for at overleve. Med hjemmelavede redningsveste i form af oppustede bildækslanger klamrer de sig til siden af Vikar. Mødre kæmper for at holde deres spædbørn oven vande. Besætningen må arbejde, så hurtigt de kan, hvis alle skal i sikkerhed.

 

Patruljeskibene Vikar og Stella Polaris har siden sommeren 2024 været indsat i farvandet ud for Lampedusa i det sydlige Italien. Som en del af opgaven bidrager de udsendte soldater fra Søværnet sammen med dansk politi til at sikre de ydre grænser i EU. Det indebærer blandt andet at yde støtte til grænsekontrol, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og endda søredning, hvis behovet opstår. Tusindvis af mennesker forsøger at komme ind i Europa, og flere af dem sejler i både, som ikke er bygget til at klare turen over det åbne hav. Her kan der opstå situationer, hvor de danske patruljeskibe og deres besætninger må træde til.

 

Den første tanke, der rammer mig, når jeg tænker tilbage på den dag, er en kæmpe stolthed.

Christian, fartøjsfører

 

Nødsignalet lyder

Christian er fartøjsfører på patruljeskibet Vikar. Han er på vej ned ad de tre trin fra broen, hvor skibets navigatør styrer skibet, da Christian bliver kaldt tilbage på grund af en melding på radioen.

 

“Mayday relay – Mayday relay – Mayday relay. Overcrowded boat, unseaworthy”.

 

Der er ingen tvivl om alvoren. Nødsignalet mayday relay bruges kun, hvis der er tale om nødstilfælde. I denne situation har den omtalte båd for mange mennesker om bord. Unseaworthy betyder, at den højst sandsynligt er ustabil. I hvert fald har den svært ved at klare sig selv på åbent hav.

 

Christian beder sin navigatør om at sætte positionen ud i søkortet og beregne, hvor langt væk fartøjet er, og hvor hurtigt Vikar kan nå frem. Selv om den beregnede afstand er to timer væk og ligger uden for deres operationsområde, vælger Christian, at de alligevel sætter kursen mod det nødstedte skib. Der er mennesker i livsfare. På vej derhen skal Vikar have indhentet tilladelse til at forlade patruljeområdet.

 

Bådene, som migranterne sejler i, kan være primitive. Det samme er deres improviserede redningsveste, som ofte er oppustede bildæk. Båden på billedet er ikke fra den beskrevne hændelse. Foto: Søværnet

Forberedt på opgaven

Det er ikke unormalt for Søværnets udsendte i Frontex at modtage nødsignaler. Det atypiske ved denne hændelse er, at de er de første, der kan nå frem til den nødstedte båd. Besætningen er forberedt på ethvert scenarie.  

 

”Som udgangspunkt er det et scenarie, vi har forberedt os på rent mentalt. Der er rigtig mange mennesker, der prøver at komme ind i Europa på denne måde. Det er altså ikke unormalt, at man kan risikere at komme ud til nogen, der virkelig ikke har det godt,” siger fartøjsfører Christian.

 

Med to timers sejlads ud til den nødstedte båd har besætningen god tid til at udføre en vigtig disciplin, der kaldes table topping. Den indebærer, at besætningen lægger planer ud fra både det mest sandsynlige scenarie og det værst tænkelige. På den måde sikrer de sig, at alle er indforstået med, hvordan de skal løse den opgave, der venter dem. Denne dag er forberedelserne altafgørende, da der opstår udfordringer undervejs.

 

Da rælingen knækker undervejs, udfordres redningen af migranterne. Foto: Søværnet

Skab kontakt, fasthold ro

Christian får på Vikars FLIR, skibets termiske kamera, øje på båden med migranter. Han ser med det samme, at den er fyldt med mennesker, og at den på ingen måde er bygget til åbent hav.

 

”Det er en metalbåd, som de formentlig selv har bygget. Den er konstrueret af metalplader meget lig det, man vil finde på en byggeplads som stabilisering af maskiner for at undgå, at de synker ned i mudderet. Det har de så svejset sammen til en hjemmebygget bådkonstruktion og fuget den i bunden, så der ikke kommer vand ind,” fortæller Christian.

 

Vikar sejler så tæt på, som det er muligt for at kunne tale med migranterne om bord uden megafon. På den måde kan migranterne aflæse den danske besætnings mimik og kropssprog, så der forbliver ro i den hjemmebyggede båd. Den vigtigste opgave på dette tidspunkt er at sikre, at der ikke opstår tumult, da det ofte fører til panik. Migranterne i båden sender store smil og thumbs up til besætningen. Hjælpen er kommet frem, og de er reddet. Men Christian opdager noget, som kan udfordre situationen.

 

”Jeg får ret hurtigt øje på, at der på den side af båden, som er væk fra vores skib, begynder at skvulpe vand ind. Det er kritisk. Jo mere vand, der kommer ind i den, desto dårligere opdrift har den, og jo værre et scenarie er vi på vej ud i,” siger Christian.

 

Han hvisker til Vikars politibetjent, som har kontakten til båden, at han skal sørge for at speede processen op. Normalt forhaster besætningen ikke fasen med at få skabt dialog med båden og skabe ro. Men i det her tilfælde har de ikke den luksus at kunne tage sig god tid. De øvrige besætningsmedlemmer, som skal hjælpe med at tage folk om bord og sætte båden fast på siden af skibet, får den samme instruks. Alle skal være klar og effektive, for denne type båd er notorisk kendt for, at når de synker, så synker de hurtigt.

 

Mens politibetjenten forsøger at holde migranterne i ro, kaster besætningen reb ud, som de bruger til at trække båden ned på siden af Vikar. Men netop som de begynder at føre den op langs siden, tager båden vand ind.

 

De går fra at folde hænderne og kigge taknemmeligt mod himlen til, at de går fuldstændig i panik.

Christian, fartøjsfører

 

Alt går galt

”Det skal gå rigtig hurtigt nu! Vi skal bare have dem op.”

 

Christian råber til sine folk, at de skal surre båden fast med det samme, selv om det ikke er det optimale sted. De vikler de hvide reb om rælingen, men når ikke at blive færdige, før havet vælter ind over metalbådens side.

 

”Lad gå! Lad den gå!”, råber Christian, da han ser metalbåden forsvinde i vandet og hænderne, der panisk griber efter rælingen på Vikar.

 

Migranternes smil erstattes af vilde blikke, da de bliver gennemblødt af det kolde havvand. Skibet krænger voldsomt under vægten af de rædselsslagne mennesker, som klamrer sig til alt, de kan nå. Hænder holder viljestærkt fast i det nederste af rælingen, mens ansigter forsvinder under kroppe, der kravler over hinanden i kampen for overlevelse.

 

”Det er meget tydeligt, det skift, der sker. De går fra at folde hænderne og kigge taknemmeligt mod himlen til, at de går fuldstændig i panik. På ni sekunder går de fra at være glade og smile til at kravle hen over hinanden for at komme først hen til vores båd,” fortæller Christian.

 

De handlekraftige soldater og betjente går med det samme i gang med at trække migranterne om bord. De oppustede bilslanger og de redningskranse, som besætningen har smidt ud, er det eneste, der hjælper de nødstedte med at holde sig oven vande. I en kort periode kan besætningen ikke trække nogen op, fordi alle i vandet prøver at redde sig selv. I takt med at nogle uhæmmet kravler over de nederste personer, formår besætningen at få nogle op over rælingen. En kvinde prøver at holde sig væk fra båden i frygt for at blive fanget inde under den. I sine arme har hun et lille spædbarn. Politibetjenten får øje på de to og griber ned og trækker barnet ud af armene på moren.

 

De mange kroppe, der kæmper for at komme i sikkerhed, presser skibet til sit yderste. Pludselig knækker rælingen på Vikar og fanger omkring 15 af de nødramte mennesker mellem rælingens tremmer og vandoverfladen. En af dem er en kvinde, der som det eneste har en oppustet bilslange, der kan holde hende over vandet. Den samme improviserede badering, som skal holde hende flydende, holder hende nu fanget under rælingens tremmer, og hendes øjne fyldes af panik, mens vandet skvulper ind over hendes ansigt.

 

Selv om Christian og besætningen i begyndelsen har svært ved at overskue, hvor mange personer der er i fare, og situationen kun eskalerer yderligere, da Vikars ræling knækker, formår de alligevel at få trukket alle 56 mennesker i sikkerhed på skibet. Den sidste person, de bjærger om bord, er en kvinde, som er gravid i femte måned.

 

”Hun har helt tydeligt givet op. Hun er drevet væk fra det kaos, der har været langs båden. Hun har noget, der kan flyde, under knæhaserne, og så det her bildæk under armene som en badering. Hun ligger bare med armene slapt hængende ud til siden og kigger helt tomt op mod himlen. Vi bliver nødt til to gange at kaste en redningskrans med en snor på ud til hende, og de andre råber til hende, før hun opdager, at hun er ved at blive reddet. Hun havde bare givet op,” fortæller Christian.

 

Den sidste person, der kommer ombord, er en gravid kvinde, som var drevet væk fra skibet under hændelsen. Foto: Søværnet

Stolt over opgaven

På vej mod Lampedusa møder patruljeskibet den italienske kystvagt, der har en læge om bord. Lægen tilser den gravide kvinde. Da hun ikke er i kritisk tilstand, sejler Vikar videre mod land, hvor de overdrager migranterne til beredskabet, som står klar ved kajen.

 

Besætningen samles til en defusion, en grundig debriefing, hvor de får talt dagens begivenheder igennem. Det har været en mere end almindelig voldsom dag på kontoret, og det er vigtigt at få den bearbejdet. Selv om hændelsen er forbundet med voldsomme billeder på nethinden, kigger Christian tilbage på opgaven med stolthed.

 

”Den første tanke, der rammer mig, når jeg tænker tilbage på den dag, er en kæmpe stolthed. Jeg er pavestolt for at være helt ærlig. De mennesker, der var med den dag, og som hjalp mig med at tage hånd om det, er helte. De udviste enorm handlekraft og professionalisme og en kæmpe omsorg i fasen efter, at folk var om bord. Både over for hinanden, men også for de folk, vi havde taget om bord.”

 

Efter at have afspadseret i Danmark vendte Christian tilbage til Lampedusa på endnu en udsendelse. Hændelsen tilbage i november har givet ham fornyet energi til at fortsætte sin opgave i det sydlige Italien. Han har set, hvordan hans arbejde konkret gør en forskel for mennesker. Et arbejde, han ikke er klar til at slippe endnu.