Interview: ”Sirius har givet mig en tro på, at jeg kan klare alt, hvad jeg kaster mig ud i”

Tekst: Martin Finnedal / Forsvaret

Artiklen er fra Forsvarets medarbejdermagasin Honnør #11, december 2025. Se hele magasinet her.

Det er sidst på sommeren, da Honnør i anledning af 75-året for Slædepatruljen Sirius taler med Rasmus Gregersen første gang. Den tidligere patruljefører og nuværende formand for Siriusforeningen er på det tidspunkt midt i sin ferie, som han bruger på at sejle i det sydfynske øhav med sin hustru og sine to børn.

Sejladsen er en hobby, han så småt havde samlet op, før han tog af sted til Grønland for snart 25 år siden. Da han kom hjem, trak oplevelserne til havs kun endnu mere i ham.

”Slæderejser og sejlads har i hvert fald det til fælles, at der er noget grundlæggende viden, som man skal have styr på. Der er helt sikkert også nogle ligheder i forhold til at være i en situation, hvor man ikke er i kontrol og så klare sig i det. Der er faktisk mange fupper (slang for patruljeførere, red.), som vender hjem og bliver interesseret i sejlads,” siger Rasmus Gregersen.

At have styr på sine ting og sig selv er helt grundlæggende for at blive optaget til Slædepatruljen Sirius. Det er egenskaber, der kun bliver skærpet af de udfordringer, man bliver man mødt af som patruljefører.

For Rasmus Gregersen var de to år fra 2001-2003 livsforandrende.

”Det var helt fantastisk. Det var superhårdt og vildt udfordrende. Og jeg overlevede uden ar på krop og sjæl og med yderligere venskaber i bagagen. Jeg har selvfølgelig haft fantastiske naturoplevelser, som er meget, meget få mennesker forundt. Og så er det særlige, man får med hjem, nemlig at have overlevet situationer, som man dør af, hvis man ikke tænker sig om. Det bygger et menneske op. Sirius har givet mig en tro på, at jeg kan klare alt, hvad jeg kaster mig ud i,” siger han.

Ud over troen på egne evner har han taget ét vigtigt spørgsmål med hjem. Et spørgsmål han stiller som det første, ligegyldigt hvad han giver sig i kast med: Hvad er vigtigst lige nu?

”Hvis du ryger gennem isen, er det vigtigste først at få dine ski af, så du kan komme op gennem hullet igen. Alt efter vejr og temperatur står du derefter over for nogle vigtige valg, der handler om rækkefølge. Hvis der er hård frost, og dit tøj er vådt fra turen gennem isen, er det vigtigste for eksempel ikke at sætte sig ned og tage en kop kakao og snakke situationen igennem. Det kan du gøre, når du er tør eller i ly,” siger Rasmus Gregersen.

Hvis man har syltet en person i 20 år, kan vedkommende måske godt tage det personligt. Sådan er det ikke i Siriusforeningen.

Rasmus Gregersen. Formand for Siriusforeningen

Skær ind til benet

Altid at gøre det vigtigste først kan man ifølge Rasmus Gregersen overføre til alle situationer. Både i arbejdslivet og det hjemlige liv. Hvad enten man skal lægge tøj sammen eller bygge en terrasse.

”Vi kan alle sammen fylde vores liv med overspringshandlinger eller i hvert fald ting, vi synes, vi burde gøre. Når man har samlet en lang nok liste, er det let at blive forvirret. Så må man skære ind til benet og spørge sig selv: Hvad er det allerførste, jeg skal gøre,” siger han og fortsætter:

”Har man alle mulige valg, som man har svært ved at overskue, kan det føre til stress eller i hvert fald mangel på handling og decideret passivitet. Jeg tvinger mig selv til at prioritere min brug af min tid. Den tilgang har jeg brugt i Grønland, og den bruger jeg herhjemme.”

Selvdisciplin var en vigtig del af hans liv, allerede inden han som 26-årig begyndte sin toårige tjeneste som patruljefører. I sin tidligere ungdom lærte han som avisbud, at med det til tider ubehagelige i form af hårdt slæb og dårligt vejr kom belønningen i form af løn sidst på måneden. Erfaring fra to udsendelser som soldat i Bosnien lagde yderligere på i forhold til selvdisciplin, og i 2001 stod Rasmus Gregersen i Nordøstgrønland, hvor han lærte at balancere selvtillid og ydmyghed.

Den balance er en del af udvælgelsesprocessen. Har man trods alt ikke perfektioneret den, skal man lære det meget hurtigt i sit nye liv som patruljefører i Slædepatruljen Sirius. Man kommer nemlig til Grønland som yngstemand, der står i lære hos ældstemanden, der på det tidspunkt selv har været igennem et år som patruljefører.

”Du har en makker, der skal prøve at lære dig at overleve et sted, hvor du kan risikere at dø. Man skal kunne være i et hierarki og affinde sig med, at man ikke er chef for det hele. Kan man ikke det, så kan man ikke være i Sirius,” siger Rasmus Gregersen.

Slædepatruljen Sirius fejrer i 2025 75-års jubilæum. Foto: Slædepatruljen Sirius

Dedikeret til makkeren, slæden og hundene

Som patruljefører skal man dedikere sig 100 procent til makkerskabet, slæden og hundene. Man skal være afklaret med, at relationer i Danmark er svære at vedligeholde.  Rasmus Gregersen kender til eksempler på folk, der har klaret sig igennem udvælgelsesprocessen og har gjort sig fortjent til at bære Sirius-mærket, men som alligevel er endt med at give op eller ligefrem blive sendt hjem.

”Hvis du bruger din tid og dine kræfter på at være alle mulige andre steder, så lykkes du ikke i Sirius. Du lykkes ikke med opgaven i Sirius, og du lykkes helt sikkert heller ikke med de ting, der optager dig derhjemme, for du er alligevel for langt væk til at holde snor i dem. Hvis man ikke træder ind i relationerne til makkeren, når man er på slædepatrulje, og de andre fupper, når man er i Daneborg, så kan Nordøstgrønland blive et meget ensomt sted. Sirius kan være et fantastisk sted, og det har det været for mig. Men hvis man isolerer sig, bliver det meget ensomt. Jeg kender til folk, der har brugt flere hundredetusind kroner på den dyre satellittelefonforbindelse hjem for at snakke med pårørende eller en kæreste, de ikke måtte have,” siger han.

Det, der ifølge Rasmus Gregersen kendetegner en god patruljefører, er evnen til at udføre opgaven på trods. For selv om Grønland er et smukt sted, skinner solen ikke hver dag.

”Du er også nødt til at stå op til de dage, hvor det hele er gråt, og det er slud, og det blæser 20 meter i sekundet, og hvor alt dit tøj er vådt, og din makker er træls, og hvor hundene overhovedet ikke gør, som du beder dem om. Og der er altid noget at vedligeholde eller reparere. Hvis din pistol er rustet sammen, når du møder en isbjørn, så er du færdig,” konstaterer Rasmus Gregersen.

75-årsdagen for oprettelsen af Slædepatruljen Sirius blev fejret ved en ceremoni på Flyvestation Aalborg. Rasmus Gregersen (i civil) deltog sammen med blandtandre Hans Majestæt Kongen og chefen for Specialoperationskommandoen, generalmajor Poul Ebstrup. Foto: Theis Nielsen / Forsvaret.

Bagsiden af medaljen

Hvor positivt ladet et ord som pligtopfyldenhed end måtte være, har medaljen en bagside. Det har Rasmus Gregersen oplevet i sin tid som formand for Siriusforeningen.

”Man kommer jo ikke til Sirius, hvis man giver op på opgaver. Man har viljen til at tage ansvar for ultimativt andre menneskers liv. Man skal også være mere end almindeligt praktisk begavet for at kunne løse de mange forskellige opgaver, du møder i et miljø, der vil slå dig ihjel. Det gode og det til tider også problematiske er, at du jo tager de egenskaber med hjem til et mere eller mindre almindeligt arbejdsliv. Mange ender i de skøreste jobs, hvor de sagtens vil kunne lægge mange timer. Når man er en pligtopfyldende type, så lægger man de timer, man selv synes er nødvendige for at have succes og klare jobbet godt. Nogle opdager, at pludselig er der gået 20 år efter Sirius, og de har glemt at pleje deres venskaber. Så viser Siriusforeningen sin værdi,” siger Rasmus Gregersen.

Siriusforeningen tæller omkring 250 medlemmer. Nogle er næsten lige kommet hjem fra Grønland, og andre er pensionister. Det vigtigste er ifølge Rasmus Gregersen, at man har ligesindede at dele sin historie med. De personer kan være svære at finde i dagligdagen.

”Når man kommer hjem fra sådan en udsendelse, så er der ikke rigtig nogen herhjemme, der forstår, hvad det er, man har været igennem. Det kan betyde, at man står lidt alene med alle sine følelser. Så at have en forening, hvor man kan mødes og fortælle røverhistorier uden at skulle igennem hele forhistorien, er vigtigere, end mange tror.”

Han beskriver foreningen som mødet med en god gammel ven. Selv om man ikke har set hinanden i årevis, er relationen uforandret. Man begynder, hvor man slap.

”Hvis man har syltet en person i 20 år, kan vedkommende måske godt tage det personligt. Sådan er det ikke i Siriusforeningen. I en tid, hvor det er blevet mere okay at tale om ensomhed, er det faktisk ret vigtigt at have sådan et sted, man kan tage hen uden at føle, at man skylder noget, og hvor man bliver modtaget, som om man aldrig har været væk,” siger Rasmus Gregersen.

At være formand for Siriusforeningen er blevet en så integreret del af ham, at han i første samtale med Honnør har glemt præcis, hvornår han påtog sig hvervet. Det viser sig, da han får slået det op, at være 12 år siden.

Rasmus Gregersens oprindelige begrundelse for at træde ind i foreningen – først som bestyrelsesmedlem og senere som formand – var at være med til at skabe et meningsfuldt fællesskab for Sirius-folk. Det, synes han, er lykkedes.

”Jeg lægger selvfølgelig mange timer i det, men det er jo også skidesjovt. Det er en flok gode mennesker. Så det har aldrig været en svær beslutning. Og når jeg en dag er væk fra posten, ved jeg, at der kommer en anden, som har lyst til at lægge lige så meget energi i det.”