Slædehunde i fly på vej over indlandsisen

De 15 slædehunde købt i Ilulissat blev stuvet sammen i et Twin Otter-fly og fløjet over 1.000 kilometer på tværs af Grønlands indlandsis til deres nye tilværelse som en del af Slædepatruljen Sirius i Nordøstgrønland. Foto: Slædepatruljen Sirius

Tekst: Steffen Fog / Forsvaret

 

Artiklen er fra Forsvarets medarbejdermagasin Honnør #11, december 2025. Se hele magasinet her.

 

15 grønlandske slædehunde fik en grønlandsk sommerdag i år en oplevelse ud over det sædvanlige. De fik nemlig en fem timer lang flyvetur op over indlandsisens top fra Ilulissat, hvor de er købt, til Slædepatruljen Sirius’ hovedkvarter Daneborg på Grønlands østkyst. I alt over 1.000 kilometer.

 

Der er lagt mange kræfter og meget omtanke i købet af de 15 hunde. Det fortæller sergenten Jensen, der er leder af Slædepatruljen Sirius’ forskole og samtidig en del af det team, som var på Grønlands vestkyst for at købe nye slædehunde.

 

”Når man stuver 15 store grønlandske slædehunde sammen i et lille fly på deres livs første flyvetur, er det vigtigt at sikre sig, at de ikke begynder at slås, mens flyet er i luften. Det kan true flysikkerheden. Heldigvis løste det sig selv, fordi vi undervejs måtte flyve meget højt. Det betød, at alle hunde faldt i søvn på grund af det lave indhold af ilt i luften i de højder. Så var der ro,” konstaterer Jensen.

 

Når teamet valgte at flyve til Ilulissat for at foretage deres køb, er det, fordi der her i Grønlands tredjestørste by er flere tusinde grønlandske slædehunde samlet på ét sted. Det giver det største udvalg og den bedste mulighed for at få genetisk variation og for at købe hunde, som ikke er i familie.

 

”Vi købte 15 slædehunde fra 14 forskellige ejere for at sikre den størst mulige genetiske variation,” forklarer Jensen.

 

De nye hunde er allerede en velintegreret del af Slædepatruljen Sirius og har nok allerede glemt deres tidligere liv i Ilulissat.

Sergent Jensen,  leder af Slædepatruljen Sirius’ forskole

 

Systematisk avl

Slædepatruljen Sirius har som hovedregel altid i omegnen af 100 slædehunde. Sirius kører et avanceret avlsprogram, hvor der er godt styr på stamtavlerne. Dermed kan man sikre sig mod indavl. Man parrer bevidst hanner og tæver, som har de foretrukne egenskaber.

 

Takket være systematikken og overblikket kunne patruljen konstatere, at det i år var tid til, at beholdningen af hunde blev suppleret af nyt blod – eller rettere af nye gener. Sidst man købte en større portion hunde var i 2013, mens en mindre portion kom til i 2019. Slædepatruljen Sirius har tidligere købt hunde i Ittoqqortoormiit og Qaanaaq. I år valgte man at tage på indkøb i Ilulissat.

 

”Hvis vi blev ved med at avle på de samme hunde, kunne vi risikere indavl. Vi har takket være systematisk kortlægning og et it-system nøje overblik over, hvor nært vores hunde er beslægtet. Derfor kunne vi i god tid erkende, at vi nu var nået et punkt, hvor det var tid til at skaffe nye gener. Så det var ikke, fordi vores hvalpe begyndte at vise tegn på indavl. Det var vores kortlægning af avlen, der fortalte os, at det var tid,” siger Jensen.

 

Bid er no go

Inden hvert køb blev hundens hjerte, tænder, bid og øvrig sundhedstilstand tjekket af en dyrlæge fra Forsvarets Sanitetskommando.

 

”For eksempel tjekker vi, at hundens pels hverken er for tynd eller for lang. Er den tynd, kommer hunden til at fryse. Er den for lang, kommer is til at sætte sig fast. Vi tjekker også, at deres hud på næsen og omkring for eksempel øjnene ikke er for lys. For så bliver de alt for nemt solbrændte på slæderejserne,” forklarer Jensen.

 

Nok så vigtigt er hundenes sind. Ifølge sergenten kan Sirius kun bruge hunde, der er glade for mennesker og i det hele taget omgængelige.

 

”Vi skal – uden at de bider eller snapper – kunne stikke hånden ind i munden på dem for at tjekke deres tænder, vi skal kunne tage mad fra dem, trykke hårdt på dem for at tjekke for skader, hjælpe dem ud af skaglerne, hvis de er blevet viklet ind, eller ligefrem lægge dem ned og operere på dem, hvis de er såret. Vi skal kunne stole på, at det sidste, de kunne finde på, er at vise aggression over for os mennesker. En slædehund, der snapper, er totalt no go hos os,” slår Jensen fast og fortsætter:

 

”Samtidig skal det være hunde, som ikke er for store ballademagere. De må ikke slås for meget. Nogle gange skal der en slåskamp til for at holde styr på hierarkiet, men slåskampe koster energi og kan give skader, så dem vil vi ikke have for mange af.”

 

Nyt liv nordpå

De nyindkøbte hunde er mellem et og tre år gamle. Det er der vigtige grunde til.

 

”Vi skulle have hunde, som vi kan nå at avle på, inden de bliver for gamle. En hund i Slædepatruljen Sirius bliver pensioneret omkring syvårsalderen. Så har den trukket en slæde flere tusinde kilometer og er fysisk slidt ned.”

 

Alle 15 indkøbte hunde – 10 tæver og fem hanner – er allerede integreret i patruljens øvrige slædespand, fortæller han.

 

”Det er gået rigtig godt. Heldigvis er unge hunde nemme at integrere i eksisterende hundespand, for de underlægger sig straks det eksisterende hierarki. De kommer som ung og ene hund ind i et eksisterende spand. Så lægger de sig ned og underlægger sig den eksisterende orden. Så de nye hunde er allerede en velintegreret del af Slædepatruljen Sirius og har nok allerede glemt deres tidligere liv i Ilulissat.”