Mastekranen blev færdig i 1749 efter lange og drøje ”kampe” mellem arkitekten og Admiralitetet. Mangel på penge og mangel på tømmer i de rette dimensioner blev stridspunktet. Philip de Lange fandt en teknisk løsning, der krævede et minimalt forbrug af tømmer. Konstruktionen var spinkel, men havde på grund af genial sammenføjningsmetode samme styrke som det krævede.

Murværket var blot en skal, der skulle beskytte det kostbare træ mod vind og vejr. Endvidere skulle der anvendes tjæret tovværk til at holde tømmerkonstruktionen sammen i stedet for jernbolte. Det gav en mere smidig konstruktion, ligesom det forhindrede, at tømmeret blev nedbrudt. Af samme årsag blev alle bjælker i træværkets øvre dele bundet sammen med tovværk.

Takket være dette noget enestående princip undgik man gennemboringer i forbindelse med samlinger, i hvilke sne og vand kunne samles og forårsage råd og svamp. Og ikke mindst derfor kan vi i dag glæde os over kranen.

Med mastekranen havde Flåden fået et moderne teknisk hjælpemiddel, der både kunne håndtere de enorme undermaster, bovspryd og andre svært håndterlige og tunge genstande. Kranen kunne løfte op til ca. 20 tons. Men faktisk var det ikke kranen, men de matroser og arbejdsfolk, der drejede de seks gangspil opstillet på kajen på hver side af kranen, og som gennem blokke bevægede krantovet og hævede de tunge undermaster.

Kranen stod under kommando af en skipper, der havde det daglige ansvar for betjening og besætningen. Indvendig fører en trappe fra porten op til taget, hvor der er en hel enestående udsigt over Holmen og Københavns havnefront. Midtvejs oppe er opført en lille altan med rækværk i smedejern. Her stod skipperen og dirigerede hele dagens operation. På kranens indvendige etager blev der indrettet værksteder og magasiner for forskelligt løfte- og brandgods. Den var en komplet arbejdsplads.

På facaden ud mod Flådens Leje har mastekranen et fornemt sandstensornament med Frederik V kronede monogram, men er ellers i sit ydre prunkløs. Det var ikke hvad Philip de Lange ønskede sig. Han havde i sit forslag haft en rokokolignende dekoration. Det var for meget for Admiralitetet. Mastekranen var en maskine, hvor det funktionelle var afgørende. Arkitekten gav dog ikke helt op. Vinduerne på begge sider bliver gradvis mindre og mindre, hvilket giver indtryk af en større højde end de 36 meter.

Med overgang fra sejl til maskine i den sidste halvdel af 1800-tallet mistede mastekranen sin betydning, og er i dag i stedet et symbol på fortidens tømrerfærdigheder samt et flot vartegn og et spændende sted at besøge.