[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Seksdageskrigen, Suezkrisen og Bar Lev-linjen er nogle af de associationer mange får, når de tænker på Sinai-halvøen. De færreste af disse associationer er forbundet med fred og fordragelighed. Ikke desto mindre er området i dag ret fredeligt, og der er bare fire militære observatører tilbage i ørkenen. Chefen for de fire er kommandørkaptajn Kim B. Meier, Chief Observer Group Egypt (OGE).

FN vellidt i Ægypten
Normalt hører man kun om Mellemøsten i forbindelse med krig og terror, men sådan er virkeligheden i Ægypten heldigvis langtfra. 

- Den ægyptiske befolkning er utroligt venlig. Her er ingen fjendtligheder eller trusler mod FN, som generelt er vellidt i denne del af Mellemøsten. Vi kan gå til fods inde i byen om aftenen uden at blive overfaldet. Der er selvfølgelig en teoretisk risiko for terrorangreb i denne del af verden, men så man skal virkelig være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Så det er ikke noget, jeg tænker på normalt, siger Kim B. Meier.


Kim B. Meier foran Ægyptens pyramider.

Trafikken en alvorlig trussel
Den største trussel mod OGE kommer helt andre steder fra: Trafikken. Lastbiler der kører med slukkede lygter om natten i den modsatte vejbane, æselkærrer i nødsporet og fodgængere, der uden at se sig for, rask væk krydser motorvejene. Det er nogle af de ting, man kan komme ud for i Kairos myldrende trafik, hvor 6000 mennesker årligt omkommer. Trafikdrab er den næsthyppigste dødsårsag i pyramidelandet, og den ubetinget største trussel mod FN’s medarbejdere.   

- Trafikken i Kairo er det værste, man kan opleve overhovedet. Der er kun en regel, og det er, at der ingen regler er. Den forreste bil bestemmer, og hvis han beslutter sig for at skifte fem kørebaner på motorvejen, så gør han det uden videre. Det kan godt være, at man kan køre bil i Danmark, men det betyder ikke, at man kan køre i bil i Ægypten, fortæller Kim B. Meier.
Af samme grund kræves ekstra førstehjælpstræning og særdeles gode køreevner af de ansatte ved OGE. Flere er blevet afvist på missionen, fordi deres årvågenhed og bilkørsel simpelthen ikke var god nok.

Andre opgaver end fredskabelse
Freden hersker i Ægypten. Landet sluttede allerede i 1979 fred med Israel. Derfor kunne man fristes til at spørge, hvorfor der så stadigvæk sidder militære observatører i landet.

Selvom den sidste ”rigtige” FN-observationspost blev lukket i 1996, og antallet af militære observatører er droslet ned fra 84 til fire, er der stadig over 4000 civile FN-medarbejdere i Ægypten, som arbejder for f.eks. UN Food Programme. OGE er de eneste FN-medarbejdere, der bærer FN’s karakteristiske uniformer.

- De mange tusinde FN-medarbejdere optræder i civil. Derfor er det nødvendigt, at nogle viser FN’s hvide køretøjer og blå baretter. Det har stor symbolværdi, at være synlig og vise at vi er i området. Derfor kører vi meget i de befolkede områder. Vi gør også meget ud af at besøge de mange turistområder, fortæller Kim B. Meier.

Desuden har Ægypten et stort ønske om, at FN’s observatører ved deres synlighed i landet viser, at Ægypten er en del af FN’s mission ligesom Israel og de andre arabiske lande i regionen. Ved fortsat at være en del af FN’s mission sikrer Ægypten sig indflydelse, når FN forsøger at løse konflikterne i regionen. Her er Ægypten en af de store medspillere, og landet spiller en meget aktiv i at få løst regionens gordiske knude, Palæstina-konflikten.


Kim B. Meier viser FN's farver i Ægypten.

FN’s ældste mission
OGE er en del af UNTSO, United Nations Truce Supervision Organization. Det er den ældste i mission i FN-regi. UNTSO startede efter Israels oprettelse i 1948, og har endnu ikke har et sluttidspunkt. Hovedkvarteret, som Kim B. Meier er chef for, ligger i Byen Ismaelia ved Suezkanalens bred. UNTSO skal dække et 130.000 km2 stort område. Derfor tager de fire observatører ud på såkaldte Long Range Patrols i op til tre dage ad gangen, og Short Range Patrols som køres inden for en dag.
En anden vigtig opgave er, at opretholde den gode forbindelse mellem FN og de ægyptiske myndigheder.