De lytter efter vredens stemmer i Kosovo

Af Rasmus Voss

En novemberdag i Kosovo. Himmel og jord står i et. Regnen siler ned og oversvømmer et hus i Skenderaj kommune. Kommunen har ellers gravet et dræn ned, der skal forhindre oversvømmelsen. Men drænet er blevet blokeret af en landmand. Husejeren og landmanden kommer op og skændes og flere kommer til. Beskyldningerne fyger gennem luften og alle råber og skriger. Det danske LMT 5 bliver tilkaldt. De får lagt en dæmper på parterne, og de enes om, at kommunen må finde en løsning. Konflikten er blevet løst, og der er endnu engang ro i området. Takket være danskerne.

- Vores opgave er at føle pulsen på Kosovo, og det lyder jo lidt højtravende og ukonkret. Arbejdet består i at køre rundt og observere ændringer til normalbilledet blandt lokalbefolkningen, fortæller major Aage Karstensen, chef for LMT 5.

Freden er skrøbelig i Kosovo. I sommeren 2004 druknede tre albanske drenge i Ibarfloden nær den serbiske enklave Zubin Potok. Albanerne anklagede serberne for at have drevet drengene ud i floden. Og så var krudttønden Kosovo igen antændt med otte døde, over 600 sårede, mere end hundrede huse og seksten nedbrændte kirker til følge.  

KFORs øjne og ører
Den lille gruppe danskere har til opgave at spotte enhver ny gnist, der igen kan få situation til at eksplodere. Gruppen udgør to hold af KFORs Liaison Monitering Teams (LMT), som har til opgave at patruljere i Kosovo. LMT 4 i et område domineret af serbere og LMT 5 overvejende blandt albanere.   

- Vi skaffer information om folks behov for mad, vand, elektricitet og så videre. Det er nødvendig viden for os, da manglen på basale fornødenheder kan skabe utilfredshed i befolkningen. Det kan igen resultere i protester og ballade. Vi skal også identificere nye risikoområder. Det kunne eksempelvis være en forestående demonstration, fortæller major J.O.Rædkjærhus, chef for LMT 4.

LMT taler man med
De to danske LMT-hold bor til daglig sammen med den danske bataljon i Kosovo, men de er ikke en del af bataljonen. De er en selvstændig enhed, der hører direkte under KFOR. Aage Karstensen og hans hold opererer i den albansk dominerede kommune Skendaraj, og J.O. Rædkjærhus’ hold i den serbiske enklave Zubin Potok.

- I vores område er 95 procent albanere. Så vi holder øje med, at det serbiske mindretal bliver behandlet ordentligt, og at de kan bevæge sig sikkert. En række fremtrædende personer i lokalområdet er valgt til at være såkaldte spokesmen for lokalbefolkningen. Fordelen ved det er, at vi har legaliserede kontakter, fortæller Aage Karstensen.

- Vi kører ikke med hjelm og fragmentationsvest. Vi har en soft approach, for det skal være sådan, at befolkningen tænker: ”LMT– det er nogen, man kan gå over og snakke med”. Vi går rundt i de lokale byer og drikker kaffe med de lokale. Sådan indsamler vi blandt andet oplysninger, og vi har en utrolig god kontrakt med lokalbefolkningen.  Jeg tror ikke, at der kan ske noget kritisk, uden, at vi ved det, siger J.O. Rædkjærhus.