De udsendte i Basra (fortsat)

-
18. februar, 2007 - Kl. 09.00
[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

 
P.W. Frederiksen, 26 år, konstabel, Slagelse Kaserne. Spejdereskadronen.
- Jeg er multitrop og har rigtig mange forskellige opgaver. Mit primære ansvarsområde er signalmedierne, altså f.eks. vores radioer. Det er mig, der vedligeholder dem til hverdag og anvender dem, når vi er ude og køre. Hvis vi går langt væk fra bilen, er det også mig, der sørger for, at vi har en transportabel radio med. Derudover sidder jeg for det meste bagerst i bilen og sikrer bagud, når vi kører. Jeg er sikring for delingsføreren, når han forlader bilen, og hvis vi har tolk med, er det mit ansvar, at han har sikkerhedsudstyr og at sørge for, at han bliver hentet og bragt. Jeg skal også klargøre og ordne alt omkring kort, når vi skal på patrulje. Nogle gange skal der laves nye kort, fordi vi er nye steder, eller der er ændringer i meldinger og sådan noget, og så skal jeg sørge for at lave de nye kort. Dertil er jeg en slags stik-i-rend-dreng på en masse praktiske småting i hverdagen. Så jeg har nok at lave.
- Ind i mellem er det røvsygt at være her. Det, vi laver, er ikke så spændende, og så ville jeg egentlig hellere sidder derhjemme. Det er hårdt at savne kæresten, og det daglige arbejde med eskorte er efterhånden lidt trivielt. Men nogle gange er vi også med på spændende operationer. Man vil jo på den ene side gerne, at der sker noget, men på den anden side vil man alligevel ikke.
 
Michael Kondrup, 39 år, overkonstabel af 1. grad, Vordingborg Kaserne. NSE.
- Jeg kører i sikringseskorte. Jeg kører for gruppeføreren, er signalmand og sygehjælper. Vi kører hovedsageligt og sikrer forsyningskøretøjer til Kuwait og retur. Derudover går mine hverdage med at vedligeholde bilen og mine færdigheder som sygehjælper. Når man ikke bruger det så tit, er det meget godt at holde det ved lige. Så øver vi f.eks. at lægge drop og sådan noget.
- Jeg kan godt lide at være her. Mine forældre og min kone er ikke så glade for det, men det er vel helt normalt. Mine børn er slet ikke glade for det. De savner deres far. Da jeg var hjemme på leave og skulle af sted igen, ville min datter med far op at flyve. Så måtte jeg fortælle hende, at jeg skulle herned og arbejde. Det blev hun meget ked af. Det er jo hårdt, men nu er der ikke så lang tid tilbage. Jeg er dog glad for at være her og synes, at kammeratskabet og det at møde alle de mennesker og lære dem at kende er en god oplevelse. Jeg har både mødt gamle og nye venner.
 
Allan Achton Pfefferkorn Gabrielsen, 23 år, konstabel, Holstebro Kaserne. Værkstedet.
- Jeg er panserværnsmekaniker. Den sidste tid er det meste af min hverdag gået med, at vi har haft en masse to-års eftersyn. Så skiller vi bilerne ad. Vi piller motoren ud og skiller undervognen ad, vi skifter oliefilter og olie. Vi gør alt og sørger for, at køretøjet er top-tunet. Ellers består min hverdag at reparere køretøjerne, der kommer ind med større skader.
- Jeg synes, det er fedt at være hernede. Det er ikke det samme arbejde som derhjemme. Her møder jeg flere faglige udfordringer. På den negative side må jeg dog sige, at det er lidt mere besværligt ind i mellem. Vi kan pludselig stå og mangle en reservedel, fordi vi ikke har den på lager. Og så skal vi vente 3-6 uger på at få den herned. Ellers må vi find en alternativ løsning.
Og så savner jeg selvfølgelig dem derhjemme.
 
Ole K. Madsen, 30 år, seniorsergent, Fredericia Kaserne. Rebuilding Unit Denmark.
- Jeg laver genopbygningsprojekter her i Irak. Vi er fire teams i RUD. Jeg er i et af dem sammen med en kaptajn. Det, jeg laver, er at være en slags projektleder på genopbygningsprojekterne. Det har mange forskellige aspekter. Jeg vurderer de ansøgninger, der kommer ind fra de lokale byråd. Det, vi især fokuserer på, er uddannelse, sundhed og lokaladministration. Når der kommer en ansøgning til et projekt, kigger jeg ansøgningen igennem, og hvis den falder ind under vores område og lever op til vores kriterier om, at det skal hjælpe lokalbefolkningen, så laver jeg en projektbeskrivelse med budget og sender det til godkendelse hos obersten og rådgiveren fra udenrigsministeriet hernede. Hvis de godkender projektet, hyrer vi en lokal ingeniør til at lave licitationsmateriale. Derefter afholder vi licitationsrunde, regner de indkomne bud igennem og vurderer firmaerne. Så vælger vi en ”vinder” og laver en kontrakt. Når arbejdet er i gang, er det også mit job at inspicere projektet for, om f.eks. håndværket er i orden. Når det hele er fuldført, laver vi en officiel overdragelse af f.eks. bygningen til det lokale byråd.
- Jeg kan godt lide at være her, men sådan helt basalt kan jeg mærke, at det kedelige landskab gør, at mine øjne savner noget grønt at kigge på. Men det er spændende arbejde og helt klart den udsendelse jeg har haft, hvor jeg har haft størst kontakt til andre enheder, og jeg kan trække på deres erfaring i min hverdag. Det betyder, at jeg snakker med mange flere forskellige, og jeg føler mig mindre ”lukket inde”, end jeg tidligere har oplevet. Og så er jeg også meget glad for, at jeg i mit arbejde møder den civile befolkning, og de er jo næsten altid glade for at se dig. Det er første gang, jeg kan se, at jeg virkelig gør en forskel og er til gavn.
Læs flere portrætter