[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

10 brandfolk og fire crashtendere fra forsvaret – to fra flyvestation Skrydstrup og to fra Karup – er på plads i det afspærrede område i Kolding. En crashtender er en specialbygget brandbil, der er konstrueret til at kunne slukke de meget voldsomme brande, der kan opstå, når fly nødlander.
Crashtenderne er ikke indsat mod den brændende tankbil, men er i reserve i det tilfælde at tankbilen eksploderer, og sætter ild i nogle af de omkringliggende industribygninger.

Brandvæsenet og beredskabet bekæmper branden i tankbilen fra en ubemandet brandbil og beboerne i området er evakueret, da en eventuel eksplosion kan blive meget voldsom. Crashtenderne har to gange været inde og tanke den indsatte brandbil med diesel, så indsatsen hele tiden kan holdes i gang.

Helikopter over Kolding
I går klokken 15.20 modtog flyvevåbnet et opkald fra beredskabschefen i Kolding. Han anmodede om assistance fra flyvevåbnets crashtendere. Udover de fire crashtendere støttede flyvevåbnet indsatsen med en S-61 redningshelikopter, der fløj en politi- og en beredskabsmand op over det afspærrede område, for at de kunne få overblikket over situationen. Beredskabet har også bedt om at få en helikopter med FLIR-udstyr, der kan se, hvor varmen fra branden er stærkest. Ligesom under Seestkatastrofen i
november 2004 har politihjemmeværnet fra Kolding indsat et større antal frivillige, der bevogter fem indfaldsveje til det afspærrede område.

Lært af erfaringer
Indsatsleder oversergent Jørgen Agerup fra Flyvestation Skrydstrup var også med under Seest-katastrofen og han betegner indsatsen som meget velorganiseret:
– Organisationen har virkelig været på plads. Man kan mærke at Koldingberedskabet har lært noget af Seest. Det er også derfor, vi er blevet tilkaldt. Vi er blevet husket fra Seest. Det var den første tanke indsatslederen havde, om han kunne få crashtenderne fra flyvestationerne.
De ti mand, som kom til Kolding i går, er nu blevet afløst af nyt mandskab fra Karup og Skrydstrup.