[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

I går rejste et dokumentarprogram på TV2 tvivl om, hvorvidt Forsvaret tager tilstrækkeligt godt hånd om de ansatte, når psykiske problemer melder sig. En soldat tog livet af sig selv og sin søn i sommeren 2005. Da den pågældende soldat blev ansat, gjorde han ifølge dokumentaren opmærksom på, at han tumlede med psykiske problemer – alligevel blev han ansat og udsendt.

Generallæge Erik Darre er chef for Forsvarets Sundhedstjeneste. Dermed øverste ansvarlige for screeningen af soldaters fysiske og mentale helbred.

- Jeg kan ikke sige med hundrede procents sikkerhed, om der er sket en fejl. Det er en lang kæde, der går i gang, når soldater skal udsendes til internationale missioner, og der er mange involverede. Det kan godt være, at kæden er hoppet af i det aktuelle tilfælde, siger Erik Darre.

Han tilføjer, at det er en tragisk og ulykkelig hændelse, og understreger, at det er vigtigt at undersøge den kæde af led, som er med til at vurdere og ikke mindst støtte soldaterne.

- Inden en soldat sendes ud, kigger vi i dag på det hele menneske, det er altså både den fysiske og psykiske side af personen, der bliver vurderet, siger generallæge Erik Darre. Han siger samtidig, at Forsvaret også på dette område er i udvikling og optimerer den psykiske bistand til de ansatte.

Ros fra psykolog
Erik Darre henviser blandt andet til den store brevkampagne, som Forsvaret tidligere på året satte i gang. Alle soldater, der har været udsendt siden 1992, har fået et brev om det støttemuligheder, Forsvaret tilbyder.

Brevkampagnen høstede ros i det sidste nummer af fagbladet Psykolog Nyt, hvor Roal Ulrichsen, der er formand for Dansk Psykolog Forening, i sin leder bl.a. skrev:

"Det er meget tilfredsstillende, ikke mindst fordi der i og med dette brev markeres en forståelse for, at langtidseffekterne er en realitet, der skal tages alvorligt, og som man kan gøre noget ved."

Samtidig giver han udtryk for, at det er positivt at se udviklingen i Forsvaret:

"Myndighederne er ikke længere på automatpilot, og (…) det er meget opløftende at se, at også store, seje systemer kan rykke sig."

Klik ind på Forsvarskanalen, hvor du kan høre generallæge Erik Darre kommentere dokumentarprogrammet.

Læs mere om brevkampagnen

Læs mere om, hvordan Forsvaret støtter soldaterne før, under og efter en udsendelse.