[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Et havmiljøfly skal være enormt heldigt for at tage et skib, der udleder olie, på fersk gerning. Men i lørdags skete det. På en havmiljøflyvning fik kaptajn Michael Munkner og hans besætning øje på et skib, der var i færd med at lukke vegetabilsk olie ud.
- Vi har en radar under flyet, som kan spotte olie, men ind i mellem kan vi også se forureningen med det blotte øje ud af ruden på flyet, siger Michael Munkner.
I det her tilfælde kunne skibet dog fortsætte udledningen med ren samvittighed. Den skete udenfor 12-sømilegrænsen og var derfor ikke ulovlig. Men Michael Munkner er altid på udkig efter olieforurening til søs.
- Det er selvfølgelig meget spændende rent flyvemæssigt, når vi opdager oliesyndere, selv om det selvfølgelig ikke er godt for miljøet, siger Michael Munkner.
Foreløbig har havmiljøflyene observeret olieudledning fra syv skibe i 2007.

Potentielle oliesyndere
Alle olieobservationer, som havmiljøflyene foretager, bliver behandlet som potentielle forureninger og grundigt undersøgt.
- Vi efterforsker enhver olieobservation, som om den er foretaget af en oliesynder. Og så sender vi beviserne videre til Søværnets Operative Kommando, hvor der sidder nogle havmiljøspecialister, der så afgør, om sagen skal gå videre, siger Michael Munkner.
Det er Forsvaret, der har det samlede ansvar for bevisindsamlingen. Beviserne kan bl.a. være foto- og videooptagelser, positionsangivelser og vidneforklaringer.
- Vi må ikke klokke i det, når vi indsamler beviserne, siger Michael Munkner.
Det er nemlig det indsamlede bevismateriale, der danner grundlag for, at retlige tiltag kan iværksættes overfor oliesynderen.

Samarbejde mellem værn
Det danske havmiljø bliver overvåget fra luften 500 timer om året. Flyvertaktisk Kommando planlægger i samarbejde med Søværnets Operative Kommando flyvninger, der også bliver koordineret med miljømyndigheder i vores nabolande. Men også henvendelser fra f.eks. fritidssejlere bliver taget alvorligt og undersøgt.