I Congo slår bageren på metalfadet

- Congo ligger syd for Sahara både bogstaveligt talt og i overført betydning, fortæller Lone Træholt, oberstløjtnant i Flyvevåbnet. Det var et kulturelt chok af dimensioner at komme til FN-missionen i DDR Congo. Jeg har aldrig følt mig så fremmed, som da jeg kørte ind i hovedstaden Kinshasa. Det var et virvar af indtryk, og jeg kunne simpelthen ikke læse, det billede jeg så. Og indtil jeg fik det billede på plads, følte jeg mig usikker, siger Lone Træholt.
Hun fandt sin egen måde at lære det congolesiske hverdagsbillede at kende.

- Jeg går den samme vej til arbejde hver morgen, hvor jeg hilser på de mennesker, der bor på ruten. Nu ved jeg, at ham der går og slår to træstykker sammen; Han pudser sko. Mens ham, der slår på sin metalskål, han sælger friskbagt br¢d. Jeg får så mange store smil fra øre til øre, og kvinderne bliver glade, når de ser en anden kvinde i uniform, fortæller Lone Træholt.
Det er en barsk verden. Congo er et utroligt rigt land, men udnyttelsen af ressourcerne ligger på meget få hænder uden statslig kontrol, så befolkningen lever mange steder i dyb fattigdom. Der er et hav af etniske konflikter og Congo har grænsestridigheder med de fleste af dets naboer.

- Men her er en rigdom af dejlige mennesker fulde af glæde og håb, fortæller Lone Træholt.

Isoleres som kvinde
For f¢rste gang i sin militære karriere har Lone Træholt f¢lt, at det kan være svært at være kvinde i en mandeverden. At blive kvalt i særbehandling og ekstra opmærksomhed er den sikre vej til isolation. Dette var netop grunden til, at hun blev udpeget som projektchef for et velgørenhedsprojekt. Projektet går ud på at give børn efter døde regeringssoldater en mulighed for at gå i skole.
- Jeg blev kun udpeget, fordi jeg er kvinde. Sådan er det hernede. At arbejde med kvinder og børn opfattes som kvindearbejde. Det er den slags ting, man kan komme ud for i et mandsdomineret samfund som det congolesiske. Men det har været en meget positiv oplevelse. Kvinderne og børnene i lejren sang og dansede for mig, da jeg besøgte dem. Der føler jeg virkelig, at jeg gør en forskel. 

 
 Lone Træholt ved på besøg på et socialcenter.

Multietnisk arbejdsplads
Også i FN-hovedkvarteret i Kinshasa hersker der kulturelle forskelligheder. På kontoret, hvor Lone Træholt sidder til dagligt, arbejder kun sammen med englændere, pakistanere, russere, indere og svejtsere.  Hendes nærmeste chef er canadier, og stabschefen er fransk.
Der er ingen amerikanere ved FN-mission, hvilket gør det meget anderledes, end de fleste andre FN-missioner, hvor USA som regel er rigt repræsenteret.

- Alt foregår på fransk hernede. Det er simpelthen et must at kunne fransk. Det kan de fleste congolesere tale, og de civile FN-folk er for det meste fransktalende. Det er fransk på alle dialekter. Her kommer man ikke langt med skolefransk, fortæller Lone Træholt.

Heldigvis har Lone Træholt fundet sine ben at stå på og får utroligt meget ud af det samfund, hun nu lever i. Om aftenen når Lone Træholt kommer hjem, har hun tid til at pleje sin egen kulturelle identitet.

- Jeg bor sammen med en belgisk helikopterpilot, der har været dansk gift. Så vi kan tale en slags dansk sammen. Det er rart, fortæller Lone Træholt.