[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Tre gange i år har F-16 fly fra flyvevåbnets afvisningsberedskab været på vingerne for at søge kontakt med fremmede militærfly, der nærmere sig dansk luftrum. Den seneste episode fandt sted i onsdags, hvor de danske fly fulgte et russisk bombefly, der var på togt over Nordsøen.

Afvisningsberedskabet har hver dag året rundt to F-16 fly på vagt på Flyvestation Skrydstrup, hvor de danske kampfly hører hjemme. Herfra kan flyene på få minutter nå ud til alle dele af det danske luftrum. Flyene bliver sendt på vingerne, hvis der er fly i det danske luftrum, som den danske luftkontrol ikke kan identificere. F-16 flyene kan også blive sendt på vingerne for at tage kontakt med et fly, som afviger voldsomt fra sin flyplan eller på anden måde viser unormal adfærd. Eller som den seneste episode viste, identificere og følge fremmede militære fly, der nærmer sig dansk luftrum.

Når F-16 flyene er kommet indenfor visuel afstand af et civilt fly, eller et fly som krænker dansk luftrum, observere de det fremmede flys adfærd og de kan forsøge at få kontakt over radioen. Hvis det ikke er muligt, sender F-16 flyene signaler til flyet ved at bruge lys og bestemte manøvre, som er standard inden for den civile luftfart. Præcist hvad F-16 flyene må eller skal, hvis et fly krænker dansk luftrum og ikke reagerer på den rigtige måde, ønsker flyvevåbnet ikke at oplyse. Men flyene har et solidt mandat, forsikrer Flyvertaktisk Kommando. I onsdags holdt det russiske fly sig ude i internationalt luftrum og krænkede altså ikke dansk luftrum. Derfor fulgte F-16 flyene blot det russiske fly uden at tage kontakt.

Piloterne i afvisningsberedskabet er på vagt et døgn af gangen, og de sover med støvlerne og flyverdragen på, så de er klar til at være i luften på få minutter.

Hjælp til civile fly
Ved siden af afvisningsvagten løser flyene også forskellige civile opgaver. Flyene er med til at overvåge de indre danske farvande og deltager i miljøovervågningen. Flyene i afvisningsberedskabet kan også gå på vingerne for at hjælpe civile fly. Det kan ske, hvis et fly har mistanke om, at et dæk er eksploderet under starten, har mistanke om, at det har tabt noget, eller hvis flyet har problemer med landingsstellet. Her vil F-16 flyene typisk flyve så tæt på det civile fly, at piloten i kampflyet kan se, om der er noget galt. Hvis det er tilfældet, kan lufthavnen have sit nødberedskab klar, når flyet lander.