[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Anders V. Fridberg

Konflikten i Afghanistan kan ikke vindes med militære midler alene. Det slår regeringen endnu engang fast i en plan for den danske indsats i Helmandprovinsen i 2008. Planen fra Forsvars- og Udenrigsministeriet blev offentliggjort onsdag. Det danske arbejde i Afghanistan skal derfor også næste år følge to spor. Der skal både fokuseres på at skabe sikkerhed ved at bekæmpe voldelige modstandere og på at forbedre befolkningens levevilkår. Det sidste er absolut nødvendigt, hvis det skal lykkes den internationale sikkerhedsstyrke og den afghanske regering at vinde befolkningens støtte. Det fastslår oberstløjtnant Kurt Larsen fra Forsvarsakademiet:
- Vi skal fokusere på genskabelse af samfundsstrukturer, så de afghanere, der kan vindes over, har noget positivt at se frem til. Ellers vil Taleban overbevise dem i stedet for, forklarer Kurt Larsen.

Ifølge planen er det hensigten, at de internationale soldaters operationer med tiden skal ændre sig fra primært at omfatte kampoperationer til i højere grad at omfatte operationer til støtte for de afghanske sikkerhedsstyrker. På kort sigt vil planen imidlertid ikke påvirke dagligdagen for de danske soldater i Helmandprovinsen.
- De vil på kort sigt hverken få nye opgaver eller blive organiseret anderledes end nu, siger Kurt Larsen

Voldelige grupper er presset
Regeringen forventer, at terrorhandlinger mod både civile og militære mål vil fortsætte og muligvis blive intensiveret i 2008. Kurt Larsen mener dog ikke, at man kan sige at truslen mod de danske soldater samlet set bliver større.
- Man kan ikke sige, at opgaver bliver farligere. Men i takt med, at vi har presset de voldelige grupperinger voldsomt, er de tvunget til at gå over til mere asymmetriske midler, forklarer han.

Asymmetriske midler kan blandt andet være vejsidebomber og selvmordsbomber. De er sværere at forholde sig til end mere konventionelle trusler som direkte angreb. Men danske soldater er også trænet til det, og de har erfaring med vejsidebomber fra Irak.
- Det må vi tage som det kommer. Vi skal fortsætte med at gøre det vanskeligt for modstanderne at være i områderne og udnytte de aktionsformer. Men det bedste ville naturligvis være, hvis vi kunne omvende dem, hvis vi kan tilbyde dem et alternativ til det, de laver nu, siger Kurt Larsen.