Mens solen går ned over Camp Einherjer, gør spejdereskadronen sig klar til at køre den allersidste tur ud af Irak. Og gardehusarerne gør selvfølgelig den slags med maner. Selvom folkene har arbejdet hårdt med at eskortere bataljonens gods ud af Irak, og det har været småt med nattesøvn, så er humøret højt på eskadronens piranhaer før afgang. En kører med en lille gul badeand ovenpå hjelmen, soldater med cowboyhatte og store danske flag der hænger bag på køretøjerne. Det er ikke sådan man normalt ser danske soldater, men i aften er næsten alt tilladt. Efter seks måneder på de irakiske landeveje kan de endelig se målet ude i horisonten. Danmark. Regnvejr. Grønne træer. Men trods optimismen, så er der stadig en opgave der skal løses.

”Vi mangler stadig at komme til Kuwait. Før er det ikke færdigt,” konkluderer delingsfører Knud Hintsteiner. Og det skal senere vise sig, at eskadronens sidste nat ikke går stille af.

42 tonstunge lastbiler med alt lige fra ammunition til rendegravere skal eskorteres sikkert ud af Irak i nattemørket. Og alle køretøjerne er fyldt til bristepunktet med soldater fra andre enheder i bataljonen.

”Jeg har knoklet hele dagen for at nå at blive færdig, så jeg kunne køre med i aften,” fortæller chefen for stabs og logistikkompagniet, Christoffer Mortensen. Alle der har afsluttet deres opgaver i lejren, skal med til Kuwait.

Klokken 20 ruller piranhaerne ud gennem hovedporten i ægte husar-ånd. Til tonerne af march-musik fra en ghettoblaster passerer hvert enkelt køretøj forbi bataljonschefen ved hovedporten. De tre delingsførere og chefen for spejdersekadronen, Vilhelm Elsang, har skiftet hjelmene ud med baretter og pudset sablerne, så de kan salutere for bataljonschefen på vejen ud. En bevæget Kim B. Petersen vinker farvel til sine folk – den sidste tid vil han kun have selskab af en lille gruppe soldater, som stadig har opgaver med nedpakning og overdragelse af lejren til briterne.

Inde i eskadronchefens piranha er der tilfredshed med spejdernes exit fra lejren. Og i særdeleshed med soundtracket. ”Det kunne ikke være bedre,” smiler Vilhelm Elsang. Den sidste piranha kørte nemlig ud til tonerne af retræten – sådan spiller husarerne traditionen tro solen i seng hjemme i regimentet. Og for en konstabel som ”Vedbæk” er det også en helt speciel oplevelse. ”Det var fedt. Næsten så historisk som det kan blive,” siger han.

Men glæden bliver kort. Efter halvanden time kommer meldingen om, at en af piranhaerne er kørt på en vejsidebombe længere nede i kolonnen. ”Det er kraftedme løgn. Ikke nu. Ikke på den sidste tur.” ”Vedbæk” råber højt, for det her er noget nær det værste der kunne ske. ”Men det er vel en høflig reminder om hvor vi stadig er henne,” mener han. 

Chefens piranha vender hastigt om, og kører tilbage for at få overblik over skaderne. Stemningen er koncentreret – alle frygter, at det værste er sket. Men efter noget tid kommer meldingen - skaden er begrænset til et stort hul i vejen, og en lettere skadet lastbil.

ENDELIG UDE! KONSTABEL PATRICK ”VEDBÆK”
STØTT NYDER EN GOD CIGAR EFTER ET HALVT
ÅR I IRAK

Efterhånden som kolonnen nærmer sig grænsen stiger humøret igen, for lige om lidt er det hele slut. Soldaterne begynder at finde cigarerne frem, nogle skifter til hawaiiskjorter og andre hænger store dannebrogsflag bag på bilerne. De ellers så seriøst udseende piranhaer bliver pyntet med knæklys i alle regnbuens farver, og der bliver hujet og sunget. Der bliver festet hele vejen ind over grænsen, og en glad chef for spejdereskadronen kan træt og tilfreds konstatere at den sidste tur gennem Irak – trods alt – endte godt. ”Det gør nok ikke noget, hvis der gør lidt tid, før jeg skal være operativ igen,” griner Vilhelm Elsang, mens han slapper af på gulvet i den piranha, der har været hans arbejdsplads i et halvt år. Nu er det tid til at få pulsen ned og forberede sig på turen hjem til Danmark.