Af Karen Dahlin

Ulla Ross Andersen tog i går flyveren fra Ålborg til København med sin søn Jacob. I morges sad de i studiet i ”Go´ morgen Danmark”, og før byturen i København når de lige forbi forsvaret.dk. Hele postyret skyldes, at Ulla har været med i en bog, hvor mødre og fædre, bedsteforældre og søskende til udsendte fortæller om følelserne, ansvaret og den store opgave, de som bagland står med.
- Jeg har selv følt behov for at dele tingene med andre pårørende. Jeg synes selv, at det har været svært at være mor til en udsendt. Så hvis jeg kan sige noget, der kan lette det for andre, ja så er det er formål med at være med i bogen, siger Ulla Ross Andersen, som begrundelse for overhovedet at dele ud af sine inderste tanker.
Ulla og de andre bidragsydere deler ud af deres erfaringer og kommer med gode råd i håbet om at kunne støtte og inspirere andre pårørende.

Lær de andre at kende
Ulla Ross Andersen har til tider selv følt sig meget alene i situationen. Hun er ikke ukritisk over for Forsvarets måde at håndtere de pårørende på.
- Man kan godt snakke med venner og bekendte om det, men det er ikke det samme som at dele det med nogen, som selv står i situationen, siger hun.
Som det er nu afholder Forsvaret tre pårørendearrangementer, hvor store grupper pårørende samles til information. Men Ulla synes også, at de pårørende skulle samles i mindre grupper svarende til deres udsendte soldaters deling. Så kunne de eventuelt spise sammen og på den måde lære hinanden bedre at kende. Hun mener, at det så vil være lettere at kontakte de andre pårørende senere, hvis behovet skulle opstå.
Samtidig havde hun også gerne set, at informationsmøderne for de pårørende faldt længere tid, før soldaterne skal udsendes.
- Jeg var til det første møde i januar, hvor Jacob skulle af sted i begyndelsen af februar. Jeg blev ved med at sige, at det var for dårligt, at det lå så sent. Hvis mødet havde ligget i efteråret, kunne jeg have fået en anden snak med ham, siger Ulla.

Sæt ansigt på
For Ulla er det ikke kun vigtigt at kende de pårørende fra hendes søns gruppe.
- Jeg har også haft brug for at kunne sætte ansigt på dem, Jacob arbejder med. Jeg har brug for at kende dem, der sidder i den anden ende. Det er derfor, at jeg ikke har kunnet bruge familienetværket til noget, siger hun.
Familienetværket giver pårørende mulighed for at tale med andre i tilsvarende situation, men uden at man nødvendigvis kender vedkommende i forvejen.
- Jeg var efter Jacob for at lave en billedcollage af hans gruppe. Men det fik de selvfølgelig ikke gjort. Det kan man heller ikke forvente af dem, mens de er af sted. Men det burde det administrative personale hjælpe med, siger Ulla Ross Andersen.

Bogen hedder ”Baglandet – beretninger fra pårørende til soldater i international mission”.