[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]
Af Jan Schelbech
Den danske finskytte har et godt tag i den finskproducerede SAKO TRG42 riffel. Ikke for fast og heller ikke løst. Lidt ligesom en nybagt mor med et spædbarn på armen. I fuld kontrol uden at holde våbnet for hårdt. Han har gjort det et utal af gange. Også på mission i den afghanske Helmandprovins.
Alligevel bruser blodet i årene. Det er pres på. Åndedrættet skal i ro. Kroppens muskelfibre skal koordineres til en simpel, men vigtigt bevægelse. Højrehånds pegefinger skal knuge våbnets aftrækker og sende det 16,2 gram tunge projektil mod målet.
Rutinen og erfaringen sætter ind. Kroppen er i balance. Det fritliggende løb af koldhamret specialstål er perfekt rettet ind mod målet 900 meter væk. Med et let tryk på cirka 1,3 kg bliver aftrækkermekanismen aktiveret. Slagstiften hamrer ind i bunden af fænghætten på magnum-patronen. projek-tilet finder perfekt sit mål.
International Konkurrence
Stedet er Ottawa i Canada i begyndelsen af september. Anledningen er Canadian Forces Sniper Competition 2008. Det danske hold består af finskytter fra Den Kongelige Livgarde. De er taget med til den internationale konkurrence for at måle sig med nogle af verdens bedste skytter på de lange distancer.
Det danske hold er oppe imod skytter fra Canada, US. Marines og fra de lettiske specialstyrker. Flere af skytterne fra de udenlandske hold laver stort set ikke andet end at skyde. Alligevel klarer de danske skytter sig fremragende under konkurrencerne.
Første disciplin er præcisionsskydninger på afstande fra 100-900 meter. For at få maksimumpoint skal skytterne ramme et mål på 10-20 cm. Og en cirkel på 5,2 diameter. Tilsat krydderier som vind, forskellige skydestillinger og bevægelige mål, blev alle skytterne presset til at yde deres bedste. Efter første dag lægger danskerne sig lidt overraskende på en samlet andenplads.
Fem medaljer til danskerne
Dagen efter er der igen præcisionsskydninger på programmet. Denne gang på 91-365 meter. Da afstandene ikke er store, har arrangørerne udfordret skytterne med alternative skydestillinger. Ikke mindst stående mod bevægeligt mål og knælende skydestilling uden støtte.
Men der skal mere til at få de danske skytter ud af fatningen. Da skydningerne er overstået, står de danske finskytter med guld om halsen. Individuelt henter det danske hold også en bronzemedalje. Et meget positivt, men også overraskende resultat. Ikke mindst set i lyset af, at hæren har et forholdsvis lille erfaringsgrundlag, når det handler om uddannelse og træning af finskytter udenfor Jægerkorpset.
- Jeg mener faktisk, at det er en af vores styrker. Da hæren besluttede sig for at indføre finskytter, kom uddannelsen i stand på meget kort tid. Vi plukkede de bedste principper fra vores samarbejdspartnere i ind- og udland, siger oversergent David M. Nielsen, der er faglærer på finskydning ved Den Kongelige Livgarde.
Siden 2006 har finskytterne også vist, at de er et vigtigt redskab i hærens værktøjskasse. Ikke mindst i forbindelse med opgaverne i Afghanistan.
- Vi har en god uddannelse, men det handler i høj grad også om vores skytters indstilling til jobbet. De har en meget moden og professionel holdning. De har et højt niveau. Derfor er det ikke sidste gang, vi ser danske skytter med topresultater, når vi tester evnerne i skydekonkurrencer, fortæller David M. Nielsen.