[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Af Michael Aagaard Jensen

Hjemsendelsesparaden for de værnepligtige ved hesteeskadronen var noget anderledes i år. Normalt står de værnepligtige i civilt tøj, inden de bliver sendt hjem, men i år var det svært at se de civile blandt alle uniformerne.
Ud af 28 værnepligtige har 22 valgt at skrive kontrakt med Forsvaret i kortere eller længere tid. De 12 måneders værnepligt har inspireret de værnepligtige.

- Der er flere grunde til, at jeg vil blive. Jeg har haft en rigtig god værnepligt, og kammeratskabet har været godt, og jeg syntes, det ville være lidt vemodigt at stoppe herinde i dag. Vi har fået nogle gode tilbud, som gør, at vi har gode muligheder for at blive, siger værnepligtig Martin Thykjær Jensen.

Gode muligheder
En af de gode muligheder er, at hesteskadronen har valgt at genoptage rådighedskontrakterne. En tredjedel af de værnepligtige har valgt at skrive sådan en kontrakt.
Rådighedskontrakten varer fire år og kontrakten er en såkaldt nul-kontrakt. Det vil sige, at det ikke umiddelbart koster Forsvaret noget. Men hvis der bliver brug for ekstra hænder, kan de blive indkaldt.
- Vi kan så i samarbejde med de unge aftale, hvornår de kan være til rådighed for os. Så får de løn i de dage, de arbejder for os. Det er noget, vi virkelig kan bruge, siger Major Per Thuesen, chef for hesteskadronen.

Videre i systemet
Det er dog ikke alle, der har valgt at blive ved hesteskadronen. Syv af de værnepligtige, der har skrevet kontrakt, vil videre i systemet. En enkelt skal være tolk, resten skal på officersskole og sergentskole. En af dem er Trine Øgaard Bagger.

- Jeg har skrevet en kontrakt ved Hærens Basis Uddannelse, hvor jeg skal være hjælpeinstruktør. Der skal jeg så gå, til jeg muligvis skal på sergentskole til august, fortæller hun.