[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Forsvaret har netop lanceret Soldaterportalen - en onlineportal for Forsvarets ansatte og deres pårørende. Målet med portalen er at give soldater og pårørende et tilbud om let og sikker online kommunikation.

Portalen gør det muligt at oprette personlige dagbøger og fotoalbums, så pårørende og venner kan følge med i livet i missionsområderne – eller på de enkelte tjenestesteder rundt om i landet. Venner og pårørende kan også uploade billeder og skrive dagbøger, så de udsendte kan holde sig opdateret om, hvad der sker derhjemme og på den måde gøre afstanden og savnet mindre.

- Vores yngre ansatte er vokset op med sociale medier som MySpace og Facebook og derfor skal vi som organisation naturligvis også arbejde i det univers. Vi mener at have fundet det rette set-up med Soldaterportalen, og ser frem til, hvordan universet udvikler sig, siger forsvarets kommunikationschef, oberstløjtnant Lars Sønderskov.

Høj sikkerhed
Soldaterportalen er et tilbud til sikker online kommunikation for alle tjenstgørende og hjemsendte soldater. Og Forsvaret opfordrer ansatte og pårørende til at anvende soldaterportalen, som et sikkert alternativ til hjemmesider som Facebook, Twitter og MySpace.

Som udgangspunkt er alle informationer kun tilgængelige for Forsvarets ansatte og deres pårørende, men medlemmerne bestemmer selv, hvem der skal kunne se ens billeder og læse ens dagbøger. På sigt vil det blive muligt også at sende billeder og statusoplysninger til sine venner på Facebook.

Soldaterportalen er også hjem for en række forskellige soldater- og pårørendegrupper/forums. Her kan man skrive med andre soldater og pårørende, der er i samme situation som en selv.

Man kan også oprette en gruppe eller enhedsprofil med tilhørende video- og fotoalbum, så man kan samle de oplevelser og billeder, som man er sammen om. Til støtte for koordination af gruppens aktiviteter kan man anvende en kalenderfunktion, forum og meget mere.

Det første år vil soldaterportalen være et pilotprojekt. 

Besøg soldaterportalen