[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

I 1999 havde Tim Sloth Jørgensen en feltseng slået op på sit kontor, og oberster og kommandører gik vagt for at holde øje med den anspændte situation i Kosovo.

- Vi lavede operationsplaner for alt muligt forskelligt. Vi havde på et tidspunkt faktisk en plan for, hvordan en dansk brigade skulle angribe ind i Kosovo som en del af en invasion. Det må jeg sige, det var lidt af en oplevelse som sømand at skulle være med til at planlægge en hæroperation på strategisk niveau med en dansk brigade i en offensiv operation, fortæller han.

Der var stor usikkerhed om, hvilken situation soldaterne skulle operere i.

- Jeg kan tydeligt huske den første dag, vi skulle sætte kolonnen ind. Den kom nede fra Makedonien og skulle køre hele vejen igennem Kosovo op til Mitrovica. Vi vidste ikke, hvad den ville møde. Ville den møde stor modstand på vejen igennem området? Eller ville den blive udsat for bagholdsangreb? Heldigvis skete ingen af delene, fortæller Tim Sloth Jørgensen.

Sprængt indefra
Han besøgte selv Hold 1i selskab med Prins Henrik. Og siden da har han besøgt danske soldater løbende i gennem årene, og har kunnet beskue Kosovos udvikling med egne øjne.

- Da jeg for ti år siden fløj fra Pristina i helikopter op til lejrene i Mitrovica og kørte rundt i området, var der utrolig mange ødelagte huse rundt omkring. Man kunne se, at de var sprængt i luften indefra. Tagene var revet af. I Shtërpca vest for den danske lejr, var husene ikke højere end sådan her, Tim Sloth Jørgensen viser en halv meter med hænderne, mens han husker tilbage.

- I dag kan man se, at de fleste af husene er genopbygget og igen har fået tag på. Så der er sket mange ting, siger han.

For mange soldater
Den 10 år lange udvikling har dog været præget af mange op- og nedture.

- Vi har altid ligget de mest centrale steder på grænsen mellem to befolkningsgrupper. Det er de steder, der er vanskeligst at håndtere, og det har ind i mellem været svært. Det var altid os, der blev ramt først, når der skete noget, fortæller forsvarschefen.

Tim Sloth Jørgensen beskriver en kurve over urolighederne, som har bevæget sig langsomt nedad på trods af, at konflikten ind i mellem er blusset op. Stabiliteten i Kosovo og KFOR’s tilbagetrukne rolle betyder, at 300 danske soldater i 90 procent af tiden er for mange. Derfor luftede forsvarschefen allerede i foråret ved sit seneste besøg i Camp Olaf Rye også muligheden for at skære antallet af soldater ned.

- Det er vores intention, men Danmark handler ikke som enkelt nation. Vi afventer NATO og følger franskmændene. Jeg var selv med til at lave forhandlingerne med franskmændene i sin tid, og vi holder fast i det samarbejde. Så det er vores udspil, men hvor mange soldater, der skal trækkes ud afhænger af, hvad franskmændene og NATO vil. Så det tager vi derfra, siger Tim Sloth Jørgensen.

Lokale interesser
Hans udtalelse har bekymret Kosovoalbanerne, som helst ser, at de danske soldater stadig bliver i området. Det kommer ikke som en overraskelse for forsvarschefen.

- Der er mange interesser i det her. Man skal ikke være blind for, at KFOR-styrken med 15.000 mand lægger ret mange penge og ressourcer i Kosovo, at det udgør en stor procentdel af Kosovos økonomi. Det er ligesom den diskussion, man havde for mange år siden i Tyskland, om de franske, britiske og amerikanske styrker i Tyskland skulle blive der eller ikke blive der. De lagde milliarder i tysk økonomi, og det er tilsvarende her. Der er også nogle, som gerne vil have KFOR forsvinder, siger han.

Hvornår KFOR vil blive trukket helt ud, vil Tim Sloth Jørgensen ikke sætte en dato på. 

- Man kan vente i 100 år, hvis man skal vente på, at tilstandene er 100 procent velordnede. Jeg går ind for, at man taler om ’end state’ i stedet for ’end date’. Jeg tror og håber ikke, at der er brug for danske soldater i endnu 10 år. Men det er ikke tiden, der skal være afgørende for, hvornår vi drosler ned og kommer helt ud. Det skal være, når situationen er til det. Og det håber jeg, at den snart er - ikke af hensyn til os, men af hensyn til Kosovo selv. Det er jo et tegn på, at området, hvad det end bliver, er i stand til at klare sig selv.