Den 24. december.
Jeg vidste, lige så snart jeg var vågnet, at jeg havde sovet for længe. 24. december skulle først og fremmest vise sig at blive en tidspresset dag. For mit vedkommende i hvert fald. 23. december havde jeg været på indkøb, da jeg havde besluttet mig for blandt andet at bidrage til hyggen ved at lave julebag til min deling. Så jeg tog hurtigst muligt fat i konstabel Lotte Skov fra transportdelingen, gik på Kuffen og gik i gang med havregrynskugler, klejner, brunkager og chokoladetoppe. Til min store lettelse var vi færdige med de sidste klejner inden frokost.

Sammen med konstabel Emil Lind fra ingeniørdelingen var jeg blevet bedt om at komme og synge julesange i den franske lejr Belvedere. Og til sådanne arrangementer hører der næsten altid uforudsete forhindringer med. Vi skulle senest køre fra lejren klokken 14, og inden det skulle vi have øvet en sidste gang, lavet lydprøve, brændt nye cd’er, fundet et nyt lydanlæg og pakket det hele ind i vores buslet. Lidt over klokken 14 fræsede vi af sted sammen med tre ”moralske opbakninger” fra Saniteten. I Belvedere fik vi til vores store forbavselse af vide, at vores ”scene” var et seks kvadratmeter stort skur pyntet op med kryppespil for alle pengene. Jeg måtte beklageligt fortælle den franske kaptajn, at det simpelthen ikke kunne lade sig gøre med alt vores udstyr. Vi fik dog nogle minutter til at grine i; det var lidt komisk, at de havde forestillet sig, at vi skulle synge der. Vi blev omrokeret til en hyggelig cafe, hvor vi efter nogle lydprøver gik i gang med ”Halleluja”, ”What child is this?” og ”Baby it’s cold outside”. For første gang den dag, oplevede jeg julestemningen snige sig ind på mig.

Tilbage i lejren var det tid til julegudstjeneste i den smukt oppyntede gymnastiksal. Efter en times øvning med julekoret satte vi os ned og lyttede til præstens prædiken. Stemningen var for alvor ved at bære præg af jul.
I cafeteriet oplevede jeg en strålende optisk forvandling. Juleudvalget havde dækket op til hver deling, sat juletræ frem og slukket de store loftslys. Lige fra begyndelsen af aftenen var der latter, klirrende glas og store smil rundt omkring. Hovedretten blev båret ind; flæskesteg, and, brune kartofler, rødkål og rødvin. Selvom maden absolut ikke smagte som den fra mors gryder derhjemme, var der ingen som brokkede sig. Stemningen var i dén grad lagt. Efter hovedretten skulle Emil Lind og jeg selv på scenen igen og synge de tre sange. Og dér, for første gang denne dag, slappede jeg af i musklerne. Det var endelig blevet rigtig jul. Efterfølgende var der ris a la mande med dertilhørende mandelgaver. Sergent Thea Dalgas fra Saniteten havde fået en børnehave hjemmefra til at skrive julekort til os alle. De blev læst op af en repræsentant fra hver deling, og dette var især noget, som rørte helt ind i hjerterne.



Efter en vellykket middag gik delingerne hver til sit. Min deling havde aftalt at se julefilm sammen, og åbne pakker hjemmefra i vores delingslokale. Med julebag, pakkeleg og gaver fra både forsvarsministeren og Hærens konstabel- og korporalforening, så vi filmen Fars fede juleferie og nød at kunne slappe af.

Nej, denne dag kunne bestemt ikke erstatte den juleaften,vi kender fra Danmark i familiens skød. Men til gengæld vil jeg sige, at det utvivlsomt var den bedste alternative jul, vi kunne få. Hver dag arbejder vi sammen, tæt sammen, og lærer hele tiden hinanden bedre at kende. Og at holde jul sammen med tætte venner og være fælles om at dele tankerne om dem derhjemme, har været et dejligt plaster på såret. Glædelig jul til alle jer derhjemme.