[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

Rundt omkring i kongeriget sidder der 23 nuværende og tidligere soldater, som sikkert får en lidt bedre påskeferie, end de havde forventet. De har nemlig modtaget et legat fra Soldaterlegatet i størrelsen fra 5.000 til 150.000 kroner. Ifølge formanden for Soldaterlegatets bestyrelse, Peter Højland, gør samfundet og Forsvaret meget for at hjælpe, men det er ikke altid tilstrækkeligt.
- Det offentlige yder en kæmpe indsats, men der er ofte lang sagsbehandling. Vi kan give en håndsrækning under sagsbehandlingen. Og så kan vi hjælpe til, hvor det offentlige endnu ikke er gearet til at støtte, understreger Ann-Christina H. Salquist, der er sekretariatschef for Soldaterlegatet.

Hjælp til både psyke og krop
Soldaterlegatet støtter soldater, der har fået fysiske eller psykiske skader efter en international operation og deres pårørende.
- Lige nu er det folk med psykiske skader, som vi har flest af i øjeblikket. Vi kan for eksempel yde tilskud til soldater med posttraumatisk stresssyndrom, der kan have opbygget en stor gæld. Så kan vi støtte med advokatbistand, så de kan få en gældssanering, siger Ann-Christina H. Salquist.
Og meget tyder på, at soldater med psykiske mén er et stigende problem. Mange af de soldater, der var på mission i Bosnien i 1990´erne har psykiske eftervirkninger, der først kommer frem flere år senere.
- Nogle soldater skal have hjælp til at skifte miljø. Så kan de få hjælp til videreuddannelse. Vi kan for eksempel hjælpe med at betale for den forberedende uddannelse til optagelse i politiet, siger Ann-Christina H. Salquist, der understreger, at Soldaterlegatet støtter konkrete behov.
- Men vi giver ikke penge til opmuntring og anerkendelse, det støtter andre fonde, siger Ann-Christina H. Salquist.

Ring i tvivlstilfælde
For at modtaget legatet skal soldaten og pårørende indstilles fra en faglig organisation. Men der er også andre muligheder for at blive indstillet.
- Hvis en delingsfører har kendskab til at en af hans befalingsmænd hænger med røven i vandskorpen, kan han indstille ham. Det er ikke altid at soldaten, der har det dårligt, har ressourcer til at kontakte en socialrådgiver, men så kan hans delingsfører indstille ham, siger Ann-Christina H. Salquist, der også har et godt råd.
- Ring, hvis du er i tvivl, om du kan indstille nogen, så skal vi nok hjælpe.

Soldaterlegatet uddeler som udgangspunkt legater i størrelsesordenen 50.000 til 200.000 kroner som oftest som engangsbeløb eller over flere år.

Du kan læse mere om Soldaterlegatet her