Mor i krig
Soldat og mor. Konstabel Thorsøe er begge dele. For øjeblikket tager hun sin del af slæbet under sin seks måneders mission i Afghanistan væk fra børnene.
30. november, 2009 - Kl. 09.50
[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]
Det var en livsdrøm for konstabel Thorsøe, da hun som 32-årig første gang trådte ind på en kaserne som konstabelelev.
-Jeg har valgt at gå i forsvaret, fordi det er noget, jeg altid har haft lyst til. Det er så blevet lidt sent, fordi jeg har lavet nogle andre ting først, konstaterer Thorsøe.
Én af de ting, som hun nåede før den militære karriere, var at få tre børn. Og de er ikke udelt begejstrede for, at hun nu er i Afghanistan.
-De er selvfølgelig bange for, at jeg dør, når jeg er hernede. Det er de, siger Thorsøe.
Hun har snakket meget med sine børn om udsendelsen, før hun tog af sted. Samtidig har hun fået god opbakning fra familien hjemme i Danmark.
-Jeg har lavet en aftale med resten af familien. Min far tager dem i nogle weekender, så faderen bliver aflastet lidt. Og så har vi en bog, som forsvaret har udgivet. Det er en scrapbog, der kan udfyldes før, under og efter, jeg kommer hjem, så børnene får bearbejdet det på en anden måde også. Så de får sat nogle ord og billeder på, siger Thorsøe.
Ødelagt engelsk ammunition skal destrueres. Konstabel Thorsøe slæber sammen med de andre ingeniørsoldater kasse på kasse ud af containeren.
De andres reaktion
Børnene og den øvrige familie har accepteret Thorsøes valg, men dele af omgivelserne har haft sværere ved at forstå hendes beslutning.
-Mange synes nok, at det er en vild beslutning at jeg har valgt at tage til Afghanistan. Hvorfor tage en del af det arbejde, når andre kan gøre det? Men der er ikke den store forskel, for der er også mange af drengene, der har børn og familie derhjemme, så det er jo lige så svært for dem, siger Thorsøe.
Når hun ser på sine kolleger, så er der ikke den store forskel på, at soldaten er far eller mor. Savnet efter den udsendte er lige stor uanset kønnet.
-Jeg kan jo se, at drengene har det lige så svært, når de ringer hjem, som jeg. Så der er ikke den store forskel, når vi er hernede. Deres børn savner deres far ligeså meget, som mine børn savner deres mor, siger Thorsøe.
Hun er sikker på, at hun og hendes kolleger gør en forskel. Og hun har aldrig tvivlet på det rigtige i sin beslutning.
-Børnene er selvfølgelig det værste. Men ud over det, har jeg været ret afklaret med, at det er det her, jeg skulle. Så det er den beslutning, jeg har taget, siger Thorsøe.
Der er i grove tal et sted mellem 200 og 300 danske soldater i Camp Price. Omkring 10 procent af dem er kvinder.
Hvert patronbælte vejer omkring 14 kilo, men den spinkle konstabel løfter lige så mange kilo som sine mandlige kolleger.
Det var en livsdrøm for konstabel Thorsøe, da hun som 32-årig første gang trådte ind på en kaserne som konstabelelev.
-Jeg har valgt at gå i forsvaret, fordi det er noget, jeg altid har haft lyst til. Det er så blevet lidt sent, fordi jeg har lavet nogle andre ting først, konstaterer Thorsøe.
Én af de ting, som hun nåede før den militære karriere, var at få tre børn. Og de er ikke udelt begejstrede for, at hun nu er i Afghanistan.
-De er selvfølgelig bange for, at jeg dør, når jeg er hernede. Det er de, siger Thorsøe.
Hun har snakket meget med sine børn om udsendelsen, før hun tog af sted. Samtidig har hun fået god opbakning fra familien hjemme i Danmark.
-Jeg har lavet en aftale med resten af familien. Min far tager dem i nogle weekender, så faderen bliver aflastet lidt. Og så har vi en bog, som forsvaret har udgivet. Det er en scrapbog, der kan udfyldes før, under og efter, jeg kommer hjem, så børnene får bearbejdet det på en anden måde også. Så de får sat nogle ord og billeder på, siger Thorsøe.
Ødelagt engelsk ammunition skal destrueres. Konstabel Thorsøe slæber sammen med de andre ingeniørsoldater kasse på kasse ud af containeren.
De andres reaktion
Børnene og den øvrige familie har accepteret Thorsøes valg, men dele af omgivelserne har haft sværere ved at forstå hendes beslutning.
-Mange synes nok, at det er en vild beslutning at jeg har valgt at tage til Afghanistan. Hvorfor tage en del af det arbejde, når andre kan gøre det? Men der er ikke den store forskel, for der er også mange af drengene, der har børn og familie derhjemme, så det er jo lige så svært for dem, siger Thorsøe.
Når hun ser på sine kolleger, så er der ikke den store forskel på, at soldaten er far eller mor. Savnet efter den udsendte er lige stor uanset kønnet.
-Jeg kan jo se, at drengene har det lige så svært, når de ringer hjem, som jeg. Så der er ikke den store forskel, når vi er hernede. Deres børn savner deres far ligeså meget, som mine børn savner deres mor, siger Thorsøe.
Hun er sikker på, at hun og hendes kolleger gør en forskel. Og hun har aldrig tvivlet på det rigtige i sin beslutning.
-Børnene er selvfølgelig det værste. Men ud over det, har jeg været ret afklaret med, at det er det her, jeg skulle. Så det er den beslutning, jeg har taget, siger Thorsøe.
Der er i grove tal et sted mellem 200 og 300 danske soldater i Camp Price. Omkring 10 procent af dem er kvinder.
Hvert patronbælte vejer omkring 14 kilo, men den spinkle konstabel løfter lige så mange kilo som sine mandlige kolleger.