[Oprindeligt publiceret af Forsvaret]

De tre små baltiske lande har siden 2004 været medlemmer af NATO, men da ingen af landene har et flyvevåben, så stiller de øvrige NATO-lande fly og mandskab til rådighed. Nu er det Danmarks tur til at hjælpe landene.
- Det er en kongstanke i NATO, at vi støtter de lande, der ikke selv kan løse opgaven. Det er en del af musketér-eden, siger kaptajn Lars Andersen, der er presseofficer i flyvevåbnet.
Musketér-eden er den, der siger, at et angreb mod et NATO-land er det samme som et angreb mod hele NATO og bliver besvaret som et sådant.
- Vi skal vise flaget og hævde landenes suverænitet ved at vise vores tilstedeværelse, siger Lars Andersen.
Derfor har Danmark nu sendt fire F-16 fly og 55 mænd og kvinder til Baltikum.

Russerne lurer
For dem, der kan huske den kolde krig, er Rusland den oplagte fjende. Men sådan forholder det sig ikke mere.
- Man har mødt russerne hernede i luftrummet, ligesom vi også gør hjemme i Danmark. Men det er ikke sådan, at de presser på. Det er ikke den kolde krig om igen, fastslår Lars Andersen.
Selv har han ikke hørt om aktuelle krænkelser af det baltiske luftrum, men det betyder ikke, at de danske F-16 fly ikke har opgaver.
- Det er sjældent, at russerne flyver ind over baltisk luftrum, men de lyver gerne rundt om det, siger Lars Andersen og tilføjer, at på den måde får russerne et indblik, hvordan piloterne fra NATO-landene opererer.

Bevæbnede fly
Piloterne i F-16 flyene styres nede fra et luftoperationscenter, hvor personalet via radarinstallationer kan se, hvornår der kommer fly ind i området. Så bliver flyene dirigeret i den retning.
- Først flyver vi hen til det fremmede fly og forsøger at kontakte det. Hvis flyet ikke reagerer, er der forskellige muligheder for at skrue op for charmen, siger Lars Andersen.
Det kan i yderste nødstilfælde betyde, at F-16 flyene bliver tvunget til at bruge maskinkanonen og de to missiler, de normalt er bevæbnede med.
- Hvis flyet ikke viser tegn på at gøre, som der bliver sagt, og hvis det er i stand til at skabe ballade, kan vi i sidste instans være nødt til at skyde det ned, siger Lars Andersen.
Indtil den 1. maj har danskerne base i det nordlige Litauen i byen Shiauliai. Når flyvevåbnet forlader Baltikum igen, tager Tjekkiet over.